ANMELDELSE: Keith?, Arcola Theatre ✭✭✭

Julian Eaves anmelder Patrick Marmions Keith? – spiller nu på Arcola Theatre i Dalston

Mark Jax (Morgan) og Joseph Millson (Keith). Foto: Idil Sukan Keith? Arcola Theatre, Dalston

18. februar 2019

3 stjerner

Bestil billetter

Man skulle oprigtigt tro, at de britiske teatre aldrig havde hørt om andre Molière-stykker end 'Tartuffe'. Han skrev rent faktisk mange, men mens endnu en 'version' af hans sene mesterværk triller af samlebåndet, begynder man at ønske, at flere lokale producenter og dramatikere ville ulejlige sig med at kigge på hans øvrige værker. Jean-Baptiste ventede trods alt hele sin karriere med at skabe denne bedragerisk enkle og tilsyneladende letforståelige komedie om illusioner. Ikke desto mindre er det endnu en gang 'Tartuffe', der står for skud i denne nyeste Off-West End-forestilling fra det østlige Hackney; fortællingen om den falske gejstlige, der sniger sig ind i hjertet – og formuen – hos en grotesk tungnem overklassefamilie. Det lykkes ham at fravriste dem både rigdom og residens, før han i sidste øjeblik bliver overvundet i sit revolutionære angreb af en slags deus ex machina-genopretning af status quo. Et par årtier senere kom den rigtige revolution, men det var dengang fremtidsmusik.

Sara Powell (Veena) og Natalie Klamar (Roxy). Foto: Idil Sukan

Selve manuskriptet af Patrick Marmion (der for nylig har haft succes her med stykkerne 'Great Apes' og 'The Divided Laing') er hylende morsomt. Mens jeg ventede i baren på, at tæppet skulle gå, læste jeg første akt, og den fik mig til at grine højlydt... gentagne gange... uanset hvor meget jeg forsøgte at lægge bånd på mig selv. Selve opsætningen på Arcolas hovedscene starter også lovende: Joseph Millson leverer en stilfuld præstation i titelrollen. Han fremstår som en flot – og nutidig – levemand med fintvævede fletninger og 'etnisk' antræk, baroverkradet (det ellers tomme parketgulv-design er af Jemima Robinson, så kostumerne er måske også hendes fortjeneste – hvis ikke, så tak til supervisor Bex Kemp). Men det er i hans fremragende komiske timing, at Millson for alvor brillerer. Der går ikke et sekund, uden at han er fuldt til stede og har kontrol over situationen. Han træffer fejlfrit de helt rigtige valg i hvert eneste øjeblik: hvornår han skal bevæge sig, stå stille, kigge, tale eller gestikulere. Det er en mesterklasse i komisk skuespil.

Castingen af resten af truppen er mindre heldig. Natalie Klamar når visse komiske højder sent i anden akt, når hun som datteren Roxy går på krigsstien mod indtrængeren, men det er en lang ventetid, mens hun kæmper sig igennem en mærkværdigt intellektuel karakterisering af en person, som forfatterens programnoter ellers minder mig om kan være 'ret overfladisk'. På samme måde virker hendes kraftfulde mor, Sara Powells Veena, helt malplaceret i så let og useriøst et stykke. Lizzie Winkler, i rollen som den angiveligt brasilianske stuepige Anna, har lignende problemer med at finde den rette tone eller for den sags skyld den rette accent – som kommer og går. Hvad angår den rige far, Morgan, er Mark Jax velmenende, men hverken klovnagtig eller enfoldig nok til at vække ret meget latter. Og hvad angår den anden outsider, Roxys besynderlige forlovede Mo, så har Aki Omoshaybi masser af vindende smil, ja, men de får os bare ikke til at tro på, at de skjuler nogen form for tomhed, og derfor udebliver det sjove – det største grin, han fremkalder i løbet af aftenen, skyldes noget, han gør med sit kostume, hvilket siger det hele.

Aki Omoshaybi (Mohammed). Foto: Idil Sukan

Hvem er ansvarlig for dette? Jeg antager, at vi må lægge en del af ansvaret hos den relativt uerfarne instruktør Oscar Pearce, hvilket er en skam. Han er begavet og talentfuld og skal nok komme sig over dette mindre tilbageslag. Hans vilde farce om Laing var fabelagtig underholdning, som jeg husker med stor glæde. Men det stykke handlede om ideer og deres latterlige magt over mennesker. Dette er et helt andet værk: Molière elsker faktisk sine karakterer, samtidig med at han foragter og spotter deres prætensioner. Det er en vigtig sondring. Man skal finde den kærlighed til personerne, ellers fungerer komikken ikke. Og jeg troede aldrig et øjeblik på, at andre end Keith i denne forestilling anede, hvad det ord betød. Hans flirten med publikum slår det fast mere end hans påstande (skal de tages seriøst?) om, at han er en slags reinkarnation af Dionysos. Han er den eneste, der formår at tale direkte – og ofte – til vores hjerter.

Millson stjæler dermed ikke bare de andres penge, men hele forestillingen. I rollen som mindst to skarpt kontrasterende figurer – begge spillet med fuldendt overskud – er han den eneste, der forstår at 'pointe' hver replik præcis i forhold til, hvor meget latter han ønsker. Hos de andre udebliver en sådan konsistens i responsen, med undtagelse af enkelte heldige øjeblikke – både fra mig og publikum omkring mig. Resten af holdet ræser bestemt hurtigt nok gennem deres replikker, næsten for hurtigt til at man kan høre dem; og det er problemet: de virker aldrig til at give udtryk for, at de (a) har tænkt over, hvad replikkerne egentlig betyder, eller (b) selv har forstået, hvad det er, de prøver at opnå, endsige sige. Eller rettere, de virker ikke til at 'mærke' teksten særlig meget. Og det gør publikum derfor heller ikke. Det taler til vores fornuft, men det rører os ikke rigtigt. Og Molière bør gøre begge dele. Det er alle intelligente, erfarne skuespillere, så hvordan er det gået så galt?

Lizzie Winkler (Anna). Foto: Idil Sukan

Det er sandt, at der også er gabende huller i dramaturgien. Man fornemmede hele tiden, at en scene her og der var blevet skåret ud, og at hele sider af dialogen var efterladt på prøvelokalets gulv uden tanke for den skade, det ville gøre på flowet og handlingens troværdighed. Gang på gang må skuespillerne gå på scenen uden tilstrækkelig forberedelse til at signalere vigtige udviklinger, og derfor faldt vi løbende af og spurgte os selv: 'Vent nu lidt... hvordan skete det?', hvilket fjernede fokus fra historien. Det er fatalt i et teaterstykke. Hvis publikums opmærksomhed vandrer væk fra det, der sker foran dem, er det meget svært at få den tilbage. Hvis denne antagelse om beskæringer er korrekt – og jeg har ingen mulighed for at vide det med sikkerhed – så ville jeg gerne vide, hvem der bad om dem. Og hvorfor.

Så hvis du har lyst til endnu en gennemgang af dette allerede meget gennemspillede drama, så tag afsted. Du vil se én rigtig god præstation, og det er i den grad hans show, hvilket – om end med nød og næppe – retfærdiggør stjernebedømmelsen. Hvis ikke, så bestil manuskriptet fra Aurora Metro Books og få dig et godt grin derhjemme.

Spiller indtil 9. marts 2019

BESTIL BILLETTER TIL KEITH? PÅ ARCOLA THEATRE