ANMELDELSE: Chess, London Coliseum ✭✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder musicalen Chess, som netop nu kan opleves i en stjernespækket særforestilling over fem uger på London Coliseum.

Tim Howar, Michael Ball og Cedric Neal i Chess. Foto: Brinkhoff Mogenburg. Chess

London Coliseum

1. maj 2018

5 Stjerner

Bestil billet nu

”Each game of chess means one less variation to be played.” Sådan indleder Tim Rices tekst The Story of Chess. Nu bør det tilføjes, at hver ny opsætning af Chess betyder endnu en variation, man kan nyde. Forestillingen er blevet gennemgribende bearbejdet siden konceptalbummet fra 1984 samt West End- og Broadway-opsætningerne, og med et forhold mellem øst og vest, der er på vej ind i en ny, iskold krig, er det store spørgsmål: ”Er dette den opsætning af Chess, vi har ventet på i 32 år?”

Michael Ball som Anatoly i musicalen Chess. Foto: Brinkhoff Mogenburg

Coliseum er den perfekte ramme til de vokale kræfter og partiturets kompleksitet, og forestillingens absolutte stjerner er ENO-orkestret og koret under ledelse af dirigent John Rigby – musikken har aldrig lydt bedre. Instruktør Laurence Connor har skabt en produktion fuld af liv og forstår klogt nok, at denne musical giver hovedrollerne fantastiske muligheder for at brillere. Jeg husker den oprindelige West End-opsætning som værende noget stram og primært i sort-hvid, men her skaber scenograf Matt Kinley en neonoplyst farveverden, hvor projektioner giver en effektiv baggrund for Den Kolde Krigs historie og politik, hvilket hjælper med at forme historiens mest komplekse aspekt – det politiske spil (kærlighedshistorien er faktisk ret simpel). Ensemblet bliver endda projiceret op på skærmene under soloer og duetter, og selvom det til tider minder lidt om en popkoncert, passer det perfekt til en sal af denne størrelse – faktisk nyder man sceneriet endnu bedre, jo længere man sidder fra begivenhedernes centrum.

Cassidy Janson som Florence i musicalen Chess. Foto: Brinkhoff Mogenburg

Men det er sangpræstationerne, man tager med sig hjem, og det er et formidabelt cast, der er samlet til denne produktion. Michael Ball cementerer yderligere sit ry som en af vores største musicalstjerner i rollen som russeren Anatoly, der hopper af til Vesten efter at være blevet forelsket i Florence. Hans fortolkning af Anthem, der afslutter første akt, giver kuldegysninger, og i en rolle, der kræver, at hans karakter bevarer kontrollen over sine følelser, formidler han virkelig smerten ved at være i eksil.

Tim Howar og ensemblet i musicalen Chess. Foto: Brinkhoff Mogenburg

Som Florence, der er splittet mellem elskere fra øst og vest, er Cassidy Janson følsom og brillant – især i Heaven Help My Heart – og Tim Howar brillerer som skakkens rockstjerne, amerikaneren Freddie Trumper, der optræder selvsikkert og arrogant, men afslører sin usikkerhed i det fremragende nummer Pity The Child. Rollen som Svetlana, den svigtede russiske hustru, som Anatoly har forladt, er blevet væsentligt udbygget siden originalen og inkluderer her Someone Else’s Story fra Broadway-versionen og He is A Man, He is a Child fra den svenske opsætning.

Tim Howar og kompagniet i Chess. Foto: Brinkhoff Mogenburg

Alexandra Burke er en kraftfuld sangerinde, men her virker hun fejlcastet og mangler empati. Det kan skyldes rollen, som stadig føles en anelse flad, men hendes fremførelse af de sjældent hørte sange er i sig selv hele turen værd. Phillip Browne er fremragende som den rænkefulde Molokov, og Cedric Neal fryder sig tydeligt i rollen som dommeren, The Arbiter.

Alexandra Burke i musicalen Chess. Foto: Brinkhoff Mogenburg

Selvfølgelig kan ingen opsætning skjule musicalens svage punkter. For det første handler det om skak; for det andet er plottet faktisk ret simpelt – det er de politiske forviklinger, der gør det tungt visse steder; og for det tredje er forestillingen domineret af mænd. Jeg havde ikke helt indset, hvor længe der går, før Florence for alvor indtager scenen, og endnu længere for Svetlana. Men der er mange fantastiske højdepunkter (One Night in Bangkok, The Soviet Machine og det vidunderlige Endgame), og det er især i anden halvleg, at hele kompagniet udnytter stykkets kraft og får taget til at lette. Svaret er ja. Dette ER den opsætning af Chess, vi har ventet på i 32 år.

BESTIL BILLETTER TIL MUSICALEN CHESS NU