ANMELDELSE: Seven Brides For Seven Brothers, Regent's Park Open Air Theatre ✭✭✭

Seven Brides For Seven Brothers

Regent's Park Open Air Theatre

3. august 2015

3 stjerner

BESTIL BILLETTER NU

Udfordringen ved at adaptere en film til scenen er, at for at respektere teaterformatet, skal den sceniske oversættelse kunne stå på egne ben. Den kan ikke blot læne sig op ad sin berømte forgænger på det store lærred; den skal absolut have sin egen berettigelse. Det kan være en svær balancegang.

Det bliver især vanskeligt, hvis den film, som sceneversionen bygger på, ikke hvilede på plot og karakterer som sin raison d'être. Hvor film forlader sig på storslåede visuelle effekter, lader de sig sjældent oversætte godt til de skrå brædder. Det er en af grundene til, at vi aldrig har set en musical-udgave af SOS Poseidon.

Seven Brides For Seven Brothers var et gigantisk hit for MGM i 1954. Jovist, Howard Keel og Jane Powell spillede hovedrollerne, men det helt store trækplaster var ikke stjernerne – det var de spektakulære dansescener. Den mest berømte er den testosteronfyldte danse-duel/slagsmål mellem Pontipee-brødrene og byens mænd i forbindelse med rejsningen af en lade.

Når en sceneudgave af Seven Brides For Seven Brothers ikke kan trække på netop det højdepunkt, må den finde et nyt teatermæssigt sprog. Det kan indebære nye sange, nye plotlinjer, karakterer, dialog eller andre fokuspunkter. Det var delvist den vej, man valgte, da musicalen blev tilpasset Broadway i 1978, men det var ikke helt vellykket. At genopsætte den version i 2015 kræver en del mere, end det gjorde i 1978.

Dette er både Timothy Sheader, der har programsat forestillingen, og instruktør Rachel Kavanaugh bevidste om i 2015-sæsonen i Regent's Park Open Air Theatre. I programmet forklarer de:

"RK: Vi forsøger bestemt ikke bare at kopiere originalen på scenen. For det første kan vi ikke. Seven Brides var en film, før det blev en musical, og teater er et helt andet medie med helt andre regler. Men selv hvis vi kunne, er jeg ikke sikker på, vi ville. Man ønsker noget, der føles nyt og velkendt på samme tid.

TS: Det handler om at finde sandheden i disse musicals, hvilket ikke er det samme som at gøre dem realistiske eller naturalistiske. I det øjeblik man begynder at kopiere eller genskabe noget direkte, dør det som teater."

Peter McKintoshs begavede scenografi fokuserer på træ og natur og skaber en indbydende ramme for handlingen. Man føler sig hensat til den utæmmede amerikanske vildmark, og man kan næsten dufte høet og mærke suset fra økserne, der fælder træer og indhegner land. Det er en fremragende scenisk fremmaning af de steder, som i filmen blot var malede baggrunde. De rigtige træer og den rige natur i Regent's Park fungerer formidabelt som kulisse.

Alistair Davids koreografi er energisk, maskulin og ballet-agtig, og den udføres med stor præcision af det talentfulde ensemble. Det mest imponerende er, at selvom Pontipee-brødrene danser som en enhed, har hver især mulighed for at sætte deres eget præg på numrene. Trinene er måske synkroniserede, men attituden afspejler den enkelte brors særtræk. Caleb danser måske de samme trin som Daniel eller Gideon, men de tre går til opgaven på helt forskellige måder.

Selvom der er meget at beundre ved Davids koreografi, når den ikke helt de samme højder som Michael Kidds overlegne arbejde i filmen. Der mangler de imponerende akrobatiske og gymnastiske tricks. Desværre bliver den centrale laderejsnings-scene varslet, endda annonceret og påbegyndt, men den indtræffer aldrig rigtig. Laden bliver ikke rejst, og ingen anden storslået scene træder i dens sted. Det er en reel mangel i forsøget på at indfange det, der gjorde filmen så god.

Det virker hverken til at ligge uden for Davids evner eller det mandlige ensembles talenter at have skabt et centralt Shownummer, der effektivt kunne erstatte filmens berømte koreografi. Når alt kommer til alt, var det Kidds koreografi snarere end musikken eller manuskriptet, der gjorde filmen til en favorit. At dette udelades, er både overraskende og besynderligt. Resultatet er et større pres på manuskript og sangskat, som ingen af delene rigtig kan bære alene.

