ANMELDELSE: The American Clock, The Old Vic ✭✭✭

Paul T Davies anmelder Arthur Millers The American Clock, som nu spiller på Old Vic Theatre i London

Ensemblet i The American Clock. Foto: Manuel Harlan The American Clock

The Old Vic.

14. februar 2019

3 Stjerner

Bestil billetter Muligheden for at opleve to af Arthur Millers mindre opførte stykker på blot to dage understreger den varige effekt, 1930'ernes depression havde på ham og hans forfatterskab. Med karakteren Moe, der repræsenterer Millers far, er der masser af selvbiografisk materiale i The American Clock. Men mens The Price, som i øjeblikket spiller på Wyndhams, er mere lineær og traditionel i sin opbygning, er The American Clock fra 1980 mere episodisk og fragmenteret og dækker over de omkring ti år, depressionen varede.

Ensembleet i The American Clock. Foto: Manuel Harlan

Stykket lanceres som en vaudeville, og det er netop denne produktions styrke. Instruktør Rachel Chavkin, der følger op på sin succes på National Theatre med Hadestown, binder scenerne flot sammen med musik og fremragende koreografi af Ann Yee, hvor livemusikken og sangen er en fornøjelse hele vejen igennem. Men de belyser også, hvorfor dette stykke sjældent bliver sat op – det er simpelthen ikke særlig godt. Det falder aldrig rigtig i hak; nogle scener fungerer bedre end andre, og Millers antikapitalisme er så markant, at det sine steder bliver til en forelæsning for publikum. Centralt i teksten står familien Baum, som i takt med at depressionen bider sig fast, må sælge alt for at overleve, indtil deres elskede klaver til sidst bliver taget fra dem. Chavkin vælger dog at fordele hvert medlem af familien Baum på tre forskellige skuespillere, og selvom det giver en følelse af noget universelt, udvander det vores tilknytning til familien, distancerer os og mudrer billedet en smule. De er bestemt ikke familien Loman.

Golda Rosheuvel og ensemblet i The American Clock. Foto: Manuel Harlan

Heldigvis er der tale om et stærkt ensemble. I rollen som fortælleren Robertson tilfører Clarke Peters elegance og ro, og han guider os sikkert gennem begivenhederne, selvom han er tynget af store mængder forklarende tekst. Der er flot spil fra Francesca Mills i diverse roller, Golda Rosheuvel, der synger fantastisk, og Ewan Wardrop som en steppende chef for General Electricity. Der er nogle fremragende set-pieces, især dansemaratonerne, som bliver mere og mere brutale som depressionen skrider frem, og skiltene, der markerer årstallet, bliver gradvist mere faldefærdige og hjemmelavede i takt med at fattigdommen stiger.

Ewan Wardrop og ensemblet i The American Clock. Foto: Manuel Harlan

Mærkeligt nok minder den episodiske struktur mig en del om Brechts Frygt og elendighed i det Tredje Rige, selvom vi her naturligvis griber tingene an fra den stik modsatte vinkel. Men begge stykker viser den ødelæggende effekt af politiske beslutninger og omstændigheder på almindelige borgere, og som et spejl af amerikansk historie er The American Clock en interessant oplevelse. Rent dramatisk begynder det dog at føles tungt i anden akt og snegler sig mod slutningen. Hvis man beundrer Miller, er det værd at se et af hans mindre kendte værker, og der er meget at nyde i denne gode ensemble-præstation.

BESTIL BILLETTER TIL THE AMERICAN CLOCK