ANMELDELSE: Bug, Found 111 Theatre ✭✭✭✭✭

Kate Fleetwood og James Norton i Bug. Foto: Simon Annand.

Bug Found 111 Theatre, 30. marts 2016, 5 stjerner

Found 111 er et ekstraordinært teater; et spillested fyldt med potentiale, beliggende øverst i et chikt-rabet og bohemeagtigt lagerhus på Charing Cross Road. Simon Evans’ nye opsætning af Tracey Letts’ Bug passer perfekt ind og udnytter off-West End-æstetikken med en herlig klaustrofobisk effekt. Kombineret med et fascinerende manuskript og præstationer fra to skuespillere på toppen af deres ydeevne, gør Bug til en spektakulær teateroplevelse.

Stykket åbner med den socialt udsatte Agnes (Kate Fleetwood) og hendes veninde RC (Daisy Lewis), der ryger crack i Agnes’ snusket motelværelse. Pludselig bliver deres 'fest' forstyrret af Peter (James Norton), en bekendt af RC, der introducerer sig selv med den lidet lovende replik: "Jeg er ikke en øksemorder". Det er han ikke, selvom han erkender, at han har en tendens til at gøre folk utilpasse. Faktisk tør Agnes op over for Peters ærlige væsen og gode hjerte; den diametrale modsætning til hendes eksmand Jerry (Alec Newman). Peter er veltalende, betænksom og intuitiv, og parret ender snart i seng sammen. Da de vågner, mærker Peter insekter kravle over sin hud, hvilket bliver startskuddet til en folie à deux, der truer med at opsluge dem begge.  

Dette er ikke et stykke for sarte sjæle. Bug er råt, blodigt og pinefuldt intimt. Scenografien snor sig om publikum, hvoraf mange befinder sig få centimeter fra skuespillerne. Det vigtigste er dog, at selvom forstanden rådner væk for hvert desperat slag efter et imaginært insekt, forbliver Agnes og Peter empatiske figurer. Deres mærkværdige, men ømme kurmageri er en balsam i deres hærdede og golde liv, og ligesom mange af os længes de efter en mening med det hele. Tragedien i Bug er, at deres håbefulde slutning altid er lige uden for rækkevidde, forpurret af vedholdende, nådesløse minder, der manifesterer sig som selvdestruktiv adfærd.

James Norton og Kate Fleetwood i Bug. Foto: Simon Annand

Kate Fleetwood leverer en mesterlig præstation; en dybdegående demonstration af, hvordan fortidens tragedier kan lænke sig til et menneskes karakter. Hendes generte, men fattede optræden over for Peter står i skarp kontrast til den nervøse og defensive holdning, hun indtager over for Jerry, der nedbryder hende med målrettet aggression. Vi ser en person, der er dybt mærket af tab, og som er så desperat efter at holde fast i det nye, gode med Peter, at hun bliver slave af alle hans vilde teorier. Mens hun klamrer sig til deres febrilske logik, er det som om, Agnes kæmper for sit liv, og Fleetwood skildrer kraftfuldt forfaldet af hendes ellers livlige og vittige personlighed.

Peter er en kompleks opgave for enhver skuespiller, da der er risiko for at kamme over i det ufrivilligt teatralske. James Nortons præstation er ekstremt fysisk, men meget naturlig, da Peters mani underbygges af hans fængslende introduktionsscener. Her fanger Norton smukt essensen af en mand, der er rædselsslagen for at såre andre, men samtidig desperat efter menneskelig varme. Hans besættelse er noget, han ikke ynder at tale om, da det "skræmmer folk væk", men at tale om det bliver en tvangstanke – en udvikling, der er formidabel at overvære. Peter lammes af hver indskydelse, og Nortons nuancerede spil modvejer klogt hans tiltagende uberegnelige adfærd med kroppens fysiske forfald.

Fleetwood og Norton suppleres af fremragende biroller. Alec Newman er en passende manipulerende Jerry – karismatisk, men ondskabsfuld, en{