ANMELDELSE: GHBoy, Charing Cross Theatre ✭✭✭

Paul T Davies anmelder GHBoy, som i øjeblikket spiller på Charing Cross Theatre.

Jimmy Essex (Robert Finch). Foto: Bettina John GHBoy

Charing Cross Theatre.

7. december 2020

3 stjerner

Bestil billetter

GHBoy lægger sig i strømmen af skuespil, der udforsker chemsex-miljøet blandt homoseksuelle mænd i London, men vejen til premieren har været brolagt med udfordringer. Udover diverse nedlukninger og restriktioner kom skuespilleren Buffy Davis til skade ved et fald søndag og måtte udgå. Nicola Sloane trådte til med kun få timers varsel og læste op fra manuskriptet til pressepremieren. Hun bliver derfor ikke vurderet i denne anmeldelse, men vi ønsker hende en god spilleperiode. Det må have været en urolig oplevelse for hele ensemblet, hvilket til dels kan forklare, hvorfor premierenerverne måske manglede lidt intensitet.

Robert kæmper med sorgen over sin fars død og bliver hvirvlet ind i et stofmiljø, han har svært ved at slippe ud af – selv når mænd dør af overdoser af stoffet GHB, og rygterne svirrer om en person, der opfordrer unge mænd til at tage overdoser. Som 35-årig føler han, at han burde være voksen og mere ansvarsbevidst, og hans liv bliver vendt på hovedet, da hans 20-årige kæreste, Sergio, uventet frier til ham. Jimmy Essex fanger flot rastløsheden i afhængigheden og kampen for forbedring, mens Marc Bosch har en effektiv energi som den naive Sergio. Selvom dramatiker Paul Harvard fortjener ros for ikke at falde for fristelsen til at bruge topløs eller nøgen provokation, som man har set i tidligere chemsex-stykker, og i stedet fokuserer på et individs kamp, fandt jeg mange af scenerne utilfredsstillende – især det centrale forhold mellem Robert og Sergio. Robert er på det tidspunkt så nederdrægtig og løgnagtig, at det står klart, at forholdet ikke kan overleve; dermed forsvinder spændingen. Desværre virker mange af karaktererne endimensionelle, hvilket fører til lidt svage præstationer, og flere karakterer slentrer ind på scenen, hvor der burde være mere energi og overbevisning.

Jimmy Essex (Robert Finch) og Marc Bosch (Sergi Castell). Foto: Bettina John

Der er også et strejf af aldersdiskriminering i teksten; som 35-årig bliver Robert omtalt som gammel, og han føler sig selv færdig. Hans selvhad og internaliserede homofobi er interessante elementer, men det er svært at gennemskue, hvor de stammer fra. Han hævder, at han ikke ser mange positive forbilleder for homoseksuelle mænd på sin alder (han er også HIV-positiv, hvilket kan forklare nogle af hans holdninger), men som 35-årig er han vokset op midt i tiden med lige seksuel lavalder, registreret partnerskab og ægteskab, og hans forældre støttede ham begge, da han sprang ud. Hans stærkeste relation er til sin kunstterapeut, hvilket med fordel kunne være udforsket yderligere, og teksten føles generelt som om, den mangler et par gennemskrivninger for at være et helt færdigt værk. Selvom forestillingen nok skal finde sit tempo, efterhånden som holdet falder til ro, føles den lige nu lidt for forsigtig, hvor den kunne have været mere vovet.

BESTIL BILLETTER TIL GHBOY HER