ANMELDELSE: Metropolis, Ye Olde Rose And Crowne ✭✭✭✭✭

Metropolis

Ye Olde Rose And Crowne

13. oktober 2017

5 stjerner

Bestil billetter Hvis der nogensinde har været en forestilling, der desperat trængte til at blive genopdaget, revurderet og relanceret for alvor, så er det denne her.  Jeg så den tre gange under dens første opsætning på Piccadilly Theatre i West End, og jeg kan roligt sige, at datidens publikum og anmeldere – især anmelderne, og bestemt også mig selv – totalt fejlede i at fatte dens mange skønheder og styrker.  I stedet blev forestillingen en slags midlertidig, grotesk seværdighed; et rædselskabinet som folk 'på de indre linjer' følte, de måtte se for at kunne grine ad den, spotte dens prætentioner og oplevede akavethed, og for at kunne lykønske sig selv med at have spottet så mange fejl og vide så meget bedre end både forfattere, kreative og skuespillere.  Siden den produktion lukkede i 1989, har den ikke været vist i London – før nu.  Enhver, der tilbringer blot fem minutter i selskab med denne nyeste præsentation fra All Star Productions i deres hjem over en pub i det nordlige London – en bemærkelsesværdigt sikker og selvtillidsfuld genopsætning af værket – vil på ingen måde kunne forstå hvorfor.

Instruktør Tim McArthur (assisteret af hans faste samarbejdspartner Jamie Birkett) og kapelmester Aaron Clingham har gentænkt forestillingen fuldstændig og fundet på en genial strategi for at få os med på deres genopdagelsesrejse.  Lige fra selve ankomsten til salen, der er dygtigt arrangeret via en usædvanlig rute (Rose and Crowne har et entusiastisk og loyalt stammenetværk, men jeg formoder, at denne plan vil overraske enhver tilskuer), træder vi ind i et rum, der er blevet dristigt rekonfigureret i skarpe diagonaler og forvandlet til en verden af underjordisk, industrielt mørke. Det skyldes Justin Williams og Jonny Rusts scenografi, effektfuldt belyst af Vittorio Verta, som tilføjer mere end blot et strejf af futurismo til denne tyske ekspressionistiske myte.  Tilstedeværelsen af Fritz Langs oprindelige stumfilm (efter et manuskript af ham selv og hans hustru, Thea von Harbou) mærkes tydeligst i åbningskoreografien, fornemt realiseret af Ian Pyle – endnu et vidunderbarn fra dette teater – og i åbningskostumerne af en anden fast genganger, Joana Dias. Men derefter toner det ud og lader os engagere os i historien, som den er gendigtet af forestillingens forfattere.

Komponisten Joe Brooks' karriere sank for et årti siden som en sten i en sump af Weinstein-agtige anklager: tiltalt for adskillige voldtægter på casting-sofaen valgte Brooks i 2011 at tage sit eget liv frem for at møde i retten.  Nu bliver den amerikanske komponist bag 'You Light Up My Life' og mange andre smukke melodier gravet frem for øjnene af os som skaberen af et af de mest storslåede musical-partiturer, der er skrevet herhjemme.  Åbningsnummeret '101.11' er lige så gysende, som det er elektrificerende, og med et stort ensemble på sytten stemmer, der klogeligt uden forstærkning synger partituret ud mod os, glemmer vi straks, at vi befinder os på et lille fringe-teater. Vi bliver i stedet kastet ind i et sted, hvor de store historier bliver fortalt.  Dusty Hughes, der er langt bedre kendt for sine dramatiske værker og tv-spil, er forfatteren bag bog og sangtekster, og her viser han sig som en suveræn librettist, der formår at indfange Langs filmiske vingesus og betone den menneskelige historie i dens hjerte.  Supplerende materiale kommer fra en anden brite, David Firman, der er dygtig på mange felter, ikke mindst filmunderlægningsmusik, og der er meget her, der får forestillingen til at lyde pragtfuldt filmisk såvel som intenst følt og privat.

