ANMELDELSE: Little Miss Sunshine, Arcola Theatre ✭✭✭

Julian Eaves anmelder Little Miss Sunshine the musical, der spiller på Arcola Theatre forud for en turné i Storbritannien.

Fra v. til h. forrest: Lily Mae Denman, Sev Koeshgerian, Laura Pitt-Pulford. Bagest: Paul Keating, Gary Wilmot, Gabriel Vick. Foto: Manuel Harlan Little Miss Sunshine

Arcola Theatre,

1. april 2019

3 Stjerner

Bestil nu

Mens køerne snor sig omkring Apollo Theatre på Shaftesbury Avenue, fyldt med teatergale unger og deres lydige familier, der er kommet for at tilbede ved alteret for ham de kalder 'Jamie', leder teaterledelser over hele landet efter deres egen version af musicalteatrets hellige gral: et sikkert hit af sammenlignelige dimensioner.  Selladoor Productions i samarbejde med Arcola Theatre mener måske at have fundet deres i denne europæiske lancering af en næsten 10 år gammel Sundance-La-Jolla-Off-Broadway-kreation om en lille pige fra New Mexico, der er blevet bidt af showbiz-bacillen, og som tvinger hele sin familie til at ledsage hende til en skønhedskonkurrence for småbørn i det fjerne Californien.  Halvt særpræget familiefreakshow, halvt roadmovie, halvt eventyr – det er en fusion af 'Annie' møder 'Gypsy' møder 'Matilda'.  Med manuskript af James Lapine og musik af William Finn – det team, der havde bragende succes med 'The 25th Annual Putnam County Spelling Bee' – lover det en hel del.  Instruktøren, Arcolas grundlægger og leder Mehmet Ergen, har en lang meritliste i at udrette mirakler med usædvanligt og udfordrende musicalteater: det lover endnu mere.  Et pænt stort ensemble er samlet til en omfattende national turné (inklusive fire børn, der alle skal være triple-castede og have opsyn), som bringer dem til nogle ret betydningsfulde (læs: rummelige) scener.  Ensemblet tæller nogle af de bedste musicalstjerner herhjemme.

V til h fra forsiden: Laura Pitt-Pulford, Gabriel Vick, Gary Wilmot, Paul Keating, Lily-Mae Denman og Sev Keoshgerian. Foto: Manuel Harlan

Når vi taler om det, så må denne opsætnings ubestridte lyspunkt være castet.  Selvom meget af publikums naturlige instinkt leder dem til at sympatisere mest med hovedpersonen og den trio af møgunger, der sværmer omkring hende, skal man virkelig være til de dér automatiserede teaterskolebørn for for alvor at tø op over for dem.  Personligt er jeg vild med dem: Faktisk knuselsker jeg de tre gremlin-agtige bøller, 'Mean Girls' (og ja, det ER titlen på en anden forestilling), der driller og terroriserer den urokkelige og naive optimist Olive (Lily Mae Denman, Evie Gibson og Sophie Hartley-Booth), skønhedskonkurrencens vordende stjerne.  William Finns smukt skrevne, ubekymrede melodier synes at passe bedst til disse personligheder, og jeg synes, showet er stærkest, når de er i centrum.

Lily-Mae Denman og Mean Girls i Little Miss Sunshine. Foto: Manuel Harlan.

