ANMELDELSE: Hotel For Criminals, New Wimbledon Studio ✭✭✭✭✭

Hotel For Criminals

New Wimbledon Studio

20. oktober 2016

5 stjerner

Book nu

Fra første øjeblik, mens du klatrer op ad trapperne til New Wimbledon Studio og bliver mødt af den øredøvende, ambiente ’ouverture’ – der lyder som en blanding af Varèse og Xenakis, men faktisk er ’lyden’ skabt af planetoiden Plutos bevægelser – gentaget igen og igen, virker det klare formål med denne såkaldte ’musical’ til at være intimidering og trusler.  Nå ja, når nu Stephen Sondheim siger, at formålet med ’Sweeney Todd’ er at skræmme folk, og at den ikke har noget andet formål, så virker dette som et lige så godt mål som ethvert andet.  Så du snupper dit program – en ægte Playbill – og træder ind i studiet.  Her er det sydende, aggressive lydtæppe af musik endnu mere insisterende, og hele rummet, badet i skarpt hvidt lys, angriber dit syn med et slagkraftigt, sort-hvidt blændingsdesign i retlinede former.  For at forstærke følelsen af konfrontation og fare adskiller en afspærring scenen fra publikumspladserne, og over den hænger en triptykon af plexiglaspaneler, hvorpå titlen på forestillingen er kradset ned.  De samme råt forstørrede kruseduller pryder bagvæggen og siderne af scenerummet.  En atmosfære af brutal højtidelighed hersker.  En sært klædt, nærmest mumificeret karakter er allerede på scenen og kradser blindt i en notesbog. Derefter sniger karakterer i kostumer fra den sene Belle Époque sig én efter én ind i synsfeltet, som automater, og kaster sig ud i mærkeligt formålsløse, mekanisk efterlignende bevægelser, eller indtager klodsede, akavede poseringer med ansigterne skjult bag blanke plastikmasker eller dækket af flad, grotesk sminke.  Vi ser ud til at være snublet over et nihilistisk cirkus.  Og det – kære læsere – er præcis, hvad vi har i vente.

Da publikum er samlet (jeg tror ikke, ’bænket’ ville være det rette ord i denne dybt mærkværdige og foruroligende atmosfære), dæmpes lyset (som det vil gøre gennem hele forestillingen, igen og igen, i præcis samme tempo, som de tidlige ’dissolves’ i stumfilmens barndom).  Da de bragende modernistiske orkestrale melismer klinger ud for sidste gang, lyder et rædselsvækkende horn, og vi hører en menneskelig, men alt andet end beroligende stemme: Dette er fortælleren, og vi kommer til at høre fra ham, og hornet, igen.  Og igen.  Han fortæller os med en dyster, nærmest lystent dvælende stemme, at det, vi skal til at bevidne, er baseret på de populære kriminalhistorier fra før første verdenskrig i Paris med den ekstraordinære inspektør Judex (ham der ynder at optræde i en dragt af sorte fjer med fuglehoved og et skræmmende næb, og som er en ubøjelig håndhæver af retfærdighed over for alle skurke – resolut og urokkelig).  Denne karakter og flere andre i forestillingen er kendt af det britiske publikum – hvis overhovedet – fra genindspilningerne i lyd og farver fra 1960’erne: ’Judex’ og ’Fantomas’.

De næste 75 minutter tager os gennem ét bestemt eventyr, skildret via en række (snarere end en sekvens) af ufleksibelt integrerede scener; nogle korte som haikus, andre mere detaljerede, hvor denne verdens groteske personer – der alle er gæster eller personale på det titulære overnatningssted – bevæger sig stift gennem grundtrækkene i et ’plot’, der tilsyneladende involverer en bande slynglers tilfangetagelse af en uskyldig.  En klar formidling af narrativet er dog eftertrykkeligt ikke, hvad denne teaterstil handler om.  Wanderlust Productions, som er ved at opbygge et hengivent og passioneret publikum med deres vildt forskelligartede og intellektuelt stringente opsætninger (de blev sidst set her med en tolkning af Tjekhov som forfatter til en larmende 1970'er-sitcom), inviterer dig ikke til at høre en historie blive fortalt.  Hver gang en abrupt scene fryser til et melodramatisk ’tableau’, og hver gang lyset langsomt fades ud i billedet foran os, brøler hornet igen i det efterfølgende mørke, og vi skifter til næste setup.  (Fiona Mountford vil elske det her!)

