ANMELDELSE: City Of Angels, Donmar Warehouse ✭✭✭✭

City of Angels

Donmar Warehouse

19. december 2014

4 stjerner

Hvad er nu det? Er det en drejescene på Donmars scene? Ja, sandelig er det det. En drejescene indbygget i et antikt gulv fra perioden. Der er også en vindeltrappe, der fører fra det nederste plan til et øverste, hvor der tydeligvis vil ske ting og sager. Den øverste sektion har en bagvæg bestående af stakkevis af papirer og manuskripter – det er forfatterens domæne. Den nederste sektion har en baggrund af filmdåser; et studiearkiv af tidligere hits, hvor de prangende titler er omhyggeligt påført siden af hver tynd dåse. Og alt er holdt i sort, hvidt og gråt.

Robert Jones giver i ét snuptag publikum, der træder ind i Donmar Warehouse, en klar forståelse af, hvad de er ved at begive sig ind i med Josie Rourkes opsætning af det oversete mesterværk City of Angels: to forbundne verdener, forfatterens virkelige verden og den fiktive verden, han skaber; to verdener, hvor der vil være overlap, og hvor der vil være twists, sving og revolvere. Bare ved at kigge på scenografien kan publikum se, at dette ikke er en helt almindelig musical – man skal følge med. De kan mærke, hvad der venter forude.

Jones hjælper dem dog på vej – forfatterens verden er i farver, mens den fiktive filmverden er holdt helt i sort-hvid, hvilket afspejler ånden fra de store film noir-klassikere, som dette stykke i sin kerne både hylder og spidder. Howard Harrisons eksemplariske og inspirerende lysdesign hjælper betydeligt på forståelsen af de to verdener. Donmar har sjældent taget sig så godt ud, som den gør her, takket være Jones og Harrison.

City of Angels har en upåklagelig herkomst – manuskript af Larry Gelbart, sangtekster af David Zippel og et fyldigt, messingblæsende partitur fra Cy Coleman. Den giver rig mulighed for sexede, sjove gys og overraskelser. Og fænomenal sang.

Der er to parallelle historier, som fletter sig ind i hinanden. Stine er en forfatter, gift men utro, som konstant kæmper med filmstudiet for at bevare den kunstneriske integritet i sin bog, som han er ved at filmatisere. Han må deale med sine egne utilstrækkeligheder såvel som de absurde krav fra sin kulturløse producer/instruktør, Buddy Fidler, og de løfter, manden giver til diverse skuespillerinder, han er intim med. Vi ser den levende verden, han skaber for sine karakterer, primært Stone, den tidligere betjent der er blevet detektiv – det musikalske svar på Humphrey Bogart – og vi ser til, mens han skriver og omstriker deres skæbner.

Ganske oplagt er Stone Stines indre macho-helt, og navnet er jo lidt af en afsløring i sig selv. Der er masser af sjov at hente i Stines omskrivninger, og det absolut bedste aspekt ved iscenættelsen af denne produktion er den måde, castet håndterer revisionerne på – de spiller baglæns til det punkt, hvor Stone begynder at skrive om. Det bliver aldrig kedeligt. Det er værd at se forestillingen alene for de sekvenser.

På mange andre punkter efterlader Rourkes instruktion dog en del tilbage at ønske. Dette er et af de mest sexede og sanselige partiturer i Broadway-repertoiret, og alligevel præsterer Rourke en nærmest steril og kyssk version. Det har intet med musikken at gøre, som spilles med enorm gejst og stil af det brandvarme orkester ledet af den talentfulde Gareth Valentine; det har heller intet at gøre med iscenættelsen af musicalnumrene, hvor man oplever Stephen Mear i blændende form – vittig, overraskende og livsglad.

Nej, problemerne her ligger i castingen og instruktionen. Der mangler ganske enkelt gnist i denne by, englene er ikke engleagtige nok, sexen er ikke fræk nok, og karaktererne, især de fiktive, er ikke ekstreme nok. Der er et hav af spildte muligheder.

Aftenens præstation kommer fra Marc Elliott, der har den relativt lille rolle som Munoz (den fiktive politibetjents-partner til Stone, som på tegneserieagtig vis er fast besluttet på at se Stone stillet for retten for en forbrydelse, Munoz fejlagtigt tror, han har begået) og Pancho, det flamboyante idol, der skal spille rollen som Munoz i filmen. Elliott er forbløffende god; han udnytter hvert sekund rollen byder på og får det maksimale ud af materialet. Faktisk kommer første akt aldrig rigtig til live, hvad angår skuespil og sang, før han leverer sit show-stoppende, gennem-sungne og dansede tour de force, komplet med stilfulde back-up dansere, All Ya Have To Do Is Wait. Mear står for den spektakulære koreografi, og Elliott tager chancen og løber med den. Forestillingen er aldrig bedre end i dette nummer.

Hvilket er bemærkelsesværdigt, for det er langtfra det bedste nummer i partituret. Meningerne er delte om, hvad det bedste nummer er, men det, der følger efter Elliotts, You're Nothing Without Me, er helt sikkert i top 5. Her er det iscenættelsen, der gør det elektrisk. Stone og Stine har hvad der svarer til en musikalsk duel, hvor de hver især søger dominans over den anden.

