ANMELDELSE: C-O-N-T-A-C-T, Clapham Common ✭✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder C-O-N-T-A-C-T, en ny immersiv forestilling opført udendørs på forskellige lokationer i London, som virker til at være den perfekte underholdning i en tid med social afstand.

C-O-N-T-A-C-T

Clapham Common (og også Greenwich, Monument)

Lørdag den 5. september kl. 19.30

5 Stjerner

BESTIL BILLETTER

Teater bliver ikke meget mere 'nouvelle vague' end dette.  C-o-n-t-a-c-t er et nyt fransk stykke af Eric Chantelauze, baseret på en original idé af Gabrielle Jourdain, her præsenteret i en skarpt skrevet engelsksproget version af Quentin Bruno. Stykket udforsker alle facetter (hovedsageligt de udendørs) af 'l'epoque corona' i en glidende, filmisk collage af indtryk fra to karakterer – 'kvinden' og 'manden' – som vi følger på en utrolig tætpakket og rig promenade på 50 minutter.

Mens de lydløst bevæger sig og gestikulerer gennem byens åbne rum, lytter vi til deres tanker og samtaler, ledsaget af et suserende soundtrack af Cyril Barbessol, gennem hovedtelefoner forbundet til vores mobiltelefoner.  Ja, det er sandt: som vi altid har mistænkt, er smartphones virkelig skabt til at udspionere forbipasserende!  Men i dette tilfælde afslører snageriet et ret glamourøst kludetæppe af filosofiske overvejelser og digressioner, elegant formidlet i et forudindspillet lydbillede.

Modsat dette flimrer og lyner Londons summende, pulserende virkelighed spontant og ukontrollerbart gennem, omkring og over vores tapre skuespillere og bliver en unik del af det bemærkelsesværdige hele.  Dermed er hver forestilling, mere end normalt, en fuldstændig unik begivenhed.

Lørdag aften i Clapham Common var parken fyldt med et stort kalejdoskop af storbyliv, hvilket gav en filmisk uddybning af de følelsesmæssige kvaler hos 'kvinden' og hendes ekstraordinære samtalepartner. Det hele fik en ekstra dybde, da det fandt sted netop i det øjeblik af tusmørke, hvor dagen viger for natten.  Producenterne Katy Lipson og Mathilde Moulin kunne næppe have fundet et mere imponerende modstykke til verdens tavse teatre end denne fascinerende, knivskarpe 'evenement', som enten er teater, der opløses til det næsten usynlige i folkemængden, eller teater, der sætter sit præg på hele London og gør byen til sin scene.

Ensemblet i C-O-N-T-A-C-T. Foto: Pamela Raith

Konceptet og instruktionen bag værket stammer fra Samuel Sene, assisteret af Bronagh Lagan.  Deres brug af parkens 'rigtige' rum er virkelig mesterlig, selvom den naturligvis er helt afhængig af, hvilke dele der tilfældigvis er ledige den pågældende aften.  Vi navigerede en rute mellem utallige andre besøgende på fælleden, herunder skateboardere, folk ved grillen, picnic-gæster med vinflasker og hundeluftere: gang på gang krydsede enkeltpersoner eller grupper fra Clapham-scenen spillearealet, hvilket resulterede i bizarre og surrealistiske interaktioner – faktisk blev vi i lang tid filmet til en podcast om det lokale liv 'når det sker'.  Det er den slags oplevelse, som det slet ikke er muligt at genskabe i en lukket, kontrolleret bygning.

Husk dog at pakke dig godt ind.  Septemberaftenerne bliver koldere, og når man skal stå relativt stille i en stor del af timen, kræver det varmt tøj: ikke desto mindre, sikke en glæde at mærke de 'feuilles mortes' (visne blade) under fødderne, mens vi bevægede os fra den ene lille vignette til den næste.  Der er faktisk en poetisk storhed over denne levende teaterforestilling, som er ganske vidunderlig.  Den er nærmest transcendental, løfter sjælen ud af de hverdagssorger, der ellers kvæler den, og lader den blive oplyst og hyldet af den kunstneriske nysgerrighed.  Omkring os i parken blev statuerne, arkitekturen ved Claphams Pavement og parkens landskabspleje en del af 'scenografien'; selv lyset fra en enkelt gadelygte over vores to skuespillere virkede fuldstændig passende og rigtigt i øjeblikket.  Og stykkets afslutning, så genialt håndteret i denne produktion, gør brug af perspektiv, vandring og nattens frembrud på en måde, der runder fortællingen af elegant uden at være hverken konstrueret eller selvbevidst.

Der er desuden tre forskellige lokationer, hvor man kan opleve dette.  Og forskellige hold af skuespillere optræder de forskellige steder.  Til orientering medvirker: Charles Angiama, Louis Bernard, Chloe Gentles, Max Gold, Richard Heap, Aoife Kennan, Katja Quist og Laura White.  Jeg så Richard Heap og Katja Quist: vi blev instrueret af vores 'gruppeleder' ved mødestedet til at følge efter Katja (i rollen som Sarah), lidt ligesom voyeuristiske journalister, der jagter en moderne Alice i Eventyrland; imens sneg Richard sig ind som 'en del af publikum', før han trådte ud af rækkerne for at henvende sig til Katja på en bænk i et af de mange intense øjeblikke i historien.  Deres stemmer komplementerede hinanden smukt, hvor Katjas livlige realisme dannede kontrast til Richards herligt rungende baryton.

Der er kun 15 billetter tilgængelige til hver af de tre forestillinger om dagen; og selvom kompagniet gør meget ud af at råde os til at holde afstand, må publikum selv vurdere, om de mener, at folk i hovedstadens åbne rum overholder noget af den slags.

Så hvad er konklusionen: Hvordan har man det bagefter?  Jeg havde det meget bedre.  Og det her er måske væsentligt: dagen før havde jeg modtaget nogle særligt nedslående nyheder om en nær ven (ikke corona-relateret), men da jeg nåede til slutningen af disse forbløffende og rummelige 50 minutter, følte jeg mig fornyet og styrket og klar til at tage imod, hvad end livet måtte byde mig.  Det er lige præcis det, teater handler om.

BESTIL BILLETTER TIL C-O-N-T-A-C-T LÆS MERE OM C-O-N-T-A-C-T HER