ANMELDELSE: On The Town, Lyric Theatre ✭✭✭✭✭

Clyde Alves, Tony Yazbeck, Jay Armstrong Johnson og resten af holdet fra Broadways On The Town. Foto: Joan Marcus On The Town

Lyric Theatre

29. oktober 2014

5 stjerner

Hvordan mon det har været at gå i teatret på Broadway i 1944? Dengang før Oklahoma ændrede alt? Hvad var forventningerne? Hvad vejede tungest? Instruktøren? Forfatteren? Komponisten? Musikken? Manuskriptet? Koreografien? Stjernerne? Når lyset i salen blev slukket, hvad var så det vigtigste?

Det er spørgsmål, man sjældent stiller i dag, for publikums forventninger har flyttet sig markant i de 70 år, der er gået, siden Jerome Robbins, Leonard Bernstein, Betty Comden og Adolph Green skabte musicalen On The Town. Men genopsætningen, instrueret af John Rando og koreograferet af den fænomenale Joshua Bergasse på Lyric Theatre, stiller dem helt skarpt.

Og besvarer dem.

Det føltes i starten lidt ejendommeligt, da orkestret satte i med The Star-Spangled Banner, og hele salen sprang op foran det amerikanske flag, der dækkede hele scenen, med hænderne på hjertet og sang højlydt – og til tider ret falsk – med på nationalmelodien. Men faktisk var det et genialt træk.

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er On The Town en hyldest til USA, og især New York. De tre hovedpersoner, tre friske sømænd fulde af livskraft, er selve personificeringen af amerikansk patriotisme. At spille nationalmelodien er en glimrende måde at sætte scenen på; det skaber en historisk forankring i den periode, stykket foregår i, og understreger den eskapistiske og idealiserede drøm om frihed, muligheder og optimisme, som er selve værkets hjerte.

Historien er ikke ligefrem kompleks, men den fungerer og er spækket med komiske optrin. Tre kammerater har fået 24 timers landlov fra flåden. De vil udforske New York, se seværdighederne og finde piger. I metroen får Gabey øje på en pige, der har vundet Miss Turnstiles-konkurrencen, og han sætter sig for at finde hende. De tre venner skilles for at støve hende op, og deres vilde eskapader driver resten af plottet.

Men det er ikke selve fortællingen, der er drivkraften her. Det er karaktererne, musikken og vigtigst af alt dansen, som henter sin energi og sit formål direkte fra musikken og personerne. Dette er i endnu højere grad et danseshow end West Side Story – der er endda en drømmeballet. Og netop dansen er nøglen til både denne genopsætnings overrumplende succes og forståelsen af forestillingens sande væsen.

Dansen har sin helt egen stil og sprog, og i Bergasses koreografi virker den mere talende end lange dialoger. Trinnene er teknisk svære, pulserer af mening og sprudler af energi. Det er meget balletorienteret, men med den der jazzy Broadway-kant, som er en fryd at se på – især her, hvor castet er fuldstændig sammenspillet og blændende dygtige. Sikke en kraft, sikke en præcision og sikke en ekspressiv fysik.

Forestillingen byder på udvidede dansesekvenser, der indfanger New Yorks travlhed og bygger scenerne op – og i anden akt finder vi en lang, absolut henrivende drømmeballet, hvor den ulykkeligt forelskede Gabey drømmer om at finde sin ud kårne blandt societeten på Coney Island. Det er ren magi. Enhver, der troede, at drømmeballetten var død i moderne musicalteater, må revurdere deres holdning efter Bergasses hvirvlende og fantasifulde arbejde.

Frem for alt er dansen sexet, fræk og uimodståeligt sjov. Og dette drømmecast leverer varen til fulde.

Tony Yazbeck spiller Gabey – den virile og håbefulde bejler, der er modig på havet, men genert og kejtet over for kvinder. Han er sensationel. Hans udgave af Lonely Town er smerteligt inderlig, og den elektriske energi, han (sammen med sine medspillere) bringer til New York, New York, er fænomenal. Han er en "triple threat" af højeste kaliber. Hans dans er superb – sprælsk, romantisk og fængslende – og hans præstation i drømmeballetten er intet mindre end utrolig.

Som hans to bedste venner følger Jay Armstrong Johnson (Chip) og Clyde Alves (Ozzie) trop hele vejen. Johnsons Chip er et perfekt portræt af den lidt enfoldige, familiære knægt, der er begejstret for turen og forsøger at nå alle seværdighederne med en forældet guidebog. Han er smukt ukompliceret og charmerende, og går til hver scene med liv og sjæl. Han er især bemærkelsesværdig i Come Up To My Place, hvor han synger en lynhurtig sang, mens han laver akrobatik, der er både overraskende og morsom.

