ANMELDELSE: Hedwig And The Angry Inch, Belasco Theatre ✭✭✭✭✭

Neil Patrick Harris som Hedwig. Foto: Joan Marcus Hedwig and the Angry Inch

Belasco Theatre

19. april 2014

5 stjerner

I aften sad jeg bag en far, der havde taget sin teenagesøn med i teatret. Gennem næsten hele forestillingen sad faren med hovedet i hænderne og rystede indimellem på hovedet i lamslået overraskelse. Knægten sad med åben mund og gispede af forbløffelse over det, der udspillede sig foran ham. Men... ingen af dem rørte sig eller forsøgte at gå før tid. Begge blev til det sidste.

Anledningen var en opførelse af Hedwig and the Angry Inch med Neil Patrick Harris i hovedrollen, som lige nu spiller forpremierer på Broadways Belasco Theatre. Formentlig har faren booket billetter i den tro, at det var en hyggelig forestilling med ham den sjove fra How I Met Your Mother. Måske vil han undersøge produktionerne nærmere i fremtiden, så der da kommer noget godt ud af hans chok.

For Hedwig and the Angry Inch er vel cirka så langt fra den polerede sitcom-verden i How I Met Your Mother, som man overhovedet kan komme.

Med benhård rockmusik som bagtæppe fortæller forestillingen historien om Hedwig, der gennemgår en mislykket kønsskifteoperation for at kunne forlade Østberlin, hvorefter hun bliver forladt af den mand, hun fik operationen for. Det fejlslagne indgreb efterlader Hedwig med en "angry inch", da den nye vagina uventet voksede sammen. Hedwig bliver ven med den ensomme teenager Tommy Speck, hjælper ham med at blive rockstjerne og skriver sange med ham. Speck svigter dog også Hedwig og tvinger hende til at friste en tilværelse i hans skygge.

I denne præstation må Harris i den grad få lukket munden på de kritikere, der stadig ser ham som den nørdede opkomling fra Doogie Howser MD – tv-serien fra 1989, der kickstartede hans karriere.

Han er intet mindre end sensationel som Hedwig.

Præcis som da Angela Lansbury utvivlsomt gjorde alle tvivleres frygt til skamme, da de troede, at Mama Rose var en ren "Ethel Merman-rolle", således modbeviser Harris her alle dem, der mente, han var for letvægtig, for poleret, for feminin eller for overfladisk til at tackle den kradse, temperamentsfulde, seksuelt eksplicitte og tragiske menneske-karakter, som er Hedwig.

Det viser sig, at han er den perfekte Hedwig.

Han har tydeligvis brugt lang tid på at træne sin krop til perfektion. Der findes ikke skyggen af fedt på hans stramme, trimmede vaskebræt-fysik. Han ligner en olympisk atlet og en vild kannibal på samme tid – især i finalen, hvor han kun er iført læderbriefs som Tommy. Han fungerer som et seksuelt fyrtårn, der spreder sin karismatiske og sensuelle energi helt ned i de mørkeste rækker i salen.

Rygtet må være løbet i forvejen, for adskillige unge, flotte mænd sad klar på forreste række – og en af dem fik lov at kysse Hedwig (muligvis lidt mere passioneret end forventet og med en tungeføring, Harris nok ikke havde regnet med) til stor jubel fra hele salen. En anden fik lov at sniffe til Harris' undertøj, mens Hedwig red over publikum på sin tur rundt i salen.

Harris er frygtløs og skamløs i det hele. Han improviserer skarpt og med en giftig vid, mens hele figuren som dristig dragqueen gennemsyrer hver bevægelse, hver gestus, hvert blink og hvert hofteskud. Han er pulserende levende og nyder hver eneste udfordring, forestillingen kaster hans vej.

Og så synger han fænomenalt godt, som en garvet rockstjerne. Hans stemme er medrivende; han rammer de høje, blødende topnoter med legende lethed, altid rent, altid med fuld klangbund og med enorm kraft. Omvendt giver han også de blødere og mere smertefulde passager en delikat og smuk frasering, hvor han holder klangens kvalitet med perfekt vejrtrækningskontrol og en fantastisk brug af klangfarve og pausering.

Han er især god i The Origin Of Love, Sugar Daddy, Hedwig's Lament og Midnight Radio. Men der er ingen svage musikalske øjeblikke fra hans side.

Det er ikke fordi, han synger det bedre end John Cameron Mitchell; det er fordi, han gør rollen til sin egen. Med tryk på og med en brio og grænseløs energi og entusiasme.

Efter at have set denne glitrende præstation er det svært at forestille sig en verden, hvor Harris ikke vinder en Tony Award. Det burde han i hvert fald.

Lena Hall er fremragende som Yitzhak; hendes stemme er storslået, fyldig og ærlig. Hun har en fabelagtig komisk timing, og publikum gik fuldstændig amok, da hun endelig fik lov at vende tilbage til sin kvindelige persona og trådte triumferende ind gennem salen i strålende Las Vegas-skrud. Hendes tørre modspil til Harris' sprudlende energi er perfekt.

Bandet, ledet af Justin Craig, er helt forrygende; musikken spilles kraftfuldt, stemningsmættet og med ægte rockstjerne-stil. Det er en overvældende oplevelse at lytte til dette hold af musikere skabe teatermagi.

Michael Meyer instruerer løjerne med stor stil og en fantastisk sans for det visuelle. Julian Crouchs scenografi er vidunderligt vanvittig, og Adrienne Phillips leverer prangende, excentriske og helt igennem lækre kostumer. Harris' "Lion King Tina Turner" er særlig god.

Faren og hans søn var helt lamslåede til sidst. Men de blev. Og det er faktisk det vigtigste ved deres historie.

Dette er tryllebindende og mirakuløst arbejde.

Broadway er virkelig i topform i denne sæson – og Neil Patrick Harris befinder sig i en liga helt for sig selv.

Helt igennem uundværlig.

Bestil billetter til Hedwig på Broadway