ANMELDELSE: How To Catch A Krampus, Pleasance Theatre ✭✭✭✭

Jennifer Christie anmelder Sink The Pinks juleforestilling How To Catch A Krampus, som lige nu spiller på Pleasance Theatre.

Ensemblet i How To Catch A Krampus. Foto: Ali Wright How to Catch a Krampus Pleasance Theatre

21. november 2018

4 stjerner

Bestil billet Hvad er en Krampus? Tilsyneladende er det et væsen fra folketroen, der er halvt mand, halvt ged. En Krampus er modstykket til Julemanden; en skikkelse, der besøger børn i december for at straffe dem, der har været uartige. How to Catch a Krampus er en produktion af LGBT+-kollektivet Sink the Pink. Den er skrevet, instrueret og designet af Ginger Johnson og kan opleves på Pleasance Theatre.

For det første ser showet fantastisk ud. Scenografi, makeup og kostumer er overdådige og detaljerige, og Clancy Flynns lysdesign byder på et væld af pragtfulde visuelle indtryk. Den gavmilde brug af rød baggrundsbelysning, kombineret med hvidt lys der fremhæver grenene på træet på scenen, fungerer utrolig stærkt.

Foto: Ali Wright

Den musikalske ledsagelse leveres af klaver og strygere med kapelmester Sarah Bodalbhai ved tangenterne. Klaveret bliver indimellem effektfuldt skiftet ud med den karakteristiske lyd af et 'honky tonk'-klaver, som man kender det fra music hall-traditionen. De musikalske arrangementer er ofte uventede og særprægede.

Johnson spiller hovedrollen som Madame – medie og meget mere – aftenen igennem. Johnsons præstation er hele vejen igennem poleret, karismatisk og underholdende. Fra det første solonummer, en parodi på I Will Survive, til hans Medea-øjeblik og efterfølgende sammenbrud, stråler Johnson og binder sikkert showets mange elementer sammen.

Foto: Ali Wright How to Catch a Krampus er et melodrama udspillet mellem de forskellige numre i en music hall i al deres absurde mangfoldighed. Grebet fungerer, men det tager lidt tid at få det etableret. Man skulle tro, at de røde gardiner, der suser ud og ind af scenerummet, ville markere skiftet tydeligt, men det tager lidt tid at finde ud af, præcis hvor man befinder sig. Det skaber en vis ubalance, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting at føle sig midlertidigt desorienteret. Numrene på music hall-scenen er guddommelige. Hvert ensemble-stykke har sit eget særpræg med strejf af Monty Python. Julesangene er traditionelt arrangeret, men med bizarre parodier som Bob the Builder til melodien af God Rest Ye Merry Gentlemen. Det er alt sammen meget begavet, om end måske med et vers eller to for meget. Et andet stort hit var de dansende 'Morris Men'. Det indslag er ren og skær klovneagtig livsglæde.

Foto: Ali Wright David Cummings leverer en fabelagtig åbning på showet og slår straks tonen an: en blanding af Rocky Horror og den traditionelle britiske pantomime-stil bragt til live af Ginger Johnson. Senere i showet giver Cummings en fremragende fortolkning af The Masochism Tango. Et andet fremragende solonummer leveres af Lavinia Coop i en nyfortolkning af Rihannas hit S&M (I may be bad, but I’m perfectly good at it). Coop rammer den komiske sexiness… helt perfekt.

Dette er kun toppen af isbjerget i dette eklektiske og sprudlende show. Med sine voksne temaer, visuelle udtryk samt elementer af horror og splatter er det måske ikke en forestilling for de mindste – men hvorfor skulle man også tage dem med?

Spiller frem til 23. december 2018

BILLETTER TIL HOW TO CATCH A KRAMPUS