ANMELDELSE: Sasha Regans All Male Pirates Of Penzance, Streamet Online ✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Sasha Regans All-Male Pirates of Penzance, optaget på Londons Palace Theatre og streamet online.

Olivier Savile - Pirate King og ensemble. Foto: Danny Kaan Sasha Regans all-male The Pirates of Penzance

Filmet på Palace Theatre, London og streamet online

4 stjerner

Med en flot professionel og glitrende intro-sekvens, filmet så den passer perfekt til forestillingens rene klaverakkompagnement, er denne online-version af forestillingen fra The Palace Theatre i London en kærkommen chance for at udbrede kendskabet til Sasha Regans succesfulde nyskabelse af G&S til det 21. århundrede.  Da en film fra 2019 for nylig er blevet streamet, kan værket stadig ses i den form via personligt køb.

Den store fordel ved denne præsentationsform er, at man kommer helt tæt på W.S. Hilberts kloge og geniale tekst, især hans fremragende sangtekster; det er aspekter af Savoy-operaerne, som ofte går helt tabt i de anstrengelser, sangerne må gøre sig for at projicere Sullivans krævende vokalpartier ud over scenekanten uden mikrofoner.  Kameraarbejdet er vågent i hvert øjeblik og ved præcis, hvornår der skal zoomes ind på en joke, en pointe eller de fine detaljer i præstationerne fra det unge og charmerende cast.

Ensemblet i All-Male Pirates of Penzance

Tolv år efter premieren på The Union Theatre i Southwark – et væsentligt mindre spillested end det, der nu danner rammen – lancerede denne opsætning Sasha Regans banebrydende serie af G&S-opsætninger med udelukkende mænd, som også har givet os ‘HMS Pinafore‘ og ‘Iolanthe‘ i versioner med et mere eller mindre stærkt greb om den moderne verden.  Af de tre virker denne til at have det mest ’traditionelle’ udtryk med scenografi af Robyn Wilson-Owen, der giver os en muslin-tung fortolkning af historiske kostumer, mens Lizzie Gees topmoderne koreografi emmer af al den kraft og energi, der kan trækkes ud af et knivskarpt hold unge mænd.  Det faktum, at disse fyre både kan synge i deres tenor-, baryton- eller basleje samt i diverse falset-registre – og samtidig bevæge sig så meget – er forestillingens store styrke; en styrke, der gør, at man overser den sparsomme indretning og den tomme orkestergrav.  Ben Bull lyssætter det enkelt, men følsomt.

Men det er kompagniet – og teatret – der er stjernerne her.  Fra den indledende, brusende entré gennem salen, hvor det mandlige ensemble indtager scenen og bjergtager os med deres vokale klarhed – hver eneste Gilbert-stavelse udtalt med sirlig præcision (tak til kapelmester Richard Baker, der effektivt akkompagnerer handlingen på klaver) – gennem den lige så flørtende optræden fra de affekterede ’damer’ (der udløser megen hjertelig latter hos et overvejende modent publikum), og via de kyndigt leverede musiknumre frem til den afsluttende, lidt afdæmpede konklusion, får vi her et overflødighedshorn af præcise detaljer, der vil begejstre enhver, som elsker en stor forestilling opført med gejst og stor omhu.

Tom Senior fremstår som en romantisk og robust Frederic, selvom Regan vælger at spille hans ‘O, is there not one maiden breast’ for grinene; et klogt træk, da Senior ikke har det heroiske overskud til at lade melodien svæve med alle de høje toner og det legato, den egentlig kræver: dog underminerer dette greb i sidste ende den sentimentale kraft i slutningen; ikke desto mindre er det en elskværdig præstation, hvor han får det meste ud af en flot, om end stadig ret ung vokal, og han ser absolut rigtig ud i rollen.  I kontrast hertil er der en sprudlende, nærmest forkromet glans over Alan Richardsons Mabel, der for det meste ubesværet svæver gennem den høje tessitura med en let og munter klang.  Imens er Leon Craigs dominerende Ruth herlig læsning.

David McKechnie som The Major Gerneral. Foto: Danny Kaan

Andetsteds er David McKechnies Generalmajor en lynhurtig mester i noget af G&S’ mest drilske tekst, og han vinder os med sit tilsyneladende ubesværede overskud over for udfordringerne.  Ligeledes overbeviser Oliver Saviles Pirate King, på trods af at han måske virker en tand for ung til rollen: men vi glemmer ofte, hvor unge sømænd plejede at være – ofte med karrierer lige så korte som deres liv.  Og en kvartet af kvinderoller – Lee Greenaways Connie, Dominic Harbisons Kate, Sam Kiplings Edith og Richard Russell Edwards’ Isabel – minder os om, at vi i virkeligheden ser en forestilling, der handler ligeså meget om det feminine som om noget andet.  Regan formår, til hendes ros, at undgå mange genre-faldgruber og giver dem en modernitet og værdighed, som ikke altid er til stede i konventionelle opsætninger af denne opera.  Og dertil kommer den mere markante komiske rolle som Samuel, ekspertmæssigt leveret af Michael Burgen.  Så der er mange gode ting at fejre her.

Ensemblet i All-Male Pirates of Penzance. Foto: Danny Kaan

Anden akt giver os Mark Akinfolarins Sergeant of Police, som han har det meget sjovt med – ligesom det evigt alsidige kor, der nu bliver til politibetjente.  Som altid får Gees vidunderligt charmerende og flydende koreografi dem til at skabe smukke formationer, mens de støtter ham med masser af vid og godt humør.  Det er et velkomment indslag efter pausen, for – som det rutinerede publikum kun er alt for bevidste om – findes det bedste gods hos G&S undertiden før pausen.  Med mindre at arbejde med her, spilder Regan ikke tiden og suser mod målstregen, hvilket efterlader os med blot et strejf af bittersød ærgrelse som krydderi til afslutningen på en ellers mindre medrivende akt.

Så tolv år efter premieren er forestillingen i forrygende form, dog med enkelte forbehold.  De gode ting er virkelig fremragende, og der er nok af dem til at retfærdiggøre et par timer af din tid.  Castet morer sig, og det vil du også gøre.