ANMELDELSE: Once Upon A Mattress, Upstairs At The Gatehouse ✭✭

Julian Eaves anmelder musicalen Once Upon A Mattress, som lige nu spiller på Upstairs at the Gatehouse.

Once Upon A MattressUpstairs At The Gatehouse, 7. marts 2020 2 Stjerner Bestil billetter Den let vovede titel på denne forestilling er – jeg hader at skuffe dig – cirka det mest spændende ved det hele.  Denne pæne, nærmest selvvigtige genfortælling af H.C. Andersens eventyr 'Prinsessen på ærten' har absolut intet 'voksent' over sig: Dramatikerne Jay Thompson, Dean Fuller og Marshall Barer (sidstnævnte er også den solide, indimellem inspirerede tekstforfatter) gør dette til et ubønhørligt uskyldigt, pænt og barnligt syn på verden og menneskeheden, fyldt med kejtet og simpel optimisme fra 1950'erne.  Hvis det var rettet mod børn, især dem under 10 år, kunne det have haft sin berettigelse.  Mary Rodgers lancerede dette show samme år som sin fars 'The Sound of Music', hvilket kun understreger den enorme kløft mellem deres talenter.  Som det står nu, er det svært at se det appellere til hverken det gængse musicalpublikum eller til dem, der leder efter noget at tage ungerne med til.  Hvilket kan komme som lidt af en overraskelse: I USA bliver den jævnligt genopsat, og den er faktisk også blevet spillet herhjemme (i 2003 på Landor) med en vis succes.  Hvad er det så, der forhindrer den nuværende opsætning i Highgate i at fungere? Ja, til at begynde med ser instruktør Mark Giessers præsentation ud til at være 'i modvind'.  Scenen er indrettet på samme måde som hans tidligere arbejde her, sidste års 'Strike Up The Band', med orkestret placeret i den tætpakkede baggrund af spillearealet: Kapelmester Jessica Douglas har fuldstændig styr på musikerne og leverer en livlig fortolkning af Rodgers' partitur, som gennem hendes egne fyldige arrangementer får det meste ud af sin melodiske charme og rytmiske energi.  Lydmæssigt hører vi ren 1950'er-Broadway.  Men det er ikke det, vi ser i Giulia Scrimeris scenografi.  Der er et par kørende vægelementer, som bliver flyttet lidt rundt, og en bunke kasser og et par podier, hvorunder der gemmer sig bunker af puder og tæpper, hvilket alt sammen giver produktionen et ret kaotisk 'look'.  I kontrast hertil skaber nogle forholdsvis overdådige kostumer en slags 'panto'-stil, hvor skrappe farver og bizarre kontraster i mønstre og stoffer bruges til at 'antyde' midten af det fjortende århundrede – eller i det mindste den form for eventyrverden, hvor prinsesser kun får deres nattesøvn forstyrret af en tørret bælgfrugt. Selvom kostumerne lægger op til en spillestil, der er bred, virker det til, at Giesser ønsker dristige, skamløse og todimensionelle portrætteringer fra sit ihærdige cast.  Intet får lov til at føles 'ægte' i deres scener, hvor alle følelsesmæssige rejser går fra 0 til 100 på tre sekunder.  Replikkerne bliver derfor nærmest råbt ud til os uden variation eller den forførende charme, man kender fra panto-traditionen (der er ingen inddragelse af publikum og ingen følelse af noget rituallignende).  I stedet forbliver vi passive observatører, der kæmper for at finde menneskelig kontakt med denne fortolkning, mens skuespillets eftertrykkelige direkte facon altid virker mærkeligt i modstrid med kostumernes bevidst billige, skøre overdådighed.  Det, der muligvis mangler her, er et mere sikkert greb om stykkets grundlæggende 'vaudeville'-ånd.  En lethed i anslaget, en ukompliceret tilgang, der finder harmonien med manuskriptets og musikken boblende sans for sjov.  Vi får glimt af dette i Chris Whittakers indimellem helt pletfrie koreografi, men instruktionen udnytter ikke det humoristisk groteske i scenografien; værre endnu, den formår ikke at finde magien i historien. Ikke desto mindre er det let at føle med det stærke cast, som er fanget i en umulig opgave.  I hovedrollen lægger Beth Burrows masser af energi i sin rolle som den amerikansk-klingende Prinsesse Winnifred; men hvordan skal hun få sit glansnummer 'I'm shy' til for alvor at ramme plet, når det – ligesom resten af forestillingen – skal leveres i det rod, som scenen udgør?  Hun kæmper også med at gå tydeligt igennem, hvilket kan skyldes Andrew Michies lyddesign, men nok mest det faktum, at forestillingen tilsyneladende ikke havde haft en teknisk prøve før premiereaftenen (noget andet man kunne spørge instruktøren om).  Jess Pomeroys lyssætning lider under samme problem. Teknisk set var Theo Toksvig-Stewart bedre stillet som Prins Dauntless, og der blev ikke lagt fingre imellem hos Julia Faulkners skræmmende, stereotypiske tyran af en svigermor, Dronning Aggravain (forstår I den?).  1950'erne er ikke et sted for folk, der har det svært med overfladisk sexisme.  Rachel Louise Millers fantastiske stemme ringer klart og rent i hendes mange musikalske numre som Lady Larken – hvis bare hendes rolle var skrevet mere taknemmeligt.  Rachel Lee-Gray leverer en flot lyd som Narren/Prinsesse 12, og Scott Armstrong lyder behagelig som den sværmeriske Sir Harry, mens Matthew James Willis er fuld af gejst som Minstrelen.  Det robuste cast fuldendes af John Sears som Troldmanden og Courtney Hammond i dobbeltrollen som Lady Rowena og Nattergalen fra Samarkand.  Det er et fint hold af skuespillere, men dette materiale, i denne opsætning, lader os ikke se dem fra deres bedste side.  Som en kuriositet kan det være værd at se, og for det mindre krævende publikum byder det på et par timers høflig eskapisme.