Resten af familien serverer os noget tungere kost, der kræver en stærkere mave og – ganske muligt – en anden musikalsk stil, eller måske endda et andet show.  Som den hårdtprøvede mor, Sheryl Hoover, det eneste medlem af flokken, der synes at have jordforbindelse, leverer Laura Pitt-Pulford endnu en genial karaktertegning, fyldt med de mindste og mest sigende detaljer, der minder os om hendes bemærkelsesværdige evner som syngende skuespiller: et ansigt præget af livet, skarptseende, menneskeligt og kærligt, og den første til at indse de farer hendes familie står overfor, mens alle andre lader til at være på flugt fra dem.  Overfor hende spiller Gabriel Vick rollen som drømmeren og ægtemanden Richard – mere solid end sidst jeg så ham – og han overbeviser som typen, der ville køre i en VW camper (mere om den om lidt) og ønske at ændre verden, mens han ubønhørligt bliver mere og mere konventionel og kedelig.  De har et andet barn, Sheryls søn fra et tidligere ægteskab, den selvvalgt stumme Dwayne, der læser (indlysende nok) Nietzsche, og som her får en bemærkelsesværdig styrke af debutanten Sev Keoshgerian.  Skyggen fra dette er dog flygtig: showets hjerte er – som i de fleste musicals – trygt placeret i hænderne på William James og positivismen.  Ingen bedre illustration af det kan tænkes end familien Hoovers store stolthed, den grovkornede, heroisniffende bedstefar, spillet med perfekt dømmekraft og upåklagelig kunnen af Gary Wilmot: hans glansnummer, 'The Most Beautiful Girl In The Van', er et mesterværk i musicalhåndværk og det nummer, der virkelig rører publikums hjerter.  Han er en fornøjelse.

Paul Keating i Little Miss Sunshine. Foto: Manuel Harlan

Med på turen er også Paul Keatings slående hærgede skikkelse som Sheryls selvmordstruede, detroniserede og homoseksuelle bror, Frank, hvis stemme alene afslører sjælens strålende varme.  I en af manuskriptets mest påklistrede scener løber Frank undervejs tilfældigt ind i et par skikkelser fra sin fortid:  sin tidligere elskede, Matthew Macdonalds Joshua Rose, og konkurrenten, der stjal ham, Ian Carlyles fedtede Larry (som begge spiller andre roller: den hyggelige Kirby og skønhedskonkurrencens prangende vært, Buddy).  Vi får også et par roller fra den stadig mere interessante Imelda Warren-Green: den dystert morsomme 'sorg-facilitator' – hvis jeg hørte rigtigt – Linda, og den akavet frembrusende Miss California.

Gary Wilmot, Laura Pitt-Pulford, Gabriel Vick og Paul Keating i Little Miss Sunshine. Foto: Manuel Harlan

Der er selvfølgelig en karakter til: den varevogn, der fragter familien Hoover tværs over flere statsgrænser.  Nu er det sådan, at forestillinger med køretøjer, der fungerer sceneteknisk, normalt bruger dem sparsomt for at undgå at de bliver en distraktion eller en hindring.  Selv titelkarakteren i 'Chitty-Chitty-Bang-Bang' er faktisk ikke ret meget på scenen.  I 'Oklahoma' optræder kareten med frynser kun én gang, og det er helt til sidst.  I 'Ragtime' har Coalhouse Walker Jnr’s bil – en livsvigtig komponent i dramaet – kun én scene.  Brad og Janet tilbringer ikke mere end én kort scene i deres bil på vej til Frankenfurters hus.  Og så videre.  I andre shows er køretøjet enten så stort, at man knap bemærker det ('Titanic', 'Return to the Forbidden Planet'), eller også skaber det endeløse og kluntede overgange ('On The Twentieth Century').  Jeg tror, der ligger en vigtig lektion her.  Som i den nyligt sete 'Violet', hvor en stor del af showet går med at se folk sidde i et køretøj uden rigtig at lave andet, har castet det utroligt svært med at fastholde publikums opmærksomhed.  Og sådan forholder det sig også her.

