ANMELDELSE: Birdland, Royal Court Theatre ✭✭✭✭

Birdland på The Royal Court. Foto: Tristram Kenton Birdland

Royal Court Theatre

29. april 2014

4 stjerner

Det er sjældent, at en scenografi understøtter og giver fysisk liv til de temaer, fortællingen udforsker, men sådan forholder det sig med Ian Macneils blændende scenografi til Simon Stephens' nye stykke, Birdland, som lige nu har verdenspremiere i en opsætning instrueret af Carrie Cracknell på The Royal Court. Der er et decideret bjergtagende øjeblik, hvor scenografien bogstaveligt talt begynder at slå revner, eller – alt efter øjnene der ser – begynder at drukne. Præcis som hovedpersonen, Andrew Scotts plagede rockstjerne Paul, oplever sin personlige verden smuldre omkring sig og ser sig selv drukne i et hav af overflod, egoisme og ensomhed.

Det føles så meget desto mere overraskende, fordi tilstedeværelsen af vand er skjult indtil det afgørende øjeblik. Det er lige for øjnene af én, men blikket drages ikke mod det; det ligger stille og sort og venter på at gøre sin tilstedeværelse gældende. På den måde fungerer det som endnu en metafor for det lurende sammenbrud og det forfald, der truer med at opsluge Paul.

MacNeil har virkelig præsteret noget storslået med denne scenografi. Den formår at være mange ting på én gang – præcis som Paul er mange udgaver af sig selv på samme tid: stjerne, bedste ven, klient, chef, barn, elsker, offer, tarvelig stodder, blid fortabt sjæl og aggressivt barn – alt imens den ydre overflade slører kompositionens mange facetter og får det hele til at fremstå enklere, end det i virkeligheden er.

Cracknell sikrer, at hver eneste tomme af scenografien bliver brugt og udforsket (hertil kommer Neil Austins usædvanligt stemningsfulde lyssætning) på præcis samme måde, som hver eneste afkrog af Pauls personlighed bliver endevendt. Stephens’ manuskript består af en række scener, der belyser højdepunkterne og de dybe fald i tilværelsen som moderne rockstjerne – afhængig af excesser og ubevidst om konsekvenserne. Hver scene fremhæver en ny side af Pauls liv og eskapader, og hver scene udspiller sig i en ny del af scenografien med sin egen belysning og grundstemning.

Der er intet specielt originalt eller nyskabende over Stephens’ manuskript, selvom indsprøjtninger af kokain i øjnene på sin vis føltes som nyt territorium. Det interessante er dog, at det lykkes Stephens at fortælle historien fra forskellige synsvinkler, mens Paul piruetterer langs afgrunden mod sin dekadente undergang. Ved at lade en fast gruppe skuespillere udfylde et væld af roller understreger Cracknell den teatralitet, der gennemsyrer Pauls liv, og gør selve den teatralske præsentation til et lige så væsentligt aspekt af hans eksistens som alt andet. Ved at gøre de enkelte præstationer bevidst teatralske skaber Cracknell en skarp kobling til de fundamentale drivkræfter bag Pauls destruktion.

Tempoet bølger frem og tilbage; nogle gange ræser det afsted i et næsten blindende tempo, andre gange sættes farten helt ned, så man kan tage bestik af, hvad der er sket, og hvad der er ved at ske. Det overvejende fremragende hold af skuespillere brillerer i at få denne vision til at fungere.

I centrum for det hele, som både en strålende juvel og det mørke, sorte hjerte i et frådende bæst, er Andrew Scott tryllebindende i rollen som Paul. Hans præcision med sproget – måden han udtaler ordet "peach" på fremkalder en liderlig sensualitet, der er både forførende og afvisende på én gang – og hans emminente evne til at levere en replik på en fuldstændig uventet måde, kombineret med den rå fysik han tilfører karakteren; alle elementer forenes i et nådesløst ærligt portræt af de forventelige udskejelser, der følger med berømmelse i den moderne verden.

Scott er også fænomenal til at belyse det skrøbelige indre hos karakterer, der udadtil emmer af selvtillid. Det gør han eksemplarisk her ved at give små glimt af det oprigtige, skræmte og desorienterede barn, der gemmer sig bag superstjernens facader og forventninger.

Trods det er dette langt fra Scotts bedste præstation. Disse tricks og manerer har vi set før, og nogle gange med bedre effekt. Så i stedet for at være åbenbarende eller uventet, er hans Paul præcis, hvad man ville forvente fra så talentfuld en skuespiller. Det havde været bedre, hvis Cracknell havde presset ham ud på endnu dybere og mørkere vand.

Alex Price er fænomenal som Johnny, Pauls musikerkollega og bedste ven. Åbningsscenen, hvor deres tætte venskab etableres, er et af produktionens højdepunkter. Men da Paul smadrer Johnnys verden i en akt af åndeløs selvoptagethed og jalousi, bliver efterspillet og den smertefulde bekendelsesscene noget af det mest givende i hele forestillingen. Det er Price, der med sikker hånd og finfølelse får os til at føle noget for karaktererne.

Som den slebne, rædselsfulde men allestedsnærværende agent – og som Pauls fattige men jordbundne far (samt i flere andre roller, alle smukt tegnet) – er Daniel Cerqueira fremragende. Hver karakter er komplet forskellig, og der er ingen overlap, selv når skiftene sker på et splitsekund. Han er stærkest som faren; den scene sitrer af smerte. Men hans agent er ramt lige i øjet og viser til sidst Paul, hvem der er herre og hvem der er slave i en dygtig dissektion af Pauls drømme om flugt.

Yolande Kettle strålede, især som Johnnys store kærlighed Mandy, der forføres og siden terroriseres af Paul, før hun vælger selvmordet som udvej. Hendes lidelse var dybt rørende. I flere andre roller viste hun sin store alsidighed, men hendes genkomst, som en druknet Ophelia, var særligt effektfuld og hjemsøgende.

Dette er den bedste opsætning, Royal Court har præsteret i lang tid, men Stephens’ stykke er ikke hans bedste værk.