ANMELDELSE: The Sound Of Music, Regent's Park Open Air Theatre ✭✭✭✭

The Sound of Music

Regent’s Park Open Air Theatre

10. august 2013

Jeg har set The Sound of Music bogstaveligt talt hundrevis af gange, skrevet speciale om den på universitetet, ejer et absurd antal studieoptagelser, spillede Onkel Max for nogle år siden og har selvfølgelig været på den obligatoriske pilgrimsrejse til Salzburg for at se filmens lokationer og klosteret. Det er en musical uden overraskelser.

Eller det var i hvert fald det, man troede, før man så Rachel Kavanaughs forbløffende og fuldkommen magiske opsætning i Regent's Open Air Theatre.

Uanset hvad man tidligere måtte have tænkt om The Sound of Music, så formår Kavanaugh her – med et fænomenalt cast – at genopfinde værket og give det en ægthed, ærlighed og friskhed, som er en rendyrket fryd.

Hun får kyndig hjælp af Peter McIntoshs vidunderlige scenografi (da der kun er én fast dekoration, glider sceneskiftene hurtigere, og handlingen suser afsted) og Alistair Davids virkelig forrygende koreografi (hvad han får ud af 'Do-Re-Mi' og 'Lonely Goatherd' er intet mindre end medrivende).

Men præstationerne... de vil blive siddende i kroppen længe efter.

Som Maria er Charlotte Wakefield en åbenbaring; med en klokkeren stemme, frisk og smuk, men samtidig mild og uselvisk. Man tror fuldt og fast på hendes ønske om at blive nonne, og man forstår til fulde hendes indre kamp, da hun begynder at falde for kaptajnen. Hendes kærlighed til børnene formidles overbevisende og med stor detaljerigdom og nuance. Her er intet kunstigt; hun er rent talent og et strålende hjerte. Hun får i den grad sendt minderne om Julie Andrews på pension.

Som hendes modstykke gør Michael Xavier Kaptajn von Trapp fængslende, maskulin og utroligt charmerende. Scenen, hvor hans børn uventet synger for ham, er næsten ubærlig at se på, fordi han viser den smerte og sorg, kaptajnen har båret på siden hustruens død, så ærligt og klart. Det foregår med en realisme, der er ekstraordinær, og man ser muren falde, efterhånden som musikkens magi og børnenes kærlighed trænger igennem hans lukkede facade. Man ser ham forelske sig i Maria, og det glædelige øjeblik, hvor man indser, de er skabt for hinanden – som involverer en voldgrav – er en genistreg af detaljer. Hans statur og fremtoning markerer ham tydeligt som en stolt søofficer, en dedikeret patriot og en forælder, der har mistet fodfæstet.

Sammen skaber denne Maria og denne Kaptajn ægte teatermagi.

De syv børn er vidunderligt portrætteret og fremstår heldigvis som en sammentømret søskendeflok. Hver og en var perfekt, men der var noget helt særligt over Ava Merson-O'Brien (Brigitta), Oliver Breedon (Kurt) og Gemma Fray (Gretel). Nonnerne leverer herlige harmonier, og trioen bestående af Helen Walsh, Chloe Taylor og Nadine Cox er særligt gode.

Desværre er Helen Hobson ikke helt på højde med de vokale krav i 'Climb Every Mountain', hvilket er en skam, da hun tilfører rollen masser af varme og overbevisning. Caroline Keiff er en lækker og ret unik Baronesse Schrader; hun formår at gøre hende til et troværdigt match for kaptajnen frem for den syrlige hveps, hun så ofte bliver reduceret til. Hun gør det fremragende sammen med Max (Michael Matus), og de to "ukendte" sange, 'How Can Love Survive?' og 'No Way To Stop It', er nogle af forestillingens absolutte højdepunkter.

Rolf (Joshua Tonks) er en anelse for vag og for selvbevidst i sin dans til at være en total succes, men Stuart Matthew Price (Franz), Gemma Page (Frau Schmidt) og Tim Frances (Zeller) er alle helt eminente.

Orkestret under ledelse af Stephen Ridley lyder guddommeligt, og tempoet er perfekt. Dette er en af de teateraftener, hvor tårer af ren og skær glæde hører til dagligdagen, og følelsen af lykkerus ved finalen er total.

Den får sjælen til at lette. Det er præcis sådan her, en smuk genopsætning af en klassisk musical skal skæres.

Genialt!