ANMELDELSE: Horse Country, Headgate Theatre Colchester ✭✭✭

Paul T Davies anmelder Horse Country præsenteret af Flying Bridge Theatre på Headgate Theatre i Colchester.

Horse Country.

Headgate Theatre, Colchester.

15. februar 2021

3 stjerner

Headgate Theatres hjemmeside

Præsenteret af Flying Bridge Theatre som en del af Colchester Fringe Encore, fornemmer man tydeligt skyggen fra Samuel Beckett over denne forestilling. Det er både en forbandelse og en velsignelse, at Becketts geni har præget så mange dramatikere, og C.J. Hopkins' manuskript lægger ikke skjul på parallellerne til Mens vi venter på Godot. På en næsten tom scene taler Sam og Bob, fortæller vittigheder, kommenterer på "Hestelandet" (USA) og bryder jævnligt den fjerde væg. I Godot dukker der trods alt tre andre karakterer op, som bryder handlingsforløbet og giver mulighed for forandring. Her præsterer Hopkins det særprægede trick at lade stykket bevæge sig fremad på et plateau, mens det samtidig kører i ring.

Det er et frustrerende stykke dramatik, ikke mindst fordi det er fremragende spillet. Daniel Llewellyn-Williams og Michael Edwards kaster ubesværet de verbale udvekslinger mellem hinanden som to gymnaster. Indledningsvis virker det som om, vi befinder os i det vilde vesten, men det udvikler sig hurtigt til en fortælling om amerikansk historie, inklusive de senere års højreekstremistiske strømninger. Fanget i et tomrum taler de meget om frihed, mens de demonstrerer, hvor lidt folk reelt har af den, og om valgmuligheder, hvor ingen findes. Indimellem tager de sig til hagen og minder os om, at vi blot overværer et teaterstykke. Problemet med den tilgang er, for mit vedkommende, at jeg holder op med at se karaktererne og blot ser skuespillere, der agerer, hvilket bliver en smule trættende. Det er den slags teater, der virker til at være sjovere for de medvirkende end for publikum.

Der er et fint surrealistisk element over forestillingen, og der er antydninger af, at de måske har begået et drab eller været involveret i en bilulykke. Stykket er instrueret af Mark Bell, kendt for The Play That Goes Wrong, men iscenættelsen er her en anelse statisk, bortset fra et enkelt øjeblik af energi og vold, der for alvor skiller sig ud. Retfærdigvis skal det siges, at stykket bliver hængende i bevidstheden bagefter og fortjener eftertanke – repræsenterer Sam f.eks. Uncle Sam? Er den flygtige rude ni et symbol på jagten efter materiel overflod? (Det tror jeg). Er man til den type teater, så er dette helt sikkert en forestilling, man bør se.