ANMELDELSE: It's Only Life, Union Theatre ✭✭✭

Julian Eaves anmelder It's Only Life – en forestilling med sange af John Bucchino, som lige nu spiller på Union Theatre.

Holdet bag It's Only Life på Union Theatre. Foto: Pamela Raith It's Only Life Union Theatre

15. juni 2018

3 stjerner

Bestil billetter nu

John Bucchino er en amerikansk sangskriver, der ikke er synderligt kendt på disse kanter, og baseret på denne opsamling af 23 af hans sange er det ret tydeligt hvorfor. Han udviser alle de dyder – og laster – ved amerikansk musicalskrivning, som værdsættes mindst herhjemme, mens han besidder få af de styrker, som det britiske publikum beundrer mest ved genren. Ufortrødent bringer Katy Lipsons Aria Entertainment denne montage af hans virke til det intime Union Theatre, perfekt timet til at imødekomme efterspørgslen på en letbenet forsommer-forestilling blottet for besværlige referencer til Brexit, VM i fodbold eller stort set alt andet, der relaterer sig til den moderne verden. Vi kunne lige så godt være tilbage i Greenwich Village omkring 1958: intet synes at have ændret sig i det verdensbillede, denne revy præsenterer. Oprindeligt sat på scenen af Daisy Prince – datter af den legendariske Harold – kunne dette nemt være skabt for en generation eller to siden; da hun stadig står krediteret i det nuværende program, må man formode, at kontraktlige krav gør det næsten umuligt for efterfølgende produktioner at ændre på det, hun og Bucchino selv har hugget i sten.

Foto: Pamela Raith

Deres smag hælder tydeligvis til raffinerede, veldrejede sange, der altid er upåklageligt artige, sjældent med følelsesmæssige udsving og med en markant tendens til det dvælende: det langsomme, reflekterende tempo foretrækkes, komplet med åndeløs introspektion, følelserne uden på tøjet og alle de klassiske kendetegn ved amerikanske sangcyklusser. Prince instruerede også de første opsætninger af Jason Robert Browns 'The Last Five Years' og 'Songs For A New World'; Bucchino er en noget mindre, mindre prangende brik af samme støbning. Han har Mesterens forkærlighed for detaljeret, for ikke at sige symfonisk klaverakkompagnement (vidunderligt fremført her af den utrættelige kapelmester Nick Barstow, der holder smukt sammen på det hele, selv når han må dirigere bag ryggen på alle!). Men Bucchino mangler JRB's tæft for de fængende melodier, hans følelsesmæssige spændvidde og dramatikerens instinkt for komiske situationer – og i sidste ende mangler han en stemme, der er lige så veldefineret: fremfor at gå sine egne veje, virker han fast besluttet på at minde os om, at han træder i andres fodspor. Det virker centralt for hans raison d'être; det er måske beundringsværdigt, men det føles aldrig rigtig friskt. Desuden virker Bucchino betaget af meget specifikke religiøse overbevisninger, som fylder meget i teksterne: tænk på en evangelistisk Sondheim, og så har du cirka en idé om, hvor han vil føre os hen. Ind i bønnen. Det vil nok tiltale et amerikansk publikum, for hvem Gud ofte er en hyggelig overbo, men mere skeptiske briter vil nok finde ham en anelse for pæn og hellig. Som det står nu, føles det mere som en prædiken end som teater.

Holdet bag It's Only Life på Union Theatre. Foto: Pamela Raith

Vi må derfor betragte instruktør Tania Azevedo som værende i gang med at gøre det bedste, hun kan, med et materiale, der er ret modstandsdygtigt over for dramatisk spænding. Azevedo imponerede Londons teaterscene med sin brillante udgave af 'Hello Again' på Hope Theatre for ikke så længe siden, og med materiale af den kvalitet – noget af Michael John LaChiusas bedste – flyver hun. Bucchino synes desværre at ville holde sine fortolkere nede på jorden, nærmest statiske. Værre endnu har rækkefølgen af sange ingen gennemskuelig logik, hvilket fratager instruktøren muligheden for at finde en teatralsk form; det må være frustrerende for en instruktør, hvis styrke ligger netop dér. Selv når William Wheltons koreografi tilfører bevægelse og energi, føles det som en kamp imod snarere end et samarbejde med teksten og partituret. Dette indtryk forstærkes af det ihærdige ensemble, der kæmper med flere andre tekniske udfordringer. Dertil kommer, at selvom Justin Williams og Jonny Rust endnu en gang genopfinder teaterrummet med en smuk, hvid og bolsjepastel-farvet lejlighed i Greenwich – komplet med et skinnende lakeret 1940'er Hollywood-gulv – så antyder denne opfindsomhed hele tiden, at der burde ske mere, end der faktisk gør.

Holdet bag It's Only Life på Union Theatre. Foto: Pamela Raith

Det samme gælder præstationerne. Jordan Shaw opsummerer værkets problemer i et fint nummer, leveret fra en stol midt på scenen, gjort til en begivenhed af Clancy Flynns aktive lysdesign: det er en indre udforskning af en stemning, og ved ren viljestyrke får han det til at føles som om, det springer direkte fra hjertet. Men lytter man efter teksten, er det svært at finde andet end klicheer. En yderligere komplikation er – endnu en gang – spillestedets bizarre akustik. Som mange andre gæster har bemærket, virker det som om skuespillernes uforstærkede stemmer (selv fra anden række i dette beskedne lokale) forsvinder direkte op i de hvælvede lofter. I modsætning hertil brager det musikalske akkompagnement ud mod os, hvilket ofte gør stemmerne næsten uhørlige. Jennifer Harding var, trods et fantastisk stemmemateriale, ligeledes ramt af dette, selvom hun gjorde sit ypperste for at puste liv i sangene. Noel Sullivan, med sin kraftfulde rock-klang, kæmpede for at nå ud til os – bygningen virkede bare til at sluge lyden. Sammy Graham klarede sig ikke bedre, trods knivskarp diktion og fine nuancer. Og Will Careys smukke, bløde tenor blev nærmest kvalt af et rum, der virker dedikeret til at fortære hans optræden.

Holdet bag It's Only Life på Union Theatre. Foto: Pamela Raith

Det er en skam. En sangcyklus står eller falder med muligheden for, at de medvirkende kan blive hørt. Og det må siges igen og igen: dette sted er bare gift for den slags forestillinger, indtil der bliver gjort noget ved det. Det er dybt uretfærdigt for både cast og publikum. Kan nogen hjælpe? Indtil da må vi acceptere, at Bucchino ønsker, at vi anerkender ham – som sangskriveren – som det vigtigste element. Desværre får publikum nok nys om den dagsorden, og jeg tvivler på, at mange vil tage den til sig. Vi går i teatret for at blive taget på en rejse af skuespillerne. Alt andet er håndværk, som skal holdes så diskret som muligt og altid tjene historien. Her virker Mr. Bucchino til at ville undergrave den tradition og placere sig selv og sin ambition i forgrunden. Havde han haft noget mere væsentligt på hjerte, kunne det måske undskyldes, men bag den prætentiøse facade er det let kost. Han har måske nok – som et af hans numre gentager i det uendelige – modtaget en besked fra Stephen Sondheim, men en besked er ikke det samme som en topanmeldelse.

Og det er dette heller ikke.

Spiller indtil 7. juli 2018

BILLETTER TIL IT'S ONLY LIFE