ANMELDELSE: The Absolute Brightness of Leonard Pelkey, Westside Theatre ✭✭✭✭

James Lecesne i The Absolute Brightness of Leonard Pelkey Foto: Matthew Murphy The Absolute Brightness of Leonard Pelkey

Westside Theatre Downstairs

4. oktober 2015

4 stjerner

Bestil billetter

Nogle gange støder man på teateroplevelser, der er lige så gribende, som de er inspirerende – oplevelser, der får en til at genoverveje, hvad "teater" egentlig kan og bør være. Man forventer ikke nødvendigvis den slags på de små teatre, der ligger gemt væk fra Broadways veltramppede hovedstrøg. Men The Absolute Brightness Of Leonard Pelkey, som lige nu spiller på Westside Theatre Downstairs, er præcis sådan en oplevelse.

En monolog om mordet på en uheldig, men evigt livsglad, homoseksuel teenager og de bysbørn, der kendte, elskede, ignorerede, hadede eller bekymrede sig om ham, lyder måske ikke som materiale, der kan overraske eller begejstre – og dog gør det netop det. Instrueret med en forbløffende klarhed og præcision af Tony Speciale og fremført med knivskarp indsigt og humor af dramatikeren selv, James Lecesne, er stykket et karakterstudie i stil med Harper Lees værker. Det afdækker langsomt men uundgåeligt sprækkerne i et samfund, der tillader, at et barn møder døden blot for at turde være sig selv.

Lecesne ejer en vindende charme og en bundsolid teknik, så hans præsentation af et væld af småby-typer er fuldstændig fængslende og subtilt formanende. Man mister aldrig orienteringen over, hvilken karakter der taler. Han fortæller historien på en dragende måde, hvor han aldrig nedtoner den underliggende grusomhed, men samtidig – og mere retfærdigt end man kunne forvente – viser menneskeligheden og humoren i de øvrige karakterers perspektiver.

Det er begavet gjort. Det onde er tydeligt markeret som ondt, det gode som godt. Men lige så tydeligt fremstår det tvetydige og det usikre. Humor og forståelse er de værktøjer, Lecesne bruger til at skitsere sit panorama, og det er et dybt fængslende syn.

Den myrdede Leonard beskrives af sin dramalærer, en smule hånligt, som en ung mand med en uovertruffen evne til at udtrykke sig gennem "jazz hands". En af byens kvinder mindes vemodigt, hvordan hun bad Leonard om at "skrue lidt ned" og sagde: "Neglelakken, mascaraen – måske ikke så meget af det. Han påstod, at han bare var sig selv. Det er jo fint nok, men behøver du at være SÅ meget dig selv? Han svarede, at hvis han holdt op med at være sig selv, så ville terroristerne vinde. Hvordan argumenterer man mod sådan en knægt?"

Præcis. Og endnu vigtigere: Hvorfor skulle man overhovedet gøre det?

Lecesnes stykke tackler ikke spørgsmålet direkte, men angriber det fra flanken. Ved at vise de mange forskellige reaktioner på Leonards død, maler Lecesne et billede af en helt almindelig by, hvor konformitet – uanset hvor subtilt det udtrykkes – vægtes højere end individualitet. Det handler ikke så meget om en specifik person, som det handler om en mentalitet, der findes alle vegne.

Publikum inviteres til at overveje, om det er den rette vej at gå, alt imens de ler hjerteligt af sagens opklaring, som anføres af den flittige og stædige hovedperson – en råbarket politimand – og de excentriske lokale, han må håndtere.

Ved stykkets slutning er kun to ting sikre: motivet bag mordet på Leonard forbliver uklart og bliver det formentlig altid, og den stædige, Shakespeare-citerende betjent har lagt sit skilt. Sagen har betydet afslutningen på ét liv og én karriere, selvom betjenten nu har fundet en ny vej som tagdækker og er lykkeligt gift med den frisør, der i sin tid anmeldte Leonards forsvinden.

Livet går videre.

Men den farverige Leonard har sat sit præg på alle, han mødte. Nogle reagerer forskelligt på tabet; alle husker det. Leonards lys er dæmpet af døden, men det lever definitivt videre.

James Lecesne i The Absolute Brightness of Leonard Pelkey Foto: Matthew Murphy

I programmet bemærker Lecesne, at folk ofte spørger ham, om historien er sand. Det er den ikke, men publikum tror det. Det afslører desværre præcis, hvorfor stykket er nødvendigt: dets budskab om tolerance og forståelse har stadig lang vej igen, selv i et land hvor ytringsfriheden er selve fundamentet. Den enkle sandhed er, at der er mere opbakning til retten til at bære våben end til en 14-årig drengs ret til at bære mascara og neglelak. Og det gælder ikke kun i USA.

Lecesnes eminente præstation hjælper budskabet helt i mål. Med kun få rekvisitter og en minimal scenografi vækker han en by fuld af farverige karakterer til live – men ingen er så farverig, eller så vigtig, som Leonard.

David Babani overværede forestillingen – så måske er en overførsel til Chocolate Menier i London på vej? Vi kan kun håbe på samme held herhjemme.