ANMELDELSE: Nobody's Business, King's Head Theatre ✭✭✭

Nobody's Business

King's Head Theatre

2. oktober 2015

3 stjerner

Bestil billetter

Man må tage hatten af for King's Head Theatre. De programlægger et forbløffende overflødighedshorn af nye værker og genopsætninger, de betaler deres skuespillere, og de er konstant eventyrlystne og grænsesøgende. Selve spillestedet har fået en ansigtsløftning siden mit sidste besøg, og resultatet er, at teatret – fremfor en midlertidig proscenium-scene – nu byder på et auditorium, der enten er i rundkreds eller med publikum på tre sider, hvilket straks signalerer seriøs dramatik. I det øjeblik man træder ind, mærker man tydeligt, at King's Head har løftet niveauet.

Med den mængde produktioner, der pryder King's Head Theatre, er det uundgåeligt, at nogle ikke rammer plet. Men som regel kan enten stykket eller skuespillerne – selv når produktionen ikke er fantastisk – få et øjeblik i rampelyset, som de ellers ville blive nægtet. Publikum bliver uendeligt meget rigere af at opleve teater i udkanten, hvor der ikke er penge til prangende kulisser, regi eller kendisser til at fjerne fokus fra den iboende elendighed. Det samme gælder skuespillere, instruktører, designere, dramatikere og alle andre, der lever af at arbejde med teater.

Uden Fringe-teater, som det der tilbydes på King's Head Theatre, ville store statsstøttede huse og store kommercielle teaterprojekter lide uoverskueligt. Der er mere end gode argumenter for, at Arts Council bør være gavmilde over for King's Head Theatre – et årligt tilskud på £50.000 ville give dem lidt frihed og færre bekymringer. Og hvad kunne dette lille teater med de store ambitioner mon udrette med det?

Næppe 'Nobody's Business', en ny komedie af Sylvia Freedman, som i øjeblikket har premiere der. Det er et besynderligt stykke tekst, tilsyneladende en satirisk farce over "Europa"-kulturen og de tilskud, der tilbydes, samt de lyssky processer og luskede kneb, der bruges til at sikre og forbruge disse midler.

Det tager det centrale koncept fra 'The Producers' (tjæn penge ved at finansiere en bevidst fiasko) og forsøger at overføre det til den mærkværdige verden af nye opfindelser og startkapital. Her tilføjes en hund, der fungerer som direktør for et firma, en bizar opfinder, der vil lave en selvsamlende og motoriseret indkøbstaske på hjul, en kvinde med lavt selvværd men et kunstnerisk øje (der ikke har noget imod at hoppe rundt i et kænguru-kostume), en klynkende udlejer, der ikke får sin leje, og en mærkværdig samling mørklødede udlændinge, der valser ind og ud af handlingen. Der er blafrende lys, en kakofoni af papkasser, en take-away karry med sin egen vilje, bizarre danseindslag under sceneskift og lydeffekter, der ville have passet perfekt i 'The Three Stooges'.

Hvis alt dette lyder som om det kunne være sjovt, så har du ret. Men desværre er det ikke tilfældet. Latteren sidder ikke løst; generelt set er stykket omtrent lige så morsomt som tvungen kastration.

Og dog...

Der er noget, der holder sindet fokuseret, interessen fanget og håbet i live. Det er forestillingens hemmelige våben: Katy Manning.

Trods det sludder hun skal fremføre, formår Manning at investere hver eneste replik med interesse og energi. Hun transformere sin karakter Sybil – ejendommens medfødte vicevært, hvor begivenhederne udspiller sig – til noget, der sprudler af sultent liv, blomstrende passion og skarpe observationer. Uden nogensinde at overgøre det, giver Manning mere liv til rollen og stykket, end det virker menneskeligt muligt. Hun formår endda at få det bizarre "shake your booty"-sceneskift til at virke naturligt. Det er noget af en bedrift.

