ANMELDELSE: Spamilton, Menier Chocolate Factory ✭✭✭

Sophie Adnitt anmelder Spamilton – en amerikansk parodi, som netop nu spiller på Menier Chocolate Factory.

Liam Tamne og holdet bag Spamilton. Foto: Johan Persson Spamilton Menier Chocolate Factory

Tre stjerner

Bestil nu

Gerard Alessandrini er bedst kendt som manden bag Forbidden Broadway, den ultimative parodi-revue, der har taget tykt fis på samtlige Broadway-hits siden 1980'erne. Det var derfor kun et spørgsmål om tid, før han kastede sig over det gigantiske fænomen Hamilton.

Indrømmet, Jest End kom dem lidt forkøbet (i hvert fald her i London) med deres 2016-nummer Any Chance to Ham It Up, men Spamilton stikker knap så dybt, om end det er tæt på. Hvor Jest End kogte deres bedste Hamilton-jokes ned til én sang, trækker Spamilton sit koncept ud over 85 temmelig forvirrende minutter.

Julie Yammanee og holdet bag Spamilton. Foto: Johan Persson

Morgan Larges scenedesign formår på snedig vis at skalere originalens trækonstruktioner og reb ned til noget langt mere kompakt. Vi møder et unavngivet cast klædt i Hamiltons ikoniske cremefarvede kostumer, der skifter mellem rollerne i et imponerende tempo, samt Liam Tamne som Hamilton-skaberen Lin-Manuel Miranda. Med hestehale og fipskæg er ligheden slående, især når Tamne rammer Mirandas karakteristiske entusiasme. Tamne er på scenen det meste af aftenen og virker til at have uudtømmelig energi, mens han kaster sig gennem sang efter sang uden mindste tegn på træthed.

Sophie-Louise Dann i Spamilton. Foto: Simon Annand

Hvad der følger efter denne introduktion, er en nådesløs salve af materiale, der knap giver tid til at trække vejret. Men selvom forestillingen markedsføres som en Hamilton-spoof, er der masser af drillerier rettet mod andre musicals. Fra Book of Mormon til Løvernes Konge – selv i et show, der ikke handler om dem, er ingen fredet.

Eddie Elliot er fremragende, om end underudnyttet, som en Leslie Odom Jnr/Aaron Burr-figur, og Julie Yammanee stortrives under presset fra at spille næsten alle de kvindelige roller i showet (hendes Barbra Streisand fik mig til at knække sammen af grin). Sophie-Louise Dann er hylende morsom som en række musical-divaer (hendes Elaine Paige er intet mindre end spot on), men hendes overordnede formål i forestillingen forbliver lidt af en gåde.

Damian Humbley i Spamilton. Foto: Simon Annand

Damian Humbley er også strålende som Kong George III, på trods af den mærkværdige præmis om, at Kong George skulle være hadet af fansene. Realiteten er, at han på begge sider af Atlanten rutinemæssigt modtager aftenens største bifald. Hvis showet er målrettet Hamilton-fans, er publikum formentlig udmærket klar over dette.

Der er en næsten pinlig mængde materiale om den oprindelige Broadway-stjerne Daveed Diggs, og det er ikke alt sammen lige flatterende – eller sjovt. Pointen er dog, at mange britiske Hamilton-fans slet ikke ved, hvem Diggs er, eller hvorfor det skal forestille at være morsomt. De oprindelige Schuyler-søstre får også en hilsen; "Renee Elise, Jasmine, Philippa, work!" Igen, dette preller af på mange, der ikke har kendskab til Broadway-besætningen. Spamilton kan ikke helt beslutte sig for, hvor niche det vil være, og heller ikke hvor grov tonen skal være. De fleste jokes er kærlige i deres spot, mens enkelte grænser til det decideret ukærlige.

Liam Tamne og Jason Denton i Spamilton. Foto: Simon Annand

Men når joken rammer plet, er det virkelig, virkelig morsomt. En parodi på Sondheim (Another Hundred Syllables) er genialt udført, og showets ubestridte højdepunkt er den geniale The Film When it Happens, hvor Odom-karakteren begræder, hvordan han vil blive vraget til fordel for en kendis-casting i filmudgaven. Der er masser af godt materiale her til en solid samling sketches, men ikke nok til et helt show. Efter en time begynder det at blive udmattende. I programmet forklarer Alessandrini, at han mente, en Hamilton-spoof krævede et fuldt show og ikke blot en enkelt Forbidden Broadway-sang. Her må jeg erklære mig respektfuldt uenig.

Der er flygtige referencer til Mirandas sideprojekter og tv-optrædener, som forsvinder i mængden, samt et tidsrejse-plot, der dukker op af og til, men som heller ikke tjener det store formål. En Meghan Markle-joke, indsat specielt til den britiske version, virker desværre lidt kluntet, mens Cameron Mackintosh – som ellers er et oplagt mål – mærkværdigvis slipper helt udenom. Og mon ikke der er masser af parodisk guld at hente i et britisk publikum, der jubler, når amerikanerne vinder deres uafhængighed?

Musical-nørder og teater-elskere vil finde masser at grine af her, men den jævne fan af det originale show vil formentlig gå derfra noget forvirret. Og når ens bedste jokes er dem, der intet har med kildematerialet at gøre, er det sjældent et lovende tegn. Men trods den forvirrede opbygning har Spamilton sin rimelige andel af perler, skarpe observationer og kloge rim til dem, der ved besked. For de dedikerede Hamil-fans er det absolut et kig værd.

BESTIL BILLETTER TIL SPAMILTON HER