ANMELDELSE: Strike Up The Band, Upstairs At The Gatehouse ✭✭

Julian Eaves anmelder George og Ira Gershwins musical Strike Up The Band på Upstairs At The Gatehouse.

Ensemblet i Strike Up The Band. Foto: Andreas Lambis Strike Up The Band

Upstairs at the Gatehouse

8. marts 2019

2 stjerner

Bestil billet

Sjældenheder bliver ikke meget sjældnere end dette: Efter næsten et århundrede får London endelig en professionel opsætning af George og Ira Gershwins musikalske komedie fra 1927, med et satirisk og antikrigsfunderet manuskript af George S. Kaufman, der handler om en meningsløs konflikt mellem USA og Schweiz udløst af det kontroversielle emne... ost.  Forestillingen blev genoplivet i midten af 90'erne på Goodspeed Theatre i Connecticut og har siden været opført som koncertversion i USA, men manuskriptet rammer stadig plet med sine bidske og relevante stikpiller til amerikansk krigsførelse i udlandet og neofascisme derhjemme (som vi i den grad genkender nu i Trump-æraen). Kaufmans originale værk påpeger med barsk klarhed, at intet ser ud til at have ændret sig efter alle disse år.

Foto: Andreas Lambert

Hvis det lyder som en tung omgang sennep til Georges muntre melodier og Iras snørklede rim, så har du ret.  Forestillingen svinger uforudsigeligt mellem toner og stilarter i forsøget på at navigere i den hidsige og ustabile cocktail.  Det ene øjeblik har vi et korensemble i Gilbert-stil, hvor melodierne stables oven på hinanden for at skabe en følelse af social skala.  Derefter får vi en typisk vaudeville-rutine for et par skuespillere, fyldt med vittigheder og gøgl.  Og så ræser vi ind i benhård socialkritik af den slags, Elmer Rice eller Clifford Odets kunne have skrevet.  Der er mange tidspunkter, hvor man ikke ved, om man skal le eller græde, og det gør ikke arbejdet let for hverken det kreative hold eller de medvirkende.

Instruktør Mark Giesser har bestemt erfaring med materiale som dette, men selv han virker rådvild over for, hvordan man forener de uensartede og modstridende elementer i dette mærkværdige bæst. Det samme gør koreograf Orley Quick, hvis baggrund ikke virker til at have forberedt hende på, hvad man stiller op med så stilmæssigt præcist materiale.  Hertil kommer, at det meste af castet har begrænset erfaring med netop denne type komedie, og makkerparret (hvis de overhovedet har arbejdet som ét) bestående af instruktør og koreograf har kun begrænset held med at få forestillingen til at fungere på scenen.  Desuden formår instruktionen ofte ikke at tilbyde andet end skuespillere på række, der leverer deres replikker, mens vi venter på at finde ud af, hvad der nu skal ske.  Med et så udfordrende emne bliver følelsen af, at der mangler en overordnet, overbevisende nerve, overvældende.  Lagt oveni virker budgettet til scenografi sørgeligt utilstrækkeligt, hvor Camille Etcharts tyndslidte kulisser ser triste og forsømte ud, selv i de ellers hyggelige rammer ovenpå pubben The Gatehouse i Highgate.  Julia Scrimieris kostumer klarer den bedre, men de fremhæver blot forestillingens præg af 'skolekomedie'.  Will Leightons lysdesign kunne muligvis have hjulpet med at udvide forestillingens univers, men det vælger aldrig at gøre andet end det mest forventelige.  Hele herligheden får karakter af en 'skitse-opførelse'.  Hvis man kan mave det, kan man måske finde glæde i det.

