ANMELDELSE: I Love You You're Perfect Now Change, Above The Arts ✭✭✭

Foto: Piers Foley I Love You, You're Perfect, Now Change

Above the Arts

3. juli 2015

3 stjerner

Da skuespillerne bukkede til premieren, vendte Julie Atherton sig mod publikum og mimede "Det er kraftedeme varmt!" Præcis som med alt andet i hendes optræden denne aften var timingen upåklagelig, og replikken ramte plet. Det jublende publikum var helt enige og kvitterede for hendes ærlighed med ekstra stor applaus.

Uanset hvad temperaturen sagde i Londons gader, føltes det som middagstid i Sahara inde i Above the Arts-salen: hedt og luftfugtigt med en ventilator, der blot genbrugte den varme luft. Mens det venlige teaterpersonale bød på rigelige mængder vand, var atmosfæren alligevel drænende.

Selvom det må have været uendeligt meget værre for de fire medvirkende, der både skulle danse, foretage hurtige kostumeskift og præstere under de varme projektører, var der ingen, der mistede pusten eller lod sig mærke med varmen. Det var professionalisme med stort P.

I Love You, You're Perfect, Now Change, som er genopsat af Kirk Jameson og nu spiller på Above the Arts, er en Off-Broadway musical-skitsebog fra 1996. Det er en række løst sammenhængende scener og sange om heteroseksuelle forhold. I stil med Gilbert og Sullivan eller visse Shakespeare-værker har stykket indimellem en alternativ undertitel: "Alt hvad du hemmeligt har tænkt om dating, romantik, ægteskab, elskere, ægtemænd, koner og svigerforældre, men aldrig turde indrømme."

Med manuskript og sangtekster af Joe Dipietro og musik af Jimmy Roberts er stykket en (hovedsageligt) kynisk samling observationer om de typer af mænd og kvinder, man finder i New York (hvilket inkluderer flere numre baseret på jødiske troper). Det benytter sig af stort set alle tænkelige klichéer om kurmageri, parforhold og kønnenes kamp. Det er usofistikeret, spækket med seksuelle drillerier og referencer, virkelig sjovt visse steder og uventet rørende i andre.

Musikken er behagelig, men forglemmelig – selvom det kun er en time siden, forestillingen sluttede, er der ikke en eneste melodi, der hænger ved. Der er ingen øre hængere her, men det betyder måske heller ikke så meget. Evnen til at kunne nynne med efter første gennemlytning er stærkt overvurderet. Musikken efterlader et indtryk, der minder om den følelse, man får efter en tør martini lavet på billige ingredienser: hyggelig nok så længe det varede, men bagefter sidder man med en længsel efter noget af bedre kvalitet.

Foto: Piers Foley

Et par sange skiller sig ud: "Why? Cos I'm A Guy", "He Called Me", "Always A Bridesmaid" og "Shouldn't I Be Less In Love With You?". Ved nærmere eftertanke skyldes det dog mere selve præstationerne end kildematerialet.

Og det er i en nøddeskal denne forestillings styrke og svaghed. Det er egentlig kun marginalt interessant og har intet nyt eller dybsindigt at byde på, men det fungerer – som her – glimrende som udstillingsvindue for fire ekstraordinære talenter. Her viser instruktør Jameson sit værd: castingen er suveræn.

Når man ser Julie Atherton, Simon Lipkin, Gina Beck og Samuel Holmes folde sig ud – både hver for sig, som par og som kvartet – er det svært ikke at tænke, at disse fire kunne puste liv i hvad som helst og få det til at flyve langt højere, end materialet egentlig fortjener. De tilfører I Love You, You're Perfect, Now Change en energi, en entusiasme og en ubeskrivelig glæde, der langt overgår stykkets indlysende potentiale.

Atherton er fænomenal til at skabe de lidt skæve, kiksede, men enormt charmerende kvindefigurer. Det brogede udvalg af kvindetyper, hun portrætterer her, er herligt. Hendes komiske evner er i særklasse, og især hendes portræt af en "børnesikret" fanatisk mor var forrygende. Samtidig viste Atherton en skrøbelig, bitter sårbarhed i en monolog, hvor hendes karakter optager en datingvideo: "The Very First Dating Video of Rose Ritz". Hun er en skuespiller, der altid kører i højeste gear og altid er lydhør over for øjeblikkets muligheder.

Lipkin er foranderlig og kraftfuld og bringer en spændende uforudsigelighed til alt, hvad han gør. Han tager valg, der er langt fra det oplagte, hvilket fører til både komisk guld og dramatiske skift i tone og karakter på et splitsekund. Han er en af de skuespillere, der spiller med hele kroppen, frygtløst og fængslende. Fra nuttet og ligeglad til kalkulerende, kærlig, desperat og forfærdet – stemme, ansigt, øjne og kropsholdning smelter sammen og maler ubesværet det billede, Lipkin ønsker. Som et uventet festfyrværkeri bringer han farve og dybde til hver eneste scene.

Gina Beck er stilsikker og elegant hele vejen igennem og ser ud til at nyde det i fulde drag. Fra den cocktail-sippende karrierekvinde, der vil forcere alle forholdets faser på første date, til den jødiske enke, der lader sig charmere af en fremmed med en salamimad til en begravelse, skaber Beck en række fascinerende og ægte karakterer. Hun rammer deres særtræk med laserpræcision. Hendes præstation får ordene i manuskriptet til at synge, selv når der ikke er musik. Hun leverer aftenens solonummer – "Always A Bridesmaid" – med en suveræn blanding af kæphøjhed og sensuel træthed.

Foto: Piers Foley

Mens Lipkin tager sig af de store, bamsede mandetyper, tager Holmes sig af de mere sofistikerede og akademiske roller – og han stråler i dem. Med en skarp og vidende distance boltrer hans karakterer sig i angst, ubeslutsomhed og usikkerhed. Det giver Holmes mulighed for at skabe en fantastisk modvægt til de andre karakterer. Om han spiller den nørdede, bilelskende far, den neurotiske mand på første date eller den teknofikserede robot-agtige far med et diasshow-fetich, så fungerer det hele.

Udover deres skuespil har de fire kunstnere alle fantastiske stemmer, og deres harmonier sidder lige i skabet. Det er svært at forestille sig, at disse sange nogensinde er blevet sunget bedre, så stor ros til Scott Morgan for den musikalske indstudering.

Sam Spencer-Lane står for den finurlige og friske koreografi; det eneste problem er, at der ikke er nok af den. Nogle af numrene skreg ligefrem på bevægelse. Men det, der er der, fungerer ekstremt godt, og holdet leverer det med lethed og overskud.

Kirk Jamesons instruktion sikrer, at tempoet er højt og underholdningsværdien stor. Der gives dog også plads til de stille øjeblikke, hvilket klæder forestillingen. Man har dog ikke gjort noget for at overvinde teatersalens mangler – udover varmen er spillearealet på samme niveau som publikumsrækkerne, hvilket betyder, at store dele af handlingen er svær at se. Det er noget, der kræver hurtig handling.

Dette cast og deres sangpræstationer er faktisk meget bedre, end selve stykket fortjener. I Love You, You're Perfect, Now Change føles lidt bedaget og tamt – som en halvflad ballon, der har ligget for længe i solen. Tricket er, at dette utroligt talentfulde hold puster deres egen friske energi ind i den, så den svulmer op over al forventning og næsten sprænger rammerne.

Næsten.

Bravo til holdet.

I Love You You're Perfect Now Change spiller på Above The Arts indtil 18. juli 2015