Her får vi faktisk den fulde intensitet af et familiedrama.  Der er den kolde, autoritære far: Gareth James' perfekt underspillede John Freeman – han gør sit entré-nummer, 'The Machines Are Beautiful', lige så ærligt og rørende som en tale på de Konservatives landsmøde.  Han kæmper om lydigheden fra sin søn og arving, Rob Herrons storslåede og medrivende Steven – en præstation, der med sikkerhed vil indbringe ham både anerkendelse og opmærksomhed fra casting-direktørerne til hver eneste store West End-blockbuster: han har en af de stærkeste og mest velfunderede heroiske tenorstemmer, jeg har hørt længe, samt en imponerende fysik og et ansigt hugget i granit.  Genstanden for hans kærlighed er den hypnotisk fascinerende Maria: Miiya Alexandra synger sit sopran-parti med lige så fin præcision, og hendes duetter med Herron, ikke mindst det store nummer 'It's Only Love', er et af forestillingens højdepunkter.  Herefter forvandles Maria til den nådesløse robot Futura, og Alexandra spiller den Odette-Odile-dualisme for alt, hvad den er værd, hvilket produktionen også gør.  Det fjerde hjørne i denne familie udgøres af den klogt feminiserede Dr. Warner, opfinderen af Futura, spillet med lidt mere end blot moderlig hengivenhed af Kitty Whitelaw, der giver alt, hvad hun rører ved, et strejf af Grevinde Geschwitz (fra et andet ikonisk værk fra perioden, 'Pandoras æske').

Omkring denne infernalske kvartet, der kæmper mellem 'arbejdernes' luftløse, giftige underverden og den solrige, forkælede overklasses verden, møder vi yderligere omkring 32 roller spillet af ensemblet.  Blandt disse løber Michael Levi med sejren i rollen som George, der er velsignet med fantastisk musik, herunder hittet 'The Sun', som Stifyn Parri introducerede i den oprindelige produktion.  Alex Ely gør den stålsatte Jeremiah til en skræmmende håndlanger, og Mark Mackinnon skaber en faretruende tung skikkelse som Groat.  Som kontrast giver Tom Blackmore, et andet lovende nyt navn, os lidenskab og drama som Marco, smukt matchet af resten af det stærke ensemble bestående af Shannon Kavanagh, Mikey Wooster, Natalie Jayne Hall (dansekaptajn) og Freya Tilly – som er uforglemmelige som overklassefolk – samt Michael Larcombe, Laura Hyde, Tami Stone og Kieran Wynne.  Gruppen af 'børn', som handlingen kræver, er skabt som dukker med stemmer fra de fire sidstnævnte skuespillere, hvilket bevarer spændingen fra resten af forestillingen i deres scener og forhindrer enhver 'blødgøring' af indtrykket.  Sangen er fremragende hele vejen igennem og byder på både flot leverede kor-ensembler, medrivende hymner og et komplekst udvalg af numre i alle former og størrelser – fra populære, rock-baserede stilarter til fortællingen i en næsten ubrudt strøm af musik, hvor teksturerne spænder fra de mest intime, kammer-agtige passager til de helt store, arena-agtige glansnumre.

Utroligt nok består bandet, der leverer al denne musik, kun af Hr. Clingham ved keyboardet, Ashley Blasse på guitar, Ollie Davie på bas og Janette Williams på slagtøj.  Det er forbløffende, at netop denne kvartet kan skabe så imponerende en fremførelse af dette fascinerende varierede og rige partitur.  Længe overset – af hvilke mærkværdige årsager det end måtte være – har denne forestilling nu endelig fundet sit publikum igen.  Dette er et stort skridt fremad for All Star Productions: en vigtig genopdagelse af dette totalt uretfærdigt oversete mesterværk af en musical.  Jeg var heldig nok at se den til forpremiere og var begejstret for at vende tilbage og se den igen til premiereaftenen.  Det er den slags forestilling, man har lyst til at se igen og igen.  Skynd dig at få fingre i billetter til det, der bliver en af årets hurtigst sælgende forestillinger.

Spiller indtil 5. november 2017

Fotos: David Ovenden

METROPOLIS BILLETTER