David Woodheads scenografi indhyller scenen i et vejkort over det sydvestlige USA, hvilket vækker en følelse af rejsens omfang, og på sin vis ville jeg ønske, han var blevet ved det og havde ladet vores fantasi klare resten.  Men nej.  Vi skal have et udtræks-chassis, hvorpå der placeres køkkenstole, der skal 'forestille' bussen: så det bliver hverken fugl eller fisk.  Heldigvis dropper anden akt det helt, men først efter Lapines mærkeligt flade og ligegyldige afslutning på første akt.  Man kan ikke rigtig kalde det en 'slutning'.  Flere strukturelle særheder møder os: der er et flashback, kun ét, for det gifte par i første halvdel.  Ingen andre er velsignet med sådanne tilbageblik, og de vender aldrig tilbage til hr. og fru Hoover.  Det stod aldrig klart for mig hvorfor.  Derefter bliver Olive plaget af en trio af Mozart-agtige kommentatorer, 'Mean Girls', der dukker op og invaderer andres scener uden at blive bemærket af andre end vores heltinde.  Deres evne til dette er dog begrænset til første akt: derefter må de blive til 'rigtige' deltagere i konkurrencen, hvilket begrænser deres frihed til at fungere som kor.  Faktisk er deres optræden i deres virkelige funktion stort set showets højdepunkt: det er det øjeblik, hvor Olive endelig har nået sit 'Oz', destinationen hvor hun skal bevise sit værd.  Det skriger på at blive et musikalsk nummer, selvfølgelig.  Og tror du, hr. Finn hører de skrig?  Nej, det gør han ikke.  (Eller hvis han gjorde, så besluttede en anden, at vi ikke skulle høre dem.)  De andre musiknumre er placeret hulter til bulter på en måde, der lader en karakter eller to give stemme til deres følelser uden meget andet formål.  Sangene flytter os generelt ikke ud af stedet, de sinker os.  Det er mærkeligt i et 'roadmovie'-show.  Åh, men der er mere.  Åbningen, hvis man kan kalde den det, er en lidt tung klagesang, 'The Way of the World', som anslår en dyster tone, som castet skal kæmpe imod.  Pænt af forfatterne at gøre det.

Ian Carlyle, Imelda Warren-Green, Lily-Mae Denman og Mean Girls. Foto: Manuel Harlan

Som jeg er sikker på, mange andre allerede har bemærket, spillede forestillingen ikke ret længe i New York.  Der er lagt meget arbejde i den undervejs, og der er brugt masser af kræfter på omskrivninger, men på intet tidspunkt virker det til, at nok folk er blevet enige om, hvilken slags show det egentlig skal være.  Er det et børneshow? Er det for voksne?  Men det, der virkelig bør bemærkes, er, at det er en dramatisering af kultursammenstødet mellem familien Hoovers chokerende amoralitet – hvor en narkoman og forstyrret patriark træner den uskyldige Olive til at optræde med monstrøst alders-uhensigtsmæssige bevægelser – og så den kvælende konformitet og kedsomhed i den robotagtige skønhedsparade.  Det er faktisk sagens kerne, og Lapine undviger det næsten til det punkt, hvor det forsvinder.  Da han ikke kan få det til at forsvinde helt, ender han med at give os en fortælling uden hjerte.  Hans manuskript er en kapitulation, og i sidste ende skuffer det.

Ian Carlyle og Matthew McDonald. Foto: Manuel Harlan

Imens blænder Richard Williamsons skarpe lys; Olly Steels larmende lyddesign gør sit bedste i Arcolas drillende akustik for at balancere et dusin vidt forskellige stemmer og bandet på fem mand; Anthony Whitemans koreografi, der arbejder med spillende sangere frem for dansere, gør hvad den kan for at give energi til showets mange stationære øjeblikke; Arlene McNaughts kapelmesterindsats får Mark Crosslands arrangementer til at lyde glatte og behagelige som et gammeldags Broadway-show, hvilket fjerner enhver kant eller bid, det måtte have haft engang.  En masse dygtige mennesker har lagt masser af oprigtig indsats i mange afdelinger for at få det bedste ud af forestillingen.  Men faktum er stadig, at dette kun spillede i to måneder i New York, og jeg er slet ikke sikker på, at det kommer til at gå bedre herhjemme.  På trods af jagten på den næste 'Jamie'-succes og alt det der.  Men vi må jo se.

LITTLE MISS SUNSHINE TURNÉPLAN