ANMELDELSE: Musicalen Gatsby, Southwark Playhouse ✭✭

Sophie Adnitt anmelder Gatsby the musical, præsenteret af Ruby In The Dust på Southwark Playhouse.

Jodie Steele (Daisy) og Ross William Wild (Jay Gatsby). Gatsby the musical

The Little, Southwark Playhouse

2 stjerner

Bestil Billetter

Bradley Clarkson (Tom Buchanan). Efter tidligere at have mødte stor anerkendelse som en streamet koncert, får Ruby in the Dust Theatre’s Gatsby endelig sin fulde opsætning på Southwark Playhouse. Med et cast bestående af respekterede navne fra West End og en velkendt fortælling om de brølende 20'eres mørke sider, er alle lovende elementer til stede. Men på trods af de høje forventninger lader udførelsen en del tilbage at ønske.

Oliver Maudsley (Owl Eyes). Vi er i 1929, og Daisy Buchanan – Jay Gatsbys tabte kærlighed – er vendt tilbage til den illegale speakeasy, hvor begivenhederne fra Jazz-klassikeren The Great Gatsby syv år tidligere ændrede livet for dem, der kom der. Daisy er uvidende om hans skæbne, og fortællingen springer mellem 1922 og 1929 for at genfortælle, hvad der skete, og hvor hun håber at bevæge sig hen nu. Som fortælleteknisk greb føles det en smule overflødigt og kunne nemt være udeladt uden konsekvenser, ikke mindst på grund af den forvirring, det skaber i de tidlige scener om, hvornår vi befinder os. Der er også en noget kluntet reference til 'pandemien' – den spanske syge i denne omgang, men det får stadig en til at krumme tæer.

Luke Bayer som Nick Carraway

Akavetheden fortsætter i selve iscenesættelsen – ganske vist hæmmet af den begrænsede plads i The Little, men det føles ikke desto mindre glansløst med en del spildt potentiale i de drømmeagtige overgange mellem de to tidsperioder. Dialogens hakkende og stive form bidrager til den ubehagelige stemning; det virker ofte som om replikker er glemt, eller omvendt leveres de i et tempo, hvor folk, der ikke kender historien på forhånd, ikke kan følge med.

Robert Grose og Jodie Steele.

Manuskriptet hjælper heller ikke til, da karaktererne ofte sendes ud af scenen af ret tynde årsager – telefonopkald, eller blot fordi de 'bliver nødt til at gå' (de må bare afsted, spørg ikke hvorfor). Der refereres gennem hele stykket og sangene til vinger og drømme, og hvordan begge dele knuses, hvilket betyder, at citaterne fra den originale roman aldrig helt smelter sammen med resten af værket.

Gatsby falder også for musicals' klassiske fjende i The Little – det er en udfordring at skabe et ordentligt lydbillede i det trange rum. Derfor går en stor del af teksterne (som nok er ret vigtige for at forstå handlingen) tabt, da de overdøves af det ellers dygtige band. Dette kombineres med en tvivlsom overforbrug af mikrofoner i dialogscener uden musik, hvilket resulterer i, at halvdelen af castets tale lyder som om, den afspilles på en gammel grammofon.

Ollie Mawdsley, Ash Weir, Tristan Pegg, Julie Yammanee, Freddie Love

Disse mangler betyder dog ikke, at det talentfulde cast ikke gør deres ypperste for at redde forestillingen. Julie Yammanee vækker ægte empati som den tragiske Myrtle, der desperat rækker ud efter en livsstil, der altid er uden for rækkevidde. Robert Groses gangster, Woolfe, bringer ubesværet elegance til scenen med en underliggende følelse af fare, og Freddie Love som Jordan Baker er intet mindre end suveræn – hun ejer scenen, er en fornøjelse at se på og er en kommende stjerne. Oliver Mawdsley som Owl Eyes er også et overraskende højdepunkt; han er totalt dedikeret til rollen og har en prisværdig god diktion.

Jodie Steele er fremragende som Daisy, og hendes stemme fejler intet, men Linnie Reedmans manuskript gør hende til en person med langt mere integritet end i tidligere versioner. Den sande tragedie i The Great Gatsby bør udspringe af Daisys overfladiskhed og skødesløshed – denne version af hende får for meget oprejsning til stadig at være genkendelig.

Jodie Steele (Daisy) og Ross William Wild (Jay Gatsby). Alt i alt er Gatsby en skuffende oplevelse. Den formår aldrig helt at fange publikum, og spændingen udebliver – scenen, hvor Daisy konfronterer sin bølle af en mand på et hotelværelse, burde få alle ud på kanten af sædet, men her føles den flad. Da den meget omtalte Gatsby endelig gør sin entré, burde det føles som en stor afsløring, men han dukker bare op. En afsløring i elvte time om, hvor Daisy har været i alle disse år, burde chokere, men på det tidspunkt er det svært at føle sig investeret. Med et fantastisk cast og et live-band af høj kvalitet (om end for højlydt) er der så meget, der burde fungere, og det er en skam, at det simpelthen ikke gør det. Forestillingen er for lang og bliver svigtet af de tekniske elementer; denne Gatsby bliver hæmmet af mere end blot endnu en pandemi. Gatsby the musical spiller på Southwark Playhouse indtil 8. januar.