ANMELDELSE: La Traviata, King's Head Theatre ✭✭

Matthew Lunn anmelder Verdis La Traviata, som i øjeblikket spiller på King's Head Theatre.

Emma Walsh (Violetta), Alex Haigh (Elijah), Victor Sgarbi (Sinclair), Gráinne Gillis (Flora) i La Traviata. Foto: Bill Knight La Traviata

King's Head Theatre

2. oktober 2018

2 stjerner

Bestil nu

Visse kunstformer for kunst er uadskillelige fra de associationer, de vækker, og inden for scenekunsten er operaen det ultimative eksempel. Musikken er på én gang lidenskabelig og ophøjet – et udtryk for uudsigelig skønhed, der både trøstede de indsatte i ’En verden udenfor’ og dannede lydside for millioner under VM i fodbold i 1990. Den besidder en medfødt storladenhed, men taler samtidig direkte til vores fælles forståelse af menneskelivet.

King’s Head Theatres version af La Traviata er en del af et program med moderne bearbejdelser af klassiske operaer – et beundringsværdigt initiativ, der skal introducere genren for et nyt, måske endda lidt skeptisk publikum. Spillestedet er, som en institution inden for engelsk pub-teater, en stor del af charmen, og takket være Panaretos Kyriatzidis’ pletfrie klaverspil (et effektivt og nedskaleret arrangement) er de intime rammer ingen hindring for opsætningen. Alligevel forlod jeg teatret med en følelse af skuffelse; trods en opfindsom scenografi og en fænomenal hovedrollepræstation hang den lovende præmis ikke helt sammen.

Emma Walsh som Violetta i La Traviata. Foto: Bill Knight

Violetta (Emma Walsh) er danser i en snusket, men eksklusiv stripklub, bestyret af Flora (Gráinne Gillis) og frekventeret af Labour-politikeren Richard Sinclair (Victor Sgarbi). En aften tager han sin søn, Elijah (Alex Haigh), med – en talentfuld musiker med meget begrænset erfaring med kvinder. Han falder for Violetta, og hun griber chancen for en frisk start. Men hverken Flora eller Sinclair kan acceptere forbindelsen, og snart står Violetta over for et frygteligt valg.

Med en varighed på blot 110 minutter inklusive pause er forestillingen yderst tilgængelig for dem, der (ligesom Blackadder) begræder operaens ofte uendelige længde. Det medfører dog, at narrativet føles en anelse letbenet. Selvom det er en valid kritik af mange store operaer, er det særligt mærkbart her. Handlingen er kogt ned til fire særskilte scener, holdt sammen af Becca Marriots libretto og den alsidige scenografi, der overbevisende forvandler sig fra natklub til hybel. Violettas forhold til Elijah er, ligesom med Alfredo i Verdis original, slut før det når at blomstre, eller før vores håb og frygt kan vokse i takt med deres. Det er som sådan i orden – men problemet er, at denne bearbejdelse ikke kompenserer ved at uddybe karakterernes univers.

Emma Walsh (Violetta) og Alex Haigh (Elijah) i La Traviata. Foto: Bill Knight

Marriotts libretto er sprogligt dygtig og ofte effektfuld, men med undtagelse af Violetta mangler karaktererne kompleksitet. Sinclairs bemærkninger om den skandale, der vil ramme Elijah, hvis han bliver hos hende, føles for forklarende til for alvor at sætte tankerne i gang. Samtidig bliver sønnens besidderiske iver og afslappede kvindehad (drevet af vrede og alkohol) ikke præsenteret som toksisk maskulinitet, selvom det er yderst relevant for et moderne publikum, men snarere som en desperat ung mands vildledte passion. Da disse træk fylder det meste af hans tid på scenen, er det svært at forene dem med parrets vemodige afsked, der føltes tragisk af de forkerte årsager. Omvendt fremstår Flora ikke som den urimelige autoritetsfigur, plottet kræver, men snarere som en følelseskold men fair forretningskvinde, hvis handlinger – hvis det ikke var for Gillis’ karismatiske præstation – lige så godt kunne have fundet sted uden for scenen.

De tre førnævnte sang dog fremragende, og både Haigh og Sgarbi nød tydeligt deres roller, efterhånden som karakterernes følelser eskalerede. Gillis’ stærke mezzotoner var endnu mere imponerende og gav Flora den rette tyngde. Den største ros må dog gå til Walshs suveræne Violetta; hun skildrer mesterligt smerten, kærligheden, raseriet og resignationen med et imponerende vokalt overskud, en usvigelig præcision og et meget ekspressivt ansigt. Havde operaen været lidt længere, kunne en rigdom af filosofiske og satiriske muligheder være opstået og have givet hendes tragedie en uvurderlig kompleksitet. Som det står nu, er værket fejlbarligt og oplevelsen vil nok variere fra person til person, men det er uden tvivl løftet af sin hovedrolleindehaver.

Alex Haigh (Elijah) og Gráinne Gillis (Flora) i La Traviata. Foto: Bill Knight

King’s Head Theatres La Traviata placerer Verdis tragedie i en moderne kontekst, men det letbenede narrativ og de underudviklede karakterer efterlod mig uinspireret og uoverbevist. Alligevel vil den flotte scenografi og de gode præstationer – ikke mindst Emma Walshs ekstraordinære Violetta – få mig til at holde øje med kompagniets fremtidige arbejde.

Spiller indtil 27. oktober 2018

BESTIL BILLETTER TIL LA TRAVIATA HER