ANMELDELSE: The Boatswain's Mate, Arcola Theatre ✭✭✭✭

Tim Hochstrasser anmelder Ethel Smyths komiske opera The Boatswain's Mate, præsenteret som en del af Grimeborn på Arcola Theatre, London.

Shaun Aquilina og John Upperton i The Boatswain's Mate. Foto: Lidia Crisafulli The Boatswain’s Mate

Grimeborn på Arcola Theatre

10. august 2022

4 stjerner

Grimeborns hjemmeside Denne opsætning af Ethel Smyths komiske opera, The Boatswain’s Mate, blev første gang vist på Grimeborn for fire år siden og gør nu et kærkomment comeback i et år, hvor der har været stor fokus på Smyth som operakomponist – faktisk den første kvinde nogensinde, der fik opført en opera på The Met i New York. Dette enakters værk fra 1914 er skrevet ud fra et bevidst feministisk perspektiv, men bærer sine politiske undertoner let. Mens ouverturen citerer melodien fra den berømte march, Smyth skrev til suffragette-bevægelsen, er værkets primære drivkraft underholdning frem for ideologi. Og faktisk får de mandlige karakterer, hvor tvivlsomme de end måtte være, en fair mulighed for også at forklare deres sag.

Philippe Durrant, Robert Winslade Anderson og Beca Davies. Foto: Lidia Crisafulli

Handlingen kredser om den pensionerede sømand Harry Benns rænkespil – han er titlens bådsmand – som har kig på sin værtinde, den unge enke Mrs Waters. Han overtaler Ned Travers, en ung forhenværende soldat på spanden, til at udgive sig for at være indbrudstyv, så Harry derefter kan foretage en redningsaktion og dermed vinde Mrs Waters’ gunst. Det går dog grueligt galt. Mrs Waters er mere end i stand til at håndtere et våben, og efter at have trængt Travers op i en krog, får hun ham til at tilstå. Sammen narrer de Benn ved at lade som om, hun har skudt indbrudstyven. Efter politiets indgriben begynder Mrs Waters og Travers at udforske de romantiske muligheder.

Beca Davies og Josephine Goddard. Foto: Lidia Crisafulli Musikalsk set er dette et charmerende eklektisk værk. Brahms og Wagner skinner igennem som inspirationskilder, ligesom i Smyths øvrige værker, med særdeles velkomponerede instrumentale passager og arier, der er både lidenskabelige og komplekse for stemmerne. Men dette lettes af inddragelsen af ballademateriale med iørefaldende melodier. Vi hører det i denne produktion i et arrangement for klavertrio, som fungerer glimrende i Arcolas Studio 1: en fyldig og præcis klang fra blot tre instrumenter, uden at man ofrer for meget af den tætte orkestrale tekstur. John Warner leder fra klaveret og holder tempoet højt, i fuld synkronisering med den rappe handling iscenesat af instruktør Cecilia Stinton. Historien er befriet for det edwardianske korset ved at flytte den til kroningsåret 1953 i Margate, nænsomt introduceret af lidt strandleg fra ensemblet under ouverturen.

Sangerne er velafbalancerede og helt med på stykkets præmis. John Upperton dominerer som Harry Benn de tidlige scener med sin snedige, falske gemytlighed, som opvejes af den naturlige charme fra Shaun Aquilina i rollen som Travers – en flot fyr med blik for en god mulighed. Men det bliver hurtigt Mrs Waters' opera, da Josephine Goddards energiske og målbevidste udstråling overtager handlingen og begynder at dominere numrene. Det er ikke nogen let rolle, men Goddard mestrer den med overskud og humor, alt imens hun har masser af skuespil og sceneskift undervejs. Der er frisk, intelligent og veltalende støtte fra Beca Davies som en walisisk tjenestepige og Robert Winslade Anderson som en forvirret politibetjent.

Spectra Ensemble fortjener stor ros for at tro på dette stykke, genopfinde det uden at ændre på den følelsesmæssige kerne, og finde den rette tone til at fremføre en seriøs feministisk pointe, mens det hele pyntes med masser af humor og hændelser. Endnu et eksempel på det, Grimeborn gør så godt – at tage et ukendt og overset repertoire og finde måder at åbne det op for et nyt publikum på. Dette publikum var bestemt meget begejstret for deres talenter og indsats.