Harrisons lys går i selvsving her og skaber et helt forrygende coup de théâtre. Det er fantastisk at se Stone (Tam Mutu) og Stine (Hadley Fraser) kæmpe i Mear/Harrison-krigszonen, men vokalen ender desværre på en klar tredjeplads efter bevægelse og lys. Så hvor dette rent musikalsk kan være en ekstraordinært spændende duet, er det her spændende af andre grunde. Frasers slutnote er perfekt ramt og sunget og afslutter første akt på et ægte højdepunkt, men i modsætning til i Elliotts nummer får musikken ikke den opmærksomhed, den fortjener.

Nogle numre bliver dog forløst rigtig godt. Rosalie Craig leverer It Needs Work med stor ro og stil; Samantha Barks er fremragende i sit store, hæse nummer, Lost and Found; Rebecca Trehearn oser af den rette sensualitet og stil i You Can Always Count On Me; Mutu, Fraser og Craig slutter alle forestillingen på en levende vokal-top med finalen, I'm Nothing Without You.

Andet materiale fungerer mindre godt. Tim Walton er helt forkert til rollen som Jimmy Powers; rollen kræver en glat crooner med lys stemme, en Johnny Ray-type. Stay With Me rammer ved siden af, fordi Walton ikke kan eller vil croone. Peter Polycarpou, som tilsyneladende bliver castet, hver gang man skal bruge en ældre mand i en musical (og selv når man ikke skal), er bare alt for tam som Buddy, og begge hans numre mangler vitalitet, fare og interesse. Craig tilfører overraskende nok hverken frækhed eller åndeløs seksualitet til den herlige torch-sang With Every Breath I Take, så selvom hun rammer noderne, mangler sangens lidenskab og dirrende storhed helt.

Katherine Kelly fejlbedømmer sin dobbeltrolle fuldstændigt; hun er for svævende og mangler Lauren Bacall-stilen i sin tilgang. Det berøver Mutu’s Stone for mange muligheder for film noir-agtig 'bad boy'-action med damerne. Han gør, hvad han skal, men man føler ikke, at hans hjerte – eller nogen anden kropsdel – er med i det. Kelly er heller ikke god til de komiske aspekter af sin karakter. Hun er en stor skuffelse.

Kvartetten Angel City Four harmonerer slet ikke godt nok til at gøre deres vokale øjeblikke fortryllende; individuelt scorer de flere point – især Sandra Marvin gør det rigtig godt i sine solostykker. Cameron Cuffe har en fremragende stemme, som han bruger godt, men hans rolle som 'pretty-boy' Peter Kingsley indebærer ikke meget sang. Han har dog ingen problemer med at være det smukkeste cast-medlem (på en næsten usandsynlig måde), og han spiller meget overbevisende. En mand man skal holde øje med.

Fraser og Craig mangler, selvom de er gift i det virkelige liv (eller måske netop derfor), en slående mangel på kemi på scenen. Det gør det svært at forstå, hvorfor Stine er villig til at opgive sin karriere for Craigs Gabby. Der er faktisk for meget nørd over Frasers præstation; Stine har aldrig slået mig som værende særligt nørdet. Han er forfatter – han drikker, render efter damer og skriver. Fraser kan det hele og burde være i stand til at levere en mere kraftfuld og uregerlig Stine, end han gør her.

De to niveauer, Rourke benytter i det lille Donmar-rum, gør det svært for publikum på gulvet – i hvert fald – at se al handlingen. Det er faktisk utilgiveligt; som kunstnerisk leder burde Rourke kende teatrets begrænsninger. Der er ofte en fornemmelse af unødvendigt rod på scenen, næsten som om produktionen var tiltænkt en større scene. Der er øjeblikke, hvor Rourkes instruktion betyder, at castet bogstaveligt talt er i fare for at falde over hinanden.

Ikke desto mindre driver den rene skaberkraft i manuskriptet og musikken tingene fremad. Colemans musik er berusende, og selvom den uden tvivl kunne og burde have været bedre tjent med Rourkes vision og det arbejde, hun har fået ud af sit cast, bevarer den sin charme og styrke. Selvom Rourkes version af City of Angels hverken er så sjov eller sexet, som den kunne være, er den stadigvæk yderst seværdig.

Det skyldes i høj grad den kombinerede magi fra Robert Jones, Howard Harrison, Gareth Valentine og især den utrættelige Stephen Mear. Bevægelse, design og den musikalske opbakning til kompagniet er her mere end bjergtagende. Læg dertil fremragende præstationer fra Marc Elliott, Samantha Barks, Rebecca Trehearn, Sandra Marvin og Cameron Cuffe, samt overvejende godt arbejde fra Tam Mutu, Hadley Fraser og Rosalie Craig, og se bort fra manglerne hos andre i castet – så sidder man tilbage med en solid opsætning af City of Angels.

Problemet er bare – den burde have været sensationel.