Alves' Ozzie er et pletfrit portræt af den selvsikre, sexglade fyr, der inderst inde er en romantiker. Han er meget sjov, hviler i sin egen mandige charme og er ikke bange for at vise sig frem. Hans præstation i Carried Away er herlig.

Alysha Umphress kan både synge, spille skuespil, emme af sexappeal og danse – og for pokker, hun kan også lave mad. Umphress er en mindeværdig og fantastisk Hildy – hun tager rollen med storm og sejrer totalt. Hun og Johnson har en fantastisk kemi og malker hvert øjeblik for både frække grin og ren glæde.

Elizabeth Stanley tager rollen som Claire og gi'r den fuld gas med sang og dans i en ekstraordinær præstation. Hendes kraftfulde sopran er imponerende og skærer igennem Lyric Theatre som en vokal vulkan. Hendes skuespil og dans er forførende og vanedannende, ikke kun for Alves, men for hele publikum.

Denne kvartet, der stortrives på tilfældigheder og ren fornøjelse, får salen til at koge med Ya Got Me – et nummer iscenatrysat med præcis seksuel energi og fremført med uforfalsket glæde. Man mærker den enhed, der kun opstår gennem dygtighed og totalt engagement. De samme evner bruger de til at skabe en hvirvelvind af følelser og melankoli i Some Other Time. Det er ren verdensklasse.

Som Gabeys drømmepige er Megan Fairchild intet mindre end... drømmeagtig. Hendes dans er udsøgt på alle tænkelige måder, bjergtagende og eksemplarisk. Hun synger sødt og formidler perfekt de modstridende følelser hos en almindelig pige med drømme og gæld, der føler sig tvunget til at ofre kærligheden mod sin vilje. Øjeblikket, hvor hun og Gabey endelig finder hinanden, er et lige så stærkt teaterøjeblik som det sekund i West Side Story, hvor Tony første gang får øje på Maria. Det er ren eufori.

Der findes ikke ord, der kan beskrive de mange hysterisk morsomme øjeblikke, Jackie Hoffman fremtryller i de forskellige roller som "ældre dame". Hun er uforligneligt morsom. Hendes parodi på Carmen Miranda (komplet med muskuløse hjælpere, der bærer store bananer) er genial, og det samme er øjeblikket, hvor den fordrukne Miss Dilly er så beruset, at hun ikke kan finde vej ud i kulissen. Hoffman er dronningen af komisk timing.

Der er gode biroller fra Philip Boykin (fantastisk basstemme), Michael Rupert (god som en tør og småtåbelig dommer) og Alison Gunn, der leverer showets usandsynlige opklaring med stor overbevisning. Ensemblet er fabelagtigt på alle måder og dækker et bredt spektrum af New York-typer. Manhattans multikulturelle smeltedigel stråler i al sin mangfoldighed.

James Moores musikalske ledelse er fremragende; det store orkester giver Bernsteins spændende og melodiøse partitur fuld kraft. Især messingblæserne spillede med en utrolig stil og klarhed. Brett Rowe dirigerede forestillingen med stor sikkerhed.

Beowulf Borritt har skabt en fantastisk scenografi, der understøtter fortællingens tegneserieagtige præg og tilføjer farve og et evigt skiftende kalejdoskop af lokationer. Jess Goldsteins kostumer er glimrende, tidsmæssigt perfekte og helt i tråd med karaktererne. Alle aspekter af designet, herunder Jason Lyons' storslåede lyssætning, sikrer, at alt og alle ser fantastiske ud, så eventyrstilinigen bevares.

Noget af iscenesættelsen er set før (jeg var især vild med den næsten surrealistiske scene med hulemændene og det dansende dinosaurskelet), men det hele fungerer upåklageligt – fra den store kaj med flådeskibet og taxaturen gennem byen til rækken af skumle natklubber og den magiske fremmaning af Coney Island.

De sidste øjeblikke i denne opsætning er præget af vemod. De tre par skilles og ser sandsynligvis aldrig hinanden igen. De 24 timers landlov er forbi, og New Yorks magi forsvinder ind i minderne. Det er virkelig rørende.

Men så stormer tre nye sømænd ned ad landgangen og begynder at synge New York, New York igen. Det viser, at hjulet drejer ufortrødent videre, og at håbet trods alt er evigt.

Dette er en medrivende nyskabelse af et værk, som aldrig rigtig har opnået den helt store succes på trods af de prominente skabere. John Rando og Joshua Bergasse har fundet en begavet og frisk måde at puste liv i et svært stykke på. Den glæde, de har tilført materialet – ikke mindst gennem den perfekte casting – skaber en storslået teateroplevelse. Gammeldags musicalteater i en moderne, finurlig og yderst underholdende form.

Skal ses.

Bestil billetter til On The Town på Broadway