ANMELDELSE: Crocodile, Vault Festival ✭✭✭

Crocodile

Vault Festival

1. februar 2017

3 stjerner

Det er svært at forestille sig, hvad London ville stille op uden The Vaults, eller hvordan byen overhovedet klarede sig før. Her i den bitre slutning af vinteren, mens vi venter på forårets første tegn, blomstrer en storslået festival under jorden. Den vokser sig større og mere fascinerende for hver sæson; nu på sit femte år forventes det, at den vil overgå de 40.000 gæster, der sidste år bevægede sig gennem dens underjordiske labyrint. Festivalen spreder sig også fysisk og inddrager nye scener – herunder for første gang det mindre kendte, men fortræffeligt indrettede Network Theatre, som lægger ud med dette debutstykke af den lovende Joe Eyre.

Stykket er produceret af Joes søster, Beth (måske bedst kendt for sin rolle i ‘Wooden Overcoats’), i samarbejde med Frankie Parham, og er instrueret med en stærk og knivskarp præcision af Matt Maltby. Denne fremragende forestilling for to skuespillere har Joe selv i rollen som Alan og Rhiannon Sommers som Jane: et ideelt, lykkeligt og tiltalende middelklassepar, der kastes ud i en ekstraordinær historie. De stifter hjem og får et barn, som viser sig at være... en krokodille. Fortællingen startede som en 15-minutter lang monolog til Maltbys ‘Pint-Sized’-festival, men er nu blevet udvidet til en fuldlængde forestilling på 55 minutter.

Rammen er en slående enkel 'black box' designet af Clancy Flynn (lys og scenografi). Historien fortælles gennem flashbacks i to lange, separate monologer rettet mod en tilstedeværende, men aldrig præcis defineret lytter. Som publikum må vi selv stykke fortællingen sammen af de fragmenter, vi får serveret. Den Ionesco-agtige metafor om monster-afkommet udnyttes fantasifuldt for sin humor, mens det makabre holdes på sikker afstand det meste af tiden. Uroen vokser dog i takt med, at 'barnet' mere og mere kommer til at repræsentere en helt konkret frygt for en usikker og ukontrollerbar fremtid. Faktisk bliver de sociopatiske træk i Alans monolog næsten overvældende, lige før han stopper og overlader ordet til Jane.

Teknisk set giver manuskriptet herefter Sommers stort set den samme opgave, som Eyre netop har udført, hvilket man kan argumentere for tager brodden af overraskelsesmomentet i Janes rolle. Det er jeg dog sikker på, at en gennemskrivning kunne løse; Eyre besidder tydeligvis en rig fantasi og en stor lyst til den overraskende fortælling. Samtidig skruer Odinn Orn Hilmarssons musik og lyddesign gradvist op for spændingen, alt imens dette lovende debutstykke bevæger sig mod sin stadig mere skræmmende slutning. Her anes skygger af både 'The Events' og andre absurdistiske og ekspressionistiske dramaer. Jeg håber, vi kommer til at høre meget mere fra Joe Eyre meget snart.

LÆS MERE OM JOYOUS GARD THEATRE