ANMELDELSE: Now This Is Not The End, Arcola Theatre ✭✭✭

Now This Is Not The End

Arcola Studio Two

5. juni 2015

3 stjerner

Når det gælder en størrelse som Londons teaterscene, der har så mange lemmer og tentakler, som alle bevæger sig uafhængigt af hinanden, er generaliseringer ofte vovede. En antagelse, der dog lader til at holde stik i øjeblikket, er, at der er langt flere gode skuespillere i omløb, end der er gode stykker. Med så mange teaterskoler og så mange udenlandske skuespillere, der søger mod London, er det ingen overraskelse, at skuespilniveauet er tårnhøjt. Faktisk har jeg i de seneste måneder med koncentreret anmeldervirksomhed sjældent eller aldrig følt mig fristet til at give en decideret negativ anmeldelse af en skuespilpræstation. Men når det kommer til selve dramatikken, er standarden langt mere svingende. Gang på gang støder jeg på værker med masser af gode idéer eller imponerende enkeltscener, som dog samlet set er blevet sluppet løs på publikum for tidligt. En del af problemet ligger sandsynligvis i, at disse tidlige udkast er blevet udviklet i workshops domineret af skuespillere og deres lokale prioriteter, frem for under det skarpe øje fra en dedikeret dramaturg, der har blik for den overordnede struktur – strategi frem for taktik. Hvis der var én ting, jeg kunne ændre ved ny dramatik, ville det være at løfte antallet, statusserne og lønnen for dedikerede dramaturger. Så ville vi måske få flere nye stykker, der bevæger sig fra at være 'lovende og begavede' til at være helstøbte og fuldt udviklede. Disse tanker fyldte meget ved premieren på Rose Lewensteins Now This is Not the End, som lige nu spiller i Dalston. Selvom skuespilpræstationerne alle er troværdige eller mere til, ender stykket med ikke at være meget mere end summen af sine ofte stimulerende enkeltdele.

Vi kigger ud over en forhøjet parketplatform med et par stole og en halvpakket kuffert. På bagvæggen lyser et par lister op i ny og næ, mens elektronisk musik summer i baggrunden. Rosie (Jasmine Blackborow) og hendes tyske kæreste Sebastian (Daniel Donskoy) skændes om, hvorvidt Rosie skal vende hjem fra Berlin til London for at genoptage livet med sine forældre Susan (Wendy Nottingham) og Paul (Andrew Whipp). Ind imellem afspiller telefonsvareren gentagne beskeder fra Rosies tyskfødte bedstemor Eva (Brigit Forsyth), hvis greb om det selvstændige liv lader til at løsne sig, ligesom det er tilfældet for hendes anden mand Arnold (Bernard Lloyd), der ligesom Eva er tysk-jødisk flygtning. I de efterfølgende scener springer handlingen frem og tilbage i tid fra 2002 til i dag, og gennem tågen fra Evas tiltagende Alzheimers og en optaget samtale med minder lærer vi efterhånden meget om familiens forhistorie. Eva og Arnold stammer begge oprindeligt fra Berlin. Eva undslap anholdelse, men mistede begge forældre – den ene til en koncentrationslejr, den anden til fremmedgørelse – og efter en tid hos sine bedsteforældre flygtede hun til England for at starte et nyt liv. Hendes datter, Susan, er en nervøs kontrolfreak, der stadig kæmper med spørgsmål om personlig identitet, og barnebarnet ønsker at blive i Berlin for at udforske sin egen følelse af tilhørsforhold gennem en søgen efter Evas rødder. Arnold ønsker blot at glemme i stedet for at huske og gør sit bedste for at destruere det vigtige bånd, som Eva har optaget om sin fortid. Paul, Susans mand, gør sit magtesløse bedste for at bevare freden.

Dette er altså et stykke om hukommelse og følelsen af et hjemland, samt de tværgenerationelle konsekvenser af Holocaust og den jødiske diaspora. Det er tydeligvis velbetrådt jord, og enhver, der kaster sig over emnet, er nødt til at finde en ny, skæv vinkel – som først set i f.eks. The Hare with Amber Eyes, der succesfuldt blev bygget op omkring historien om familiens samling af netsuker i stedet for en direkte fortælling om personernes skæbne. Der er antydninger af en lignende tilgang her, fokuseret på de forskellige betydninger og oplevelser af det uoversættelige begreb Heimat eller 'hjemland', men det fastholdes aldrig helt gennem hele stykket. Selvom der udvikles mange spændende forbindelser mellem de seks karakterer, slår det aldrig rigtig gnister, og vi når aldrig en forløsning, så man sidder tilbage med et frustrerende uafsluttet forløb. Ikke at der er noget galt i at lade plottråde stå åbne, men i sidste ende får vi simpelthen ikke materiale nok til for alvor at bekymre os om karaktererne, og hvordan de er blevet dem, de er, trods ensemblets ihærdige indsats.

Blandt de medvirkende har kvinderne de bedst skrevne roller. Donskoy og Whipp gør deres bedste med de meget begrænsede muligheder, de får, og Lloyd er fremragende som den koleriske, ældre Arnold, der er fast besluttet på ikke at se tilbage, men er fyldt med uudtrykt, ordløs vrede over fortiden, som indimellem eksploderer i familiekredsen. Blackborows rolle svinger frustrationerende i fokus, men hun har gode øjeblikke med følelsesmæssig empati over for sin stadig mere svækkede bedstemor og nogle stærke scener med konfrontationer mod forældrene. Nottingham er fremragende til at formidle Susans ufokuserede, nervøse energi og tendens til følelsesmæssig panik, hvilket gør hende både sympatisk og uudholdelig på samme tid. Den mest gennemarbejdede karakter er dog Eva, og her finder Forsyth – en meget erfaren skuespiller med stor empatisk karisma – den største dybde. Selvom der stadig er punkter, hvor elementerne i hendes karakter ikke helt hænger sammen, lykkes hun med at formidle Evas milde overflade og indre kulde og distance. Det er en stærk indsigt at antyde, at en af de skjulte konsekvenser af Holocaust var tabet af evnen til at føle tillid og engagere sig efterfølgende, og det kunne og burde man have gjort mere ud af. Det samme gælder det faktum, at vi er gået fra en æra af fortielse til en æra af ihukommelse. Som Eva siger: 'Alle bad os om at glemme det. Nu er vi alle ved at dø, og nu vil alle have, at vi skal huske.' Stykket antyder, men udforsker aldrig fuldt ud, tanken om, at fokusset på mindehøjtideligheder kan være mere en fetich end et sandt eller ærligt opgør. Se, dér har vi et virkelig spændende emne......

Now This Is Not The End spiller på Arcola Theatre frem til den 27. juni 2015