Halvt Felicity Kendall, halvt Carol Channing, med et strejf af Jo Grant (Doctor Who-ledsageren, som hun spillede for første gang for 45 år siden) og ben, som de fleste 30-årige ville dræbe for – Manning er en åbenbaring. At se hende i dette tåbelige nonsens får en til at savne at se hende som Judith Bliss, Miss Prism eller Mistress Quickly: det potentiale, Manning besidder, er enormt. Der er noget både forbløffende unikt og trygt velkendt over hende; hun beroliger, inspirerer og betager.

Dette er så meget desto mere bemærkelsesværdigt, fordi Freedmans stykke er det rene nonsens. Dialogen knirker endnu mere end det papirstynde plot. Karaktererne er endimensionelle og kedelige, og hvis man ikke kan regne ud, hvordan stykket ender efter de første ti minutter, ejer man ikke skyggen af logisk sans. De overraskelser, der findes, kommer fra de uventede og tiltagende bizarre biroller fra Michael Nowak (hans lidenskabelige øjeblik med Manning i anden akt er aftenens komiske højdepunkt) og Manning selv, hvis hæse stemme kan spinde liv ind i selv den tørreste sætning.

Instruktør John Adams virker til at have haft en total mangel på kompetence i forhold til de instruktørmæssige valg, der vises her. Han har ingen anelse om, hvordan han skal udnytte det nyligt omkonfigurerede spillested, og den forvirring smitter af på alle aspekter af instruktionen. Han tvinger Manning til at gentage forvirret "find døren"-skuespil, som hun gennemfører med en elegance, stykket slet ikke fortjener.

Freedmans stykke er faktisk sjovere, end Adams' opsætning antyder, primært fordi han kun har to skuespillere, der rammer den rigtige stil: Manning og Tristan Beint, der spiller den glatte, bureaukratiske vampyr, Hugo. Beint matcher Mannings energi, og hans fornemmelse for farcen er solid. Han har ikke Mannings smidighed, lethed eller voldsomme finurlighed, men i sit rædselsfulde tredelte jakkesæt kommer han tæt på. Og han forstår at bruge sin fyldige stemme til at fange publikum. Ligesom Manning skaber Beint noget ud af næsten ingenting.

Adams ser ikke ud til at forstå den komik, der gemmer sig mellem linjerne i Freedmans stykke. Beints karakter burde, ligesom Myra i 'Hay Fever', bruge sex som et fangstnet for at få sin vilje; Beint kunne tydeligvis gøre det, men Adams slipper aldrig hans indre lothario løs.

Samtlige andre medvirkende virker til at være med i et helt andet stykke, da Adams har været ude af stand til at vælge en fælles stil eller en sammenhængende linje.

Stephen Oswald og Claire Jeater ligner nogen fra en komedieserie for melankolske kedeligheds-entusiaster (Oswald er for alvor nødt til at holde op med at råbe, og Jeater må holde op med at lyde som Æsel), mens Jeremy Drakes har styr på rollen som de skøre og nørdede videnskabsmænd, men uden nogensinde at gøre dem til sammenhængende karakterer. Komedie, og især farce, afhænger af ærligt spil i absurde situationer, ikke absurd spil i enhver situation. Hver af de birollerne har brug for fokus, særpræg og en kerne af excentricitet – voldsomt overspil og pinlig tilbageholdenhed (utroligt nok nogle gange på samme tid) hjælper ikke.

Der er nogle fremragende kostumer af Jamie Simmons, og selvom scenografien var en kende uhåndterlig, tjente den også sit formål fint nok. Papkasser, der vælter ned over publikum, er altid en fornøjelse. Sherry Coenon belyser handlingen godt, og den følelse af tvivlsom eksotisme, der skabes af lyseffekterne, er ret genial.

Dette er en svag produktion af et svagt stykke, men ikke desto mindre gør især Manning, og også Beint, det værd at se.

Egentlig burde King's Head Theatre altid stå på "must see"-listen for alle teaterinteresserede. Ligesom Union Theatre og Landor Theatre er det her, fremtidens teaterhåndværkere står i lære. Uden disse spillesteder er teatret fortabt.

Nobody's Business spiller på King's Head Theatre frem til 24. oktober 2015