ANMELDELSE: Christine Pedi, The Seth Concert Series Online ✭✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Christine Pedi sammen med Seth Rudetsky i den seneste udgave af Seths online koncertserie.

Christine Pedi The Seth Concert Series med Christine Pedi og Seth Rudetsky

Sendes live online søndag den 9. maj, genudsendes mandag den 10. maj

5 stjerner

Seth Concert Series Website

'A Spoonful of Sugar' (fra Mary Poppins af Sherman-brødrene) var den sukkersøde åbner i denne seneste udgave af Seths hyggelige cabaret-snack ved computerskærmen. Hvad det præcist varslede for de næste 90 minutter? Dit gæt er lige så godt som mit.

Pedi er, værd at bemærke, rundet af cabaret-scenen i New York, herunder den legendariske 'Forbidden Broadway' – en franchise med endnu flere år på bagen end Seths, som bygger sin succes på en skarp og konsekvent holdning til sine mål: at gøre grin med Broadway-shows gennem overdreven og herligt tarvelig efterligning. Så hun ved præcis, hvordan den slags skal skæres.

Mon det forklarer, hvorfor vi derefter fik serveret 'Mama, A Rainbow' fra Larry Grossman og Hal Hackadys 'Minnie's Boys'? Et show, der er en kærkommen sjældenhed i denne serie (hvor repertoiret ofte er mere standardpræget). Forbindelsen var 'Mothers Day' (den amerikanske udgave af vores mors dag). Er det et emne? Eller er det et tema? Måske er det en 'attitude'? Bedøm selv. Dagens playliste bød derefter på Harry Nilssons 'The Puppy Song', som er sød og harmløs, men egentlig heller ikke mere end det. Hvis du kunne høre en rød tråd her, var du langt foran mig. Gore Vidal har engang sagt – ikke som en kompliment – at ingen amerikansk præsident nogensinde er blevet valgt uden at elske sin mor (og derefter hendes æbletærte og sin hund). Det, antydede han, beskrev gennemsnittet af det amerikanske politiske landskab. Hvis man mener, at kunstens formål er at klappe samfundet på ryggen, så fred være med det. Men hvis man mener, at kunst kan mere end det, så forventer man måske lidt mere.

Tingene blev bedre – og det i dén grad! – med et pludseligt skud 'Forbidden Broadway'. Her fik vi den geniale parodi på 'The Atchison, Topeka and the Santa Fe' fra filmen 'The Harvey Girls': 'The Ashkebad, Tbilisi and the Kiev Express'. Gerard Alessandrini, ophavsmanden bag konceptet og manden bag de nådesløse angreb på amerikansk magelighed, gav her stemme til, hvad Anna Karenina MÅSKE ville have sunget i en musical baseret på Tolstojs roman. (Hvis du leder efter forbindelsen, så har Anna en affære, der ender galt, hvorefter hun tager livet af sig ved at springe ud foran et tog). Det var et pust af virkelig frisk luft, af den slags man sjældent oplever i dette format.

Derefter leverede Pedi en eminent Bette Midler i 'Who's Gay In Hollywood', endnu en FB-parodi (på 'Hooray For Hollywood'). Den sad lige i skabet og føltes slet ikke dateret, da de amerikanske medier – anført af filmfabrikkerne i Hollywood – stadig har lang vej igen, når det kommer til en ærlig repræsentation af minoriteter. Pedi er en begavet imitator, og hun strålede her. Mindre gnistrende var dog opfølgningen: Rick Croms 'Mother Nature' fra hans revy 'Newsical' (en anden skarp New York-aktualitetsrevy); her blev der tegnet et knap så sødmefuldt billede af, hvad der sker, når man gør selveste Moder Natur utilfreds.

Cabaret kan – og bør – være ambitiøs, og nu var showet tydeligvis på rette kurs. I hvert fald sangene. Hvad angår snakken mellem numrene, var den mindre fængslende og bar præg af de sædvanlige "og så havde jeg kun to uger til at lære rollen i..."-anekdoter, som nok næppe var sluppet gennem nåleøjet hos de tekstforfattere, jeg nævnte ovenfor. Mere solidt materiale kom med Kander og Ebbs bedragersk enkle 'When You're Good To Mama' fra deres bidende satire 'Chicago'. De småerotiske undertoner og ubehagelige konnotationer fik os til at grine frem for at væmmes. Det handler om attitude. Enten har man det, eller også har man det ikke.

'You Mustn't Feel Discouraged' (med skarpe tekster af Comden og Green og musik af Jule Styne) holdt dampen oppe i retning af et ret deprimerende syn på Amerika. Og så kom en lydmæssig overlegen parodi på Barbra Streisand, leveret så utrolig langsomt, at man knap kunne genkende nummeret.

Ugens konkurrence overtrumfede dog alt med en finale med poledance, hvilket bragte koreografien (husker i koreografi?) tilbage på den digitale cabaret-scene. Pedi er svær at stikke, men hun gjorde forsøget med sit modsvar: en Blossom Dearie-agtig udgave af 'The Lady Is A Tramp' (Rodgers og Hart), hvor Seth leverede noget lækkert eksekveret kontrapunkt på klaveret. Risiko og fare får publikum til at spidse ører, og det var lige præcis det, vi gjorde.

Det var også på tide.

Derefter gik turen til det helt store finale-medley. 'Les Mis' druknede i sin egen selvhøjtidelighed, mens Pedi rettede sin vokale gift mod en hel række stjerner, der var storslået fejlcastede i diverse Schoenberg/Boublil-roller. Resultatet: jubel og klapsalver, og meget muligt et spring op fra kontorstolen – det var i hvert fald den teatralsk uundgåelige reaktion.

Så, som helhed var showet måske ikke perfekt; men hvem har brug for perfektion, når man har at gøre med et geni? Vi elskede det.