ANMELDELSE: No Villain, Old Red Lion Theatre ✭✭✭✭✭

George Turvey og Helen Cole i No Villain. Foto: Cameron Harle No Villain

Old Red Lion Theatre

10/12/15

5 stjerner

Hundredåret for Arthur Millers fødsel har kastet mange bemærkelsesværdige genopsætninger af sig, især af den række berømte stykker, han skrev i slutningen af 1940'erne og 50'erne. Det har også kastet et kærkomment og afslørende lys over oversete værker fra hans tidlige år, herunder The Man Who Had All The Luck, som King’s Head Theatre satte op for få måneder siden. Set i lyset af mængden af akademisk litteratur og Millers egne selvbiografiske skrifter, skulle man tro, at der ikke var meget tilbage at sige om hans karrieres begyndelse. Ikke desto mindre er det lykkedes instruktør Sean Turner at gøre noget uventet – at give os verdenspremieren på Millers allerførste stykke, No Villain, i en suveræn opsætning, der allerede viser forfatterens stil i fuldt flor. Premieren, spillet for et yderst prominent publikum, var en triumf for alle involverede. I sin selvbiografi Timebends nævner Miller stykket løseligt som det mest selvbiografiske, han har skrevet, men siger ellers ikke meget. Det blev skrevet i 1936, da han kun var 21 år og studerede ved University of Michigan. Hans fars beklædningsvirksomhed var gået konkurs, og han havde brug for at vinde en litteraturpris for at kunne betale for sine studier. Det gjorde han, men da formålet var opfyldt, blev stykket aldrig opført, og historiens tåger lukkede sig om det. Miller-familien kendte intet til det, og instruktør Sean Turner måtte støve det op i universitetsarkiverne for endelig at få tilladelse til at vække det til live på scenen.

Adam Harley i No Villain. Foto: Cameron Harle. Mange stykker bliver genopsat udelukkende på grund af forfatterens senere ry, blot for at skuffe på scenen, men No Villain hører ikke til i den kategori. Selvom det ikke er et glemt mesterværk, er det et velskrevet stykke dramatik, der er totalt fængslende og bemærkelsesværdigt, fordi forfatterens varemærke – både tematisk og teknisk – allerede her er tydeligt til stede.

Handlingen udspiller sig over 90 minutter uden pause, og enhver, der kender Millers værker fra de efterfølgende ti år, vil straks føle sig hjemme. Spændinger i familien og på arbejdspladsen er i fokus: fædre mod sønner, bror mod bror. Konflikten mellem hvad der er rigtigt for individet, og hvad der er godt for samfundet, er til stede fra starten og viser Millers karakteristiske greb om en dramatisk tradition, der går tilbage til grækerne, og som her bærer tydelige spor af Ibsen. Rollen af ideologi – i dette tilfælde kommunisme – udforskes, og fokus ligger på de brudlinjer, der opstår, når den kolliderer med personlige og familiære loyaliteter.

Stemmen er også allerede fuldt udformet. Dialogen udviser en bemærkelsesværdig modenhed og balance. Den er sine steder stærkt billedlig, men overbevisende naturalistisk og aldrig kunstig litterær. Karaktererne, selv de mindre biroller, står i skarp kontrast til hinanden, med masser af plads til både naturalistisk humor og store dramatiske tableauer. Frem for alt ser vi Millers unikke evne til at skabe en serie af ubærlige pres og byrder på mennesker for at se, om kullet forvandles til en diamant eller splintres under vægten.

Handlingen skifter mellem en lejlighed præget af falmet storhed, beboet af den økonomisk trængte Barnett-familie, og et kontor på en tøjfabrik bestyret af faren Abe Barnett (David Bromley). Max Doreys to stemningsfulde, detaljerede og alligevel enkelt designede sæt gør underværker i Old Red Lions intime rammer, så sceneskiftene føles helt ubesværede. Familiens lykke er allerede for nedadgående under Depressionen. Moren Esther (Nesba Crenshaw) viser tegn på hysteri, og Abe svinger mellem angst og hurtigsnakkende arrogance, mens han forsøger at redde fabrikken gennem en strejke, der blokerer for vareleveringen. Den ældste søn Ben (George Turvey) har opgivet sine studier for at hjælpe faren; den yngste søn Arny (Adam Hartley) er på universitetet og har kastet sig over marxismen, mens lillesøster Maxine (Helen Coles) – en lidt underskrevet rolle – nyder teenagelivet uden at ænse familiens trykkogertilstand. Mest ulykkelig er bedstefar Barnett (Kenneth Jay), der har sværest ved at vænne sig til de små kår.

Alle står over for barske moralske valg: Skal Abe og Ben bruge alle midler for at få varerne ud, selvom det bringer arbejderne i fare? Skal Arny hjælpe familievirksomheden eller følge sine kommunistiske principper? Skal Ben gennemføre et kærlighedsløst ægteskab for at redde familiens økonomi? Kan Esther holde familien samlet, eller må hun vælge sin mand frem for sin far? Og som den røde tråd gennem det hele løber spørgsmålet om, hvordan man bevarer sin personlige integritet, når loyalitet mod principper og mennesker peger i modstridende retninger...

