ANMELDELSE: Lucky Stiff, Union Theatre ✭✭✭✭

Ensemblet i Lucky Stiff Lucky Stiff

Union Theatre,

29. september 2017

4 stjerner

Bestil billetter Det er altid en fornøjelse at gense dette morsomme og intelligente show, som var Lynn Ahrens (manuskript og sangtekster) og Stephen Flahertys (musik) første succes: en herlig, fjollet farce, hvor musicalnumre krydrer handlingen.  Det er en enkel fortælling, elegant fortalt, og den giver rig mulighed for at udfolde et dusin karakterroller, hvilket har gjort den til en fast kending på teaterskoler og konservatorier.  Meget af den samme ungdommelige, energiske og sprudlende atmosfære smitter af på Paul Callens debutforestilling, hvor han loyalt forener sit talent og sin vision med den gnistrende koreografi af branchens stjerneskud, Jamie Neale. Scenen fyldes af overvejende unge performere, der tydeligvis nyder at bringe den livskraft og det showmanship, de har lært i undervisningen, med ind i rampelyset.  I bedste 'Union'-tradition er dansenumrene forestillingens absolutte højdepunkt, og Neale slår tonen an fra start med et forrygende åbningsnummer, skarpt som et barberblad og fuldstændig forførende. Han leverer trin og bevægelser med suveræn præcision og tæft – bare vent til den fænomenale kick-line senere i showet!  Det er en sand perle.  Stemningen af hektisk aktivitet – så karakteristisk for en farce – er her i overflod, men meget andet er anderledes i denne fortolkning af genren.

Sidst jeg så denne forestilling, var det i en konventionel opsætning, der lagde stor vægt på de 'realistiske' elementer: der var masser af lynhurtig åbning og lukning af døre, med alle de forviklinger og bizarre sammenstød, som den klassiske forsvindings-æstetik skaber.  En farce bygger på samspillet mellem det, vi og karaktererne på scenen ved, og det, vi og de kan se.  Reuben Speeds scenografi gør kort proces med alt dette og giver os et gennemsigtigt rum, en næsten tom flade, kun markeret af syv skeletagtige dørrammer og enkelte billedrammer.  Dette forandrer fuldstændig karakteren af den forestilling, vi oplever.  Humoren skabes ikke længere kun af det komiske tempo i et løbsk plot; i stedet tager vi os selv i virkelig at lytte til hvad der bliver sagt og være opmærksomme på de situationer, der præsenteres for os.  Sam Waddingtons fantastiske lyssætning forvandler det tomme rum med lyskegler og stråler, der giver karakter og stemning til det ellers øde terræn.  Og i hjørnet sørger Richard Bakers velspillende rytmesektion (med Richard Burden på bas og Alex Bramwell på trommer) for, at partituret swinger som en fabelagtig cocktail-trio på et dristigt hotel ved Rivieraen.

Vi befinder os nemlig i Sydfrankrig (i hvert fald det meste af tiden).  Tom Elliot Reades Harry Witherspoon lokkes væk fra sit kedelige job som skosælger og kastes ud i et Graham Greene-agtigt eventyr på jagt efter en mystisk arv.  Han rodes ind i sager, der rækker langt ud over hans fatteevne, og slår pjalterne sammen med Natasha Hoeberigs' charmerende Annabel Glick – der naturligvis også er ude efter arven.  Imens er den hårdkogte skurkinde Natalie Moore-Williams' Rita La Porter lige i hælene på dem, skydegal som altid og villig til at gå til ekstremer for at få fingrene i byttet, løst assisteret af Tom Keelings kejtede Vincent Di Ruzzio.  Samtidig er Jonathan Leinmullers Luigi Gaudi også på jagt efter skatten, og det tager os noget tid at regne ud hvorfor.  Den mærkeligste klausul i testamentet er dog, at Harry skal tage på ferie til Frankrig sammen med liget af sin velgører, Ian McCurrachs Tony Hendon, der bliver skubbet rundt i en kørestol, sminket til at se nogenlunde levende ud.

Omkring disse centrale karakterer roterer et ensemble i konstant skiftende roller: Lydia Marcazzos natklubsangerinde Dominique du Monaco, Elizabeth Brights ranglede stuepige, Beth Clarences skarpt tegnede biroller, Tom Manns sagfører, Blake Patrick Andersons tjener og Daniel Urichs piccolo.  Det er herligt, at partituret giver et af aftenens mest mindeværdige vokale øjeblikke til Urich, der også fungerer som konferencier i Du Monacos natklub. Hans stemme er en af aftenens største fornøjelser – hold godt øje med ham.

I øvrigt er musicalnumrene – hvoraf næsten hvert eneste er skrevet i sin egen stil – en hyldest fra Ahrens og Flaherty til alle de sangskrivere, de beundrer: således hører vi mindelser om Sondheim i 'Something Funny's Going On' (men på vej mod kasinoet, ikke forummet), Maltby og Shire skinner igennem som inspiration til kærlighedsduetten mellem de to hovedpersoner, 'Nice', Leslie Bricusse vækkes til live i en Shirley Bassey-agtig 'Rita's Confession', og en fremragende parodi på Edith Piaf strømmer fra Dominiques hæse lunger i 'Speaking French'.  Og så videre.  En del af fornøjelsen består i at parre sangene med deres inspirationskilder, hvilket gør forestillingen mere til en sprudlende revy end en traditionel musical, men det er helt i tråd med dens letbenede ambitioner.

Det er en sjov aften i teatret, smukt realiseret med en original vinkel på et velkendt koncept, og der er masser at trække på smilebåndet over.

Spiller frem til 21. oktober 2017

BILLETTER TIL LUCKY STIFF