Amerikanske Richard Foreman er værkets dramatiske skaber: Han har skrevet manuskriptet og teksterne til Stanley Silvermans kosmopolitiske, modernistiske partitur med dets stilistisk rastløse musikalske palet. Sammen har de skabt et dusin numre, der revser disse forenklede karakterers narrative terræn.  Deres musik minder ikke om noget andet i byen lige nu, lige bortset fra – væsentligt nok – ’Adding Machine’ på The Finborough.  Både musik og tekst udspringer af avantgarden, af den langhårede, ’seriøse’ og dog populistiske kunst fra venstrebreddens intellektuelle, progressive saloner, boheme-miljøet og de kunstneriske oprørere.  ’West End’ er det ikke, men musikken er betydeligt mere melodisk og mindeværdig end størstedelen af de partiturer, man i øjeblikket hører på den kommercielle scene.  Stilen hopper og springer fra Satie til Lully, via Offenbach og Chabrier, nikker til Mistinguetts og Piafs bagkataloger og trækker på Auric, Weill, Stravinskij, Honegger og utallige andre; krydret med marcher, one-steps, two-steps, galopper og barokke koraler.  Men altid med en disciplineret økonomi og lethed i udtrykket.  Bandet, ledet af Kieran Stallard, består af Nathan Harding, Caroline Scott, Becky Hughes, Connor Smith, Nic Jones, og de spiller de aldrig helt enkle numre med minutiøs omhu.

Stanley Silverman kom hele vejen fra USA for at kaste glans over premiereaftenen – værkets britiske premiere.  Som en smidig 78-årig udgør han en elegant, patricieragtig skikkelse: høj, med fint gråt hår, markante træk og en skarpsindig intellektuel distance til alt omkring ham.  Hans CV tæller samarbejder med Anthony Burgess, Arthur Penn, Mike Nichols og musikken til Arthur Millers eneste musical, ’Up From Paradise’ (opsat af dette kompagni for ikke så længe siden), hvis øvrige premierer inkluderer den nyligt producerede ’Dr Selavy’s Magic Theater’.   Han har fået opført værker af Pierre Boulez og Michael Tilson Thomas, James Taylor og Sting, og har også arbejdet med Paul Simon, Joseph Papp og mange flere.  At en sværvægter som ham får sit arbejde præsenteret af et (stadig) så lille kompagni i et lille studieteater siger meget om ham og meget om spillestedet og dets gæster.

Wanderlusts ensemble matcher alle værkets udfordringer og navigerer gennem dets overraskende sving med en fandenivoldsk overlegenhed: den fløjlsbløde Niccolo Curradi som manipulatoren Fantomas; det fantastiske fund fra USA, Kate Baxter, som femme fatale par excellence, vampyren Irma Vep (når hun ikke er inkognito som fransk stuepige), med en spektakulær vokal formåen; den sølvstemmede lyriske tenor Alistair Frederick (med det stratosfæriske top-register) som den muligvis – eller muligvis ikke – fængslede journalist, Max; den energisk agiterede koloratursopran Madelaine Jennings som den knap så uskyldige Helene; og håndlangerne spillet af Ben Rawlings (Julot), Nick Brittain (Gaston), Louis Rayneau (Duchamp) og den vidunderligt Grand Guignol-agtige Tom Whalley (Lacloche).  Men hvem er Judex?  I programmet er der sat sorte bjælker over hans detaljer!  Mysteriet lever videre.

Hvad vi dog ikke ved, er, at denne historie kun er første akt af en meget større fortælling, hvor Fantomas og Irma Vep fortsætter deres selvtægts-togt, mens de jages af den utrættelige – og uhyggeligt uovervindelige – Judex.  Efterfølgeren tager handlingen til Amerika, udvider perspektivet og kræver større ressourcer at iscenesætte.  Lad os håbe, at vi ikke skal vente for længe på at se den.

Bag scenen finder man et tydeligt kompetent produktionsteam bestående af Caroline Fox, Rob Cook og Robert Wainman.  Men dagens helt er uden tvivl den forbløffende energiske, resolutte, dedikerede og vildt fantasifulde Patrick Kennedy.  Producer, instruktør, scenograf, koreograf (og jeg vil vædde på, at han også har stået for lys og lyd) – denne mand kan og gør praktisk talt alt.  Vi skylder ham en stor tak – og beundring – for, at han i sin fritid fra en seriøs karriere i forlagsbranchen ofrer så store kræfter på at samle og præsentere værker af en sådan originalitet, friskhed og bizar charme på de københavnske scener.  Hvem tager ham under vingerne og giver ham et større budget og mere markedsføring?  Han fortjener det i den grad.

Spiller indtil 29. oktober 2016

BOOK BILLETTER TIL HOTEL FOR CRIMINALS