Nesba Crenshaw og David Bromley i No Villain. Foto: Cameron Harle. Disse modsætningsforhold skaber nogle vidunderligt intense diskussioner og kraftfulde ordvekslinger, der giver den ægte Arthur Miller-følelse. Dialogerne mellem de to brødre, præget af både ømhed og rivalisering, er absolut gribende og fungerer som dramaets motor. Spændingerne på arbejdspladsen mellem Abe og Ben tåler fint sammenligning med lignende øjeblikke i Alle mine sønner og En sælgers død. Der er også rørende øjeblikke mellem far og datter, og mor og sønner, som giver et imponerende indtryk af Millers rækkevidde og modenhed, selv som ung dramatiker.

Der er dog visse problemer med stykket, som man kan forvente af en uerfaren dramatiker. Nogle af talerne er lidt klodsede, inklusiv en opsummering af kommunistiske doktriner, som den ældre Miller ville have skåret væk, og selve strukturen flakker en smule på en måde, den senere Miller ikke ville have tilladt. I starten, mens familien venter på Arnys hjemkomst, lægges der op til et opgør mellem hans værdier og familievirksomhedens – kommunisme mod kapitalisme. Men opgøret indfinder sig aldrig helt. Selvom Arny nægter at hjælpe under strejken, udebliver det forventede sammenstød med faren, og Arny selv ender med at blive skubbet lidt ud på sidelinjen i stykkets finale.

I stedet bliver Miller langt mere interesseret i den ældste bror Ben, hvis valg og personlighed bliver mere kompleks som handlingen skrider frem. Ben nærer faktisk sympati for arbejdernes sag, samtidig med at han forsøger at balancere sin loyalitet over for familien og drømmen om en uafhængig fremtid. I stykkets stærkeste konfrontation mellem de to brødre leverer Ben en knivskarp kritik af forenklede ideologiske valg, og vi inviteres til at se manden, der forsøger at forene dagligdagens uforenelige elementer, som den sande helt. Det er også Ben, ikke Arny eller Abe, der får lov til at foretage den endelige eksistentielle selvstændighedserklæring i stykkets slutning.

Denne afslutning efterlod mig med blandede følelser. Den er melodramatisk, men det er egentlig ikke problemet, da det altid var en del af Millers kunst at blande barsk naturalisme med øjeblikke af forhøjet melodrama, der føles helt rigtige, når de sker. Det er snarere, at slutningen føles mere som en ny begyndelse, der rejser en hel række nye spørgsmål. I et stykke af denne længde ville man normalt forvente, at vi vendte tilbage til en anden akt, hvor disse nye retninger blev udforsket. Jeg fornemmede, at mange i publikum blev overraskede over, at stykket sluttede der, i stedet for i det opgør mellem far og søn, som det lagde op til undervejs. Havde Miller vendt tilbage til teksten senere i livet, formoder jeg, at han ville have udvidet disse muligheder til en helaftensforestilling.

Skuespillet er gennemgående fremragende. Turvey har den mest krævende rolle i forhold til karakterudvikling og kompleksitet, og han løser det suverænt. Hans fortolkning af Ben har et eksemplarisk følelsesmæssigt spænd og en hjertevarme, der fuldt ud lever op til udfordringerne. På samme måde gør Bromley et flot stykke arbejde med at vise Abes falmende forretningstalent og tab af selvtillid side om side med en stridbar trods. Det er et fint portræt af en mand, der lever på kanten af, hvad han kan kapere. Det ville være let for Crenshaw at overspille Esther, men nuancerne i hendes følelsesmæssige sammenbrud er nøje afmålte og kontrollerede, hvilket gør præstationen meget stærk. Hartley udnytter sine scener godt i en rolle, der mister lidt fokus i manuskriptet mod slutningen, men han gør Arny mere sympatisk og menneskelig, end han kunne have været i andre hænder. Kenneth Jay, Stephen Omer og Anton Cross skaber fine, detaljerede øjeblikke ud af de mindre biroller.

Det er svært at se, hvordan selve produktionen kunne være gjort bedre. Det er virkelig et af de tilfælde, hvor disciplinen i et lille scenerum stimulerer den kreative opfindsomhed. Ikke nok med at scenografien er et lille mirakel af præcis tidsånd og praktisk snilde, den understøttes også af Jack Weirs stemningsfulde lysdesign og en række jazzede mellemspil fra lyddesigner Richard Melkonian. Turner instruerer i en flydende stil med god fremdrift, der får rummet til at virke større, end det er, samtidig med at han giver fokus og intensitet til de vigtige dialoger mand mod mand.

Alle involverede i denne opsætning fortjener stor ros. Old Red Lions programlægning i de seneste sæsoner har været prisværdig i sin blanding af nye værker og omhyggelig genopdagelse af glemte værker af kendte forfattere. Hvis dette stykke bliver overflyttet til et større teater, hvilket det fortjener, vil det være endnu en sejr for ledelsens kunstneriske dømmekraft. Holdet er fuldt dedikeret til værket og taler dets sag så stærkt som muligt. Men frem for alt fortjener instruktøren stor anerkendelse for sin ihærdighed med at opspore dette forsvundne værk og præsentere det med en sådan ildhu og stilsikker smag. Selve stykket ville få fire stjerner af mig, men de enestående produktionsværdier og den samlede oplevelse gør, at jeg kan lægge den sidste stjerne oveni.

No Villain spiller på Old Red Lion Theatre frem til den 9. januar 2016