Foto: Andreas Lambis

Et område, hvor der dog er blevet brugt penge – og sandsynligvis for mange – er på orkestret.  Bobby Goulder har et pænt stort pit-orkester, og instruktøren har besluttet at få mest muligt ud af denne ressource ved at placere dem midt på bagscenen.  Dette gør dem i stand til at overdøve alt, hvad de medvirkende synger foran dem (Harry Emersons lyddesign giver dem knap nok nogen støtte), og orkestreringen – en fascinerende blanding af de originale 1927-stemmer og Goulders egne tilføjelser – lader dem gøre dette gang på gang.  Sangerne tvinges til at presse deres ofte unge og stadig umodne stemmer gennem det lange og larmende partitur.  Man mærker en lettelse i de store kornumre (som er fremragende, da musikken er fyldt med skønne Gershwin-perler), men man føler virkelig deres kamp i stort set alle andre numre.  Det hjælper heller ikke, at forestillingens spilletid annonceres som 1 time og 50 minutter inklusive pause, når den i virkeligheden varer næsten en time længere: Noget man bør have in mente, når man planlægger sine toiletbesøg!

Så hvordan klarer castet sig midt i disse opadgående udfordringer?  Jeg er ret sikker på, at de valg, de har truffet, alle er godkendt af instruktøren.  Richard Emerson leverer en ret ensidig karaktertegning af den amerikanske ostekonge, Horace J. Fletcher, som hurtigt bliver kedelig og derefter gradvist irriterende.  Beth Burrows er nok den, der slipper bedst fra det i rollen som den agro-industrielle datters, Joan Fletcher, som har mest dramatiske substans, men også hun må svinge vildt mellem modsatrettede sindstilstande.  Paul Biggin, som den anden del af kærlighedshistorien, Jim Townsend, gør et ihærdigt forsøg på at samle de modstridende sider i sin rolle, men det er en umulig opgave, især når han skal spille en svag og ydmyget karakter, som er svær at holde af.  Pippa Winslow er en af de mere erfarne kræfter på scenen, men giver indtryk af altid at følge instruktørens mindste vink frem for at gøre komedien til sin egen (hvilket jeg er sikker på, hun sagtens kunne).  Som soubretten Anne Draper er Charlotte Christensen munter og livlig, og jeg er sikker på, hun ville være endnu mere appellerende, hvis vi kunne høre mere af det, hun synger.  Over for hende gør Adam Scott Pringle det, en ung helt skal gøre, men han bliver desværre også udmattet af at kæmpe mod orkestret.  De mere rutinerede kræfter, Robert Finlayson (som den kommanderende oberst Holmes) og Nicholas McBride (som C. Edgar Sloane), er lige så hæmmede som alle andre, ligesom Sammy Grahams charmerende kluntede Bob.

Foto: Andreas Lambis

Men som den eneste i hele flokken er det David Francis i rollen som George Spelvin, der virkelig har fanget komediens særlige og skæve væsen: Hans mestring af de mange forskellige personaer og gennemgående jokes er sikker og elegant; han er også heldig, at manuskriptet aldrig kræver, at han skal skifte lynhurtigt mellem to modsætninger – et heldigt tilfælde – og han skal heller ikke synge ret meget.  Hvor heldigt!  Når han er på scenen, kan man derfor læne sig tilbage og nyde forestillingen og tænke over, hvad det kunne have været med et bedre manuskript, instruktør, scenograf, kapelmester, koreograf og så videre.  Det er bare ærgerligt for resten af holdet, som uden egen skyld har en konstant kamp på deres hænder.

Så er det turen værd?  For folk, der absolut vil udfylde hullerne i deres encyklopædiske viden om musicals, så er det – alt i alt – værd at se.  Hvis du bare leder efter en sjov aften i byen, vil du nok føle, at det ikke helt lever op til forventningerne.  Upstairs at the Gatehouse, især med produktioner fra deres eget kompagni Ovation (som dette bestemt IKKE er en del af), har et fantastisk rygte for at bringe kvalitetsproduktioner i lille skala til et interesseret og velinformeret publikum.  Dette er dog nok en forestilling, de helst vil glemme.

BESTIL BILLETTER TIL STRIKE UP THE BAND