ANMELDELSE: Othello, Sam Wanamaker Playhouse ✭✭✭

Kurt Egyiawan som Othello og Sam Spruell som Jago i Othello

The Sam Wanamaker Playhouse

2. marts 2017

3 stjerner

Der er utroligt meget godt at sige om Sam Wanamaker Playhouse, søsterteatret til The Globe. For mange teatergængere er en del af charmen ved sidstnævnte den autentiske, tidsvarende oplevelse, og der er uden tvivl tusindvis af dedikerede teaterentusiaster, der ville stejle ved tanken om polstrede sæder og et solidt tag. Men Sam Wanamaker er ikke blot mere komfortabelt, det er også ekstremt intimt, og publikum sidder kun få meter fra en scene, der er smukt oplyst udelukkende af levende lys.

Ellen McDougalls iscenesættelse er præget af spændende moderne indspark og bæres frem af en række fremragende præstationer. Selvom nogle af de stilistiske valg ikke helt fangede mig, er der tale om et solidt og underholdende stykke, der gør kildematerialets styrke ære.

Sam Spruell som Jago i Othello Othello er berømt som fortællingen om jalousi og hævn. Som karismatisk krigshelt er Othello (Kurt Egyiawan) ikke desto mindre en skikkelse, der deler vandene og bagtales på grund af sin hudfarve. Hans ægteskab med Desdemona (Natalie Klamar) foragtes af kærlighedsrivalen Rodrigo (Peter Hobday), der betror sine følelser til Othellos fændrik, den 'ærlige' Jago (Sam Spruell). Jago, der blev forbigået ved en forfremmelse til fordel for Michelle Cassio (Joanna Horton), afskyr Othello, men nyder hans uforbeholdne tillid. I søgen efter hævn over både Othello og Cassio udtænker han en plan for at få sin herre til at fremstå som en hanrej, idet han bruger sit rygte for ærlighed til at kaste uretmæssig mistanke på sin rival.

De tre centrale præstationer fortjener ros for at tilbyde forskellige blikke på nogle af Shakespeares mest arketypiske roller. Spruell er en usædvanligt rå og kærlighedsløs Jago. Hans snedighed underspilles til fordel for et glædesløst, nihilistisk sindelag, og han agerer med visheden om, at han kun står til ansvar over for sig selv.

Natalie Klamar som Desdemona i Othello

Egyiawans Othello er værdig og lavmælt, men formidler i lighed med Jago et underspillet traume. Hans fortællinger om krig, som vandt Desdemonas hjerte, har en undertone af stål, og hans behandling af Cassio efter dennes berusede slagsmål med Rodrigo antyder det raseri, han føler, når han overlades magtesløs eller ydmyget. Til gengæld forstærkes stykkets centrale konflikt af Klamars fremragende Desdemona. Hun er charmerende, men viljestærk, og hendes forsvar for Cassio, efter denne har mistet sit embede, vidner om stor integritet, men er samtidig passende passioneret, hvilket overbevisende spiller på hendes mands usikkerhed.

Selvom kønsbevidst casting er almindeligt i mange opsætninger, er valget om at lade Cassio spille af en kvinde særligt dristigt på grund af det påståede forhold til Desdemona. Ikke desto mindre føltes potentialet i dette valg uudnyttet, med undtagelse af det ekstremt velinstruerede slagsmål mellem hende og Rodrigo. Joanna Horton leverer en fin præstation, især i frygten for at miste sit rygte. Men man kunne have fået mere ud af hendes rolle som modstykke til både Othello og Jago. Som kvinde ville hun sandsynligvis være genstand for den samme grusomme dæmonisering som Othello, og måske endda fra Jago selv, men det tema forblev uudforsket.

Thalissa Teixeira som Emilia i Othello

Castingen af Thalissa Teixeira som Emilia, Jagos hustru og Desdemonas fortrolige, viste sig at være et Genistreg. Det skyldes primært hendes fænomenale præstation, der rammer balancen i den smertefulde konflikt mellem loyaliteten til sin mand og sin bedste ven helt perfekt, og som skildrer hendes medvirken i Jagos plot med stor følsomhed. Det er dog bemærkelsesværdigt at caste en sort skuespillerinde som Jagos hustru, da Jagos foragt for sin herre delvist antydes at være racemæssigt motiveret. Jeg følte dog, at dette føjede en fascinerende dimension til Spruells præstation, da det – alt efter fortolkning – enten forklarer, hvorfor han behandler Emilia så dårligt, eller nedtoner Jagos racisme til fordel for hans tankeløse grusomhed.

Jeg mistænker, at andre vil finde produktionens moderne elementer mere tiltalende, da de måske peger på jalousiens og magtens evige natur. For mit vedkommende var de snarere en smule forvirrende og distraherende. Især brugen af Lana Del Reys 'Video Games', sunget af både Desdemona og Bianca (den fantastiske Nadia Albina), føltes overgjort og som et kontraintuitivt valg, da sangen fokuserer på et forhold mellem en passioneret kvinde og hendes ambivalente partner.

Nadia Albina som Bianca i Othello

Jeg nød til gengæld brugen af Katy Perrys 'I Kissed A Girl' i festscenen, efter at Cypern er blevet reddet fra tyrkerne. Her opfordrer diverse karakterer Desdemona – der sigende er klædt i englevinger – til at kysse Cassio, hvilket hun ikke gør, hvorefter Bianca i stedet kysser Cassio. Andre greb føltes mere unødvendige, herunder Jagos monolog på moderne dialekt om den ideelle kvinde, samt Cassio og Biancas energiske og ordløse slutscene; begge dele var mindeværdige, men i sidste ende ikke synderligt berigende.

Ellen McDougalls Othello er en meget solid forestilling med fremragende skuespil og en række spændende, originale greb. Selvom det ikke var alt, der fungerede for mig, vil oplevelsen variere fra publikum til publikum, og forestillingens mange styrker samt den fantastiske sal gør, at den bestemt kan anbefales.

BESTIL BILLETTER TIL OTHELLO PÅ THE SAM WANAMAKER PLAYHOUSE