ANMELDELSE: The Crumple Zone, Clapham Omnibus ✭✭✭✭

The Crumple Zone

Omnibus, Clapham Common

Tirsdag d. 19. december

4 Stjerner

Pleasance Theatre fra 27. - 29. dec

Her er noget helt nyt: seksten år efter succesen Off-Broadway lander en sprudlende homoseksuel sædekomedie i London. Den ankommer med triumf, i øvrigt uden ret meget festivitas til at markere sin britiske premiere. Men Buddy Thomas' stykke for fem personer, der udspiller sig i en fælleslejlighed på Staten Island, rammer plet med timingen: det foregår juleaften og byder på både en ægte julemand, et juletræ med lys, masser af glimmer, julekort og indpakkede gaver. Derudover rummer det rigeligt med rædselsvækkende personlighedskonflikter, skænderier, druk, upassende romantiske forviklinger, hjælpeløse afsløringer, slagsmål, bebrejdelser, tårer og dårlig samvittighed til at fylde selv den største julesok. Faktisk er det klinisk bevist, at det er bedre at grine af andres juleulykker end at lide i stilhed selv, så forestillingen kan med rette kaldes en form for nyttig 'gruppeterapi' – særligt aktuelt her i sæsonen for tvungen munterhed og obligatorisk hygge.

Richard Lambert, manden bag tusindvis af lysdesigns, er den impresario, vi kan takke for at have opsporet Mr. Thomas og fragtet hans værk over Atlanten til det britiske teaterpublikum. Thomas er en anerkendt forfatter i USA, og hans værker er opført over hele verden (selv på det sted, vi kun hvisker om nu... Europa). Hvorfor han hidtil har været fraværende på de britiske teaterplakater, kan man kun undre sig over. Heldigvis har Lambert opdaget ham og satset på en flot produktion af denne begavede underholdning.

Vi befinder os i en lejelejlighed hos Buck (den underskønne Jack Armstrong – og det er hans rigtige navn, ikke noget fra en gammel roman) og Terry (den skarpe og sarkastiske 'queen' af oneliners, Samuel Tucker). Scenen er sat til drama: Bucks elskede, Alex (den ranglede Kit Lloyd, der leder tankerne hen på en ung Jimmy Stewart), er flyttet ind hos dem, mens hans daværende hjerteven Matt (flotte, men intense Tim Jennings) er væk et år som en del af turnéholdet på musical-udgaven af 'Salem's Lot' (som – så vidt vi ved – stadig er på landevejen). Ind i denne ligning dumper Roger (den ærke-heteroseksuelle Myles Rogerson... ja, helt seriøst), som Terry har samlet op på Staten Island-færgen. Stemningen er i forvejen anspændt, indtil – surprise! – Matt udnytter et ophold i Idaho til at suse tilbage til Hudson-floden for at bygge bro til Alex. Resultatet bliver dog i stedet en total nedsmeltning af hele den vakkelvorne husfred.

Dette kulørte materiale er formet som en sofistikeret tre-akters komedie (hver akt elegant inddelt i tre scener), der udnytter alle sine elementer fuldt ud (inklusiv en scenografi med ikke færre end fire døre – fem, hvis man tæller vinduet med). Samtidig lægges der magiske replikker i munden på de helt almindelige karakterer. Replikkvaliteten gnistrer, og fortællingen forfører. Alligevel føles den smarte dialog aldrig som noget, der ikke hører hjemme her og nu, og vi tror fuldt og fast på, at disse karakterer taler sådan døgnet rundt. At det unge cast yder historiens vid og menneskelighed fuld retfærdighed, er en triumf, der i høj grad kan tilskrives instruktøren Robert McWhir. Han får sine unge kræfter til at spille sofistikeret komedie med en selvtillid og elegance, man sjældent ser hos folk, der er nye i faget (dramaskoler, læg mærke til dette). Hvad angår indholdet, er der kun et kort glimt af nøgenhed, lidt bandeord, et par kys og et par smagfulde Bruce Weber-fotografier, så vildere er det heller ikke. Resten af charmen ligger i den knivskarpe dialog. Helt ærligt, her er intet, der ville virke malplaceret på Theatre Royal Windsor.

Ja, budgettet er beskedent, og prøveperioden har været begrænset til blot en uge, så produktionen har en vis rå 'Rep'-stemning over sig. Ikke desto mindre bruger Lambert hver en krone fornuftigt, og som 'Technical Designer' leverer han en flot iscenesættelse og lyssætning. Efter at have set forestillingen to gange – først tirsdag og derefter to dage senere – bekræftede det andet kig kun min begejstring, og jeg opfordrer jer til ikke at gå glip af den. Tag afsted, og tag vennerne med; de vil takke jer for det. De heldige af os har allerede set dette fantastiske stykke i Clapham: i næste uge underholder det masserne på The Pleasance i Islington. Sørg for at se det! Dine endorfiner vil takke dig. Hvad angår Buddy Thomas, har jeg på fornemmelsen, at vi kommer til at høre meget mere til ham her i Storbritannien.

BESTIL BILLETTER TIL THE CRUMPLE ZONE PÅ THE PLEASANCE THEATRE FRA 27. - 29. DEC 2016