ANMELDELSE: Medea, @SohoPlace ✭✭✭✭

Tim Hochstrasser anmelder Dominic Cookes nye opsætning af Euripides' Medea med Sophie Okonedo og Ben Daniels i hovedrollerne, som netop nu spiller på @SohoPlace i London.

Sophie Okonedo i Medea. Foto: Manuel Harlan Medea

@SohoPlace

17. februar 2023

4 stjerner

Bestil billetter Denne længe ventede nyopsætning af Euripides’ Medea er på mange måder ganske traditionel i sin tilgang, hvilket overhovedet ikke trækker ned. Instruktør Dominic Cooke har haft tillid til stykkets iboende styrker og sit stærke cast, og det fortjener han stor ros for. Man har benyttet den berømte og usminkede barske gendigtning af den californiske digter Robinson Jeffers. Selvom den oprindeligt blev skrevet til en produktion i 1940'erne med Judith Anderson, føles den stadig som en knivskarp modernistisk tekst, der rammer både den ophøjede tragiske storhed og den detaljerede, grusomme gru, som værket kræver.

Ben Daniels i Medea. Foto: Johan Persson

Forestillingen varer 90 minutter uden pause og holder sit publikum i et fast greb hele vejen igennem. Da stykket spilles på en arena-scene (in the round), udnyttes de fremragende udsigtsforhold i det nye spillested @sohoplace til fulde. Vi præsenteres for en brolagt gårdsplads med en vindeltrappe, der fører ned til rum under scenen. Ramper fungerer som udgange i alle fire hjørner, og Korinths kvinder – stykkets kor – er strategisk placeret blandt publikum.

Alle roller er veludførte, og selvom det tungeste læs bæres af Ben Daniels og Sophie Okonedo, er det værd at bemærke den høje kvalitet i birollerne. I virkeligheden findes der ingen små roller i den græske tragedie, da alle karakterer på et tidspunkt fungerer som budbringere med vigtige taler og nyheder, der markerer dramats vendepunkter. Koret agerer desuden som publikums samvittighed, der både reflekterer over og guider vores reaktioner på de store moralske dilemmaer. Derfor skal der lyde stor ros til Marion Bailey som ammen; hun formår at forene loyaliteten over for sin frue med en voksende frygt for, hvad hun i sidste ende er i stand til. Mod slutningen leverer hun en decideret rystende og mesterligt disponeret beskrivelse af Medeas første hævntogt. De tre kvinder fra Korinth i koret spænder vidt følelsesmæssigt i deres reaktioner og giver Medea modspil i hendes stålsatte beslutning om ultimativ hævn. Endelig spilles Medeas børn af to drenge, der trods deres unge alder agerer naturligt og overbevisende.

Marion Bailey. Foto: Manuel Harlan

Ben Daniels spiller fire roller, der alle er skarpt adskilt. Indimellem cirkler han på scenen i slowmotion, mens han tager en jakke af eller på og derved transformeres fra én karakter til en anden. Mest markant er han som Jason, og hans rejse fra den pralende helt til den knuste og sørgende far er fint nuanceret og ekvilibristisk udført. Jasons store synd er at svigte Medea til fordel for personlig vinding. Han har giftet sig med kong Kreons datter i håb om at sikre sig magten i Korinth – og det til trods for, at han udelukkende skylder Medeas trolddom og hendes vilje til at forlade sit hjemland for at rejse med ham til det fremmede Grækenland, at han overhovedet fik fingrene i det gyldne skind. Han lægger ud med en sorgløs og overlegen attitude, som gradvist smuldrer under Medeas systematiske hævn. I slutscenen, mens det kunstige regnvejr falder og beviserne på mordene uden for scenen hober sig op, knækker han sammen på imponerende vis.

Ben Daniels i Medea. Foto: Manuel Harlan

Men det er kun en del af hans præstation. Han portrætterer også den kolde, magtpolitiske kynisme som kong Kreon, den venlige empati som drengenes lærer og en krukket sofistikation som den besøgende athener Aigeus. Sidstnævnte karakter er et herligt og kærkomment indslag af humor i en ellers dyster og ubønhørlig aften.

Sophie Okonedo og Ben Daniels i Medea. Foto: Johan Persson

Dette stykke står og falder med sin Medea, og Sophie Okonedo løfter opgaven til fulde. Det, der imponerer mest, er hendes langsomt ulmende værdighed og hendes nøje kalkulerede tilgang til hævnen. Raseriet får ikke lov at bryde ud for tidligt; i stedet fanges man af hendes kølige planlægning og dygtige manipulation af de øvrige karakterer. Hun er tilpas ydmyg og eftergivende over for Kreon for at vinde tid, og hun spiller på Jason med alle de færdigheder, som en kvinde, der er blevet vraget, men stadig ved præcis hvordan hun skal charmere en tidligere elsker, besidder. Måske er a