ANMELDELSE: Hadestown, Lyric Theatre London ✭✭✭✭

Tim Hochstrasser anmelder Hadestown, den Tony Award-vindende Broadway-musical, som nu spiller på Lyric Theatre i West End.

Donal Finn og Grace Hodgett Young. Foto: Marc Brenner Hadestown

4 Stjerner

21. februar 2024

Lyric Theatre

Bestil Billetter ’Hadestown’ er endelig landet i West End efter en utrolig succesfuld og prisbelønnet periode på Broadway, samt en gæstevitit på National Theatre tilbage i 2018 før pandemien. Selvom der aldrig har hersket tvivl om den høje produktionsværdi i hver eneste udgave, er anmelderne stadig splittede omkring forestillingens overordnede sammenhæng, og det gør sig i vid udstrækning stadig gældende.

Zachary James og ensemblet. Foto: Marc Brenner

Handlingen fletter to af den antikke mytologis store fortællinger om underverdenen sammen – historien om Orfeus og Eurydike og ægteskabet mellem Hades og Persefone. Dette er garneret med moderne undertoner, der trækker tråde til klimaforandringer, fattigdom, tøjlesløs kapitalisme og en kritik af Trump-tidens kulturpolitik, omend disse lag føles en smule skrøbelige. Rammen leder tankerne hen på en amerikansk speakeasy i forbudstiden, et indtryk der forstærkes af musikkens primære jazz-idiom.

Ensemblet i Hadestown. Foto: Marc Brenner

Man må anerkende Anaïs Mitchells bedrift og ambition i at tage konceptet og udvikle det over næsten tyve år. Det endelige resultat er vokset markant fra sin spæde amatøropstart i Vermont, og værket indeholder nogle virkelig stærke numre med skarpe tekster og mindeværdige melodier. Der er dog stadig et par udfordringer, som aldrig helt overvindes. Ved at kombinere to Store græske myter i én forestilling ender man med at give de dramatiske buer for lidt plads, og – i forlængelse heraf – bliver meget af handlingen fortalt snarere end vist. Det mærkes især i den lidt for lange første akt, der til tider får forestillingen til at føles mere som et konceptalbum end et helstøbt drama.

Allie Daniel, Bella Brown og Madeline Charlemagne. Foto: Marc Brenner

Men lad os fokusere på de positive takter. Dette er et knivskarpt cast og et kreativt team uden svage led. Ligesom i operaen er der i musicalverdenen mange måder, hvorpå en enkelt svipser i eksekveringen kan trække det hele ned; men det er ikke tilfældet her. Instruktøren Rachel Chavkin tager udfordringen op med Lyric Theatres intime scene og leverer en forestilling fyldt med opfindsom brug af bevægelse og action i flere niveauer. Rachel Haucks scenografi placerer det gennemført fremragende band på hver sin side af en trappekonstruktion, der fører op til en balkon, mens hovedscenen centrerer sig om en tredelt drejescene, der kan sænkes ned i gulvet. Selvom holdet på scenen er begrænset i antal, er der en konstant summen og et flow af karakterer, følelser og dynamik, som altid står knivskarpt.

Ensemblet i Hadestown. Foto: Marc Brenner

Fundamentet i sang og dans hviler på skuldrene af to kor, som her er eksperter i både den kollektive slagkraft og deres individuelle karaktertegning. Den største gruppe på fem starter som gæster i baren, og efterhånden som vi drager ned til Hadestown, forvandles de til beskidte fabriksarbejdere, hvis gryende selvbevidsthed vi bliver vidner til. Ved siden af dem finder vi de tre skæbnegudinder (Fates), der med kølig distance kommenterer på begivenhederne – roller som leveres med stor autoritet af Bella Brown, Madeline Charlemagne og Allie Daniel.

I spidsen for det hele står Melanie La Barrie som Hermes, der ejer scenen i sit glitrende sølvhabit. Dette er meget mere end en fortællerrolle – hun tilfører masser af varme og power, der holder de til tider spredte tråde samlet. I rollen som Hades, den magnetiske og royale skurk, har Zachary James en naturlig autoritet og en dyb, gruset stemme, der sikrer, at hans numre rammer med maksimal effekt. Han matches perfekt af Gloria Onitori som Persefone. Hendes stemme er et pragtfuldt instrument, der formår at levere både voldsom kraft og de mest delikate nuancer i en rolle, hvor frustrationen over fangenskabet er den dominerende følelse – noget som ellers kan være svært at holde dramatisk interessant.

Gloria Ontiri. Foto: Marc Brenner

Rollerne som Orfeus og Eurydike er desværre en smule tyndt skrevet og lider under, at forestillingen er gennemkomponeret uden dialogscener til at opbygge karakterernes dybde og motiver. Men Dónal Finn og Grace Hodgett Young udnytter alle deres vokale chancer med flair og stor indlevelse. Finn spiller desuden guitar med stor dygtighed som erstatning for Orfeus’ lyre. Han supplerer det forrygende band af syv solister, der virkelig formår at sætte gang i teltet i de store numre, mens de hver især får plads til at vise deres musikalske kunnen. Tarek Merchant leder orkestret fra tangenterne.

Alt i alt efterlader forestillingen et lidt blandet indtryk. Hvad angår selve udførelsen, er der tale om en femstjernet produktion, som fuldt ud fortjente de stående bifald fra det til tider næsten overgearede premierepublikum. Selve stykket bliver dog aldrig helt større end summen af sine enkelte dele. Ligesom Orfeus selv formår forestillingen aldrig helt at slippe ud af sine egne indviklede tankemønstre.