Historien er simpel. Syv brødre bor og arbejder i skoven uden kvindelig indblanding efter deres mors død. Den ældste, Adam, tager til byen og vinder den stærke Millys hjerte. Han fortæller hende ikke om sine brødre, og da hun møder den u vaskede og uopdragne flok, bliver hun forståeligt nok forfærdet. Men hun er en kvinde, der står ved sit ord, og hun går i gang med at tæmme brødrene – dog ikke Adam – så de kan begå sig i byen.

Efter at have fået styr på manererne, tager Milly familien med til byfest, hvor brødrene falder for hver sin pige. Gennem dans tager brødrene kampen op mod byens mænd i jagten på kvinderne. Det ender i slagsmål, og brødrene drager frustrerede hjem. Adam beslutter derefter, inspireret af romernes rov på sabinerinderne, at gutterne skal røve kvinderne med hjem. Det gør de så, og trods bortførelsen ender alt naturligvis lykkeligt.

Musikken er charmerende og venlig, men den mangler de helt store shownumre, der får publikum op af stolene. Melodierne er behagelige og lette at nynne med på, og de væver deres magi så godt de kan under Gareth Valentines kyndige ledelse. Valentines dansearrangementer er forrygende og giver god rygvind til koreografien.

Karaktererne er alle arketyper uden den store dybde. I filmen bar stjernernes personlighed disse endimensionelle roller. Her tilfører den altid driftssikre Laura Pitt-Pulford styrke, varme og eftertænksomhed til Milly – ærligt talt overgår hun Jane Powell med flere længder. Hendes Milly er helt troværdig, en realistisk modsætning af ord og handling, og en kvinde, der tør lade sig drive af sin lyst – til både Adam og livet.

Vokalt er Pitt-Pulford en drøm. Hendes rene, gyldne stemme mestrer musikken, og hendes levering er sanselig og helhjertet. Hendes præstation i "One Day", "Goin' Courtin'" og "Love Never Goes Away" er fremragende; hun får mere ud af sangene, end man med rimelighed kunne forvente. Selvom der er lidt knas med accenten (Milly lyder indimellem uforklarligt irsk), er det en overbevisende og flot hovedrolle.

Pitt-Pulfords succes sætter dog barren højt, og desværre når Alex Gaumonds Adam ikke helt de samme højder. Rent fysisk passer han godt til rollen, men han har svært ved at skjule sin moderne storby-sensibilitet nok til, at den slagsmålsglade, patriarkalske og karismatiske vildmand træder frem. Han virker overraskende tilbageholdende med charmen, hvilket gør det lidt uklart, hvad Milly egentlig ser i ham.

Nutildags er den rige, rungende baryton, som den oprindelige komponist havde i tankerne til sange som “Bless Your Beautiful Hide”, ikke i vælten og høres sjældent. Gaumond har en fremragende moderne stemme – lys og klar; den type stemme, der er de rigueur i roller som Marius, Raoul eller Chris fra Miss Saigon. Selvom han synger hver tone perfekt, mangler der tyngde og farve i hans klang, som ville have fået musikken til at ræsonnere, som det var tænkt. Han har brug for lidt mere glimt i øjet og lidt mere ”whisky” i stemmen for for alvor at gøre Adam levende.

Over en bred kam spilles Pontipee-brødrene godt, selvom noget af det ”uapede” skuespil før Millys ankomst blev lidt for karikeret. Sam O’Rourke stråler som den yngste bror, Gideon, og rammer balancen mellem kluntethed og optimisme perfekt. Leon Cookes Daniel er herligt flabet, og Adam Rhys-Charles har det sjovt som Frank. De synger alle godt og overbeviser som de forelskede bejlere. Nummeret “Lonesome Polecat” er en fornøjelse, ligesom “We Gotta Make It Through The Winter”. De seks skuespillere gør det hele let og underholdende med fremragende dans, der fjerner fokus fra den lidt tvivlsomme kønspolitik. Sammen med Gaumond fungerer de syv glimrende som brødre.

Bethany Huckle (Alice) og Charlene Ford (Dorcas) får det bedste ud af deres lettere fjollede karakterer og er oprigtigt engagerende. Der er også fint arbejde fra Eammon Cox, Jacob Fisher og Peter Nash som rivalerne. Hele ensemblet arbejder hårdt og harmonisk, og tidsånden fanges flot.

Dette er let sommerunderholdning, behageligt og vindende. Kavanaugh sikrer et skarpt tempo, og McKintoshs kostumer er farverige og kønne. Med en lidt mere modig satsning på den centrale koreografi og akrobatik, kunne det have været noget helt ekstraordinært.

Fotos: Helen Maybanks

Seven Brides For Seven Brothers spiller indtil den 29. august 2015