ANMELDELSE: Kvinden i toget, West Yorkshire Playhouse ✭✭✭

Jonathan Hall anmelder Kvinden i toget på West Yorkshire Playhouse.

Adam Best og Jill Halfpenny i Kvinden i toget. Foto: Richard Davenport Kvinden i toget (The Girl On The Train)

West Yorkshire Playhouse

3 Stjerner

Bestil billet her

At bearbejde en populær roman til scenen er en udfordring under de bedste omstændigheder – og at kaste sig over en fortælling, der lige er fløjet af boghylderne og for nylig har været en populær film og dermed sidder fast i den kollektive bevidsthed, er en dobbelt, ja tredobbelt svær opgave. Ifølge en række negative anmeldelser er det en opgave, som West Yorkshire Playhouse er dumpet fælt i. Derfor var det lidt af en overraskelse for mig, da jeg forlod forestillingen (hvor publikum i øvrigt kvitterede med stående bifald) med en følelse af at have været både opslugt og underholdt af det, jeg lige havde set.

Jonas Khan og Florence Hall i Kvinden i toget. Foto: Richard Davenport

Men de kritiske punkter er der dog…

Det komplekse hjerte i Paula Hawkins' fængslende roman er Rachel, den famøse kvinde i toget – en karakter, der er en mørk gåde i sig selv. Hun er alkoholiker i benægtelse af sine problemer og lader til at stalke sin eksmand og hans nye partner, hvilket får læseren til konstant at sæstte spørgsmålstegn ved hendes troværdighed, både som fortæller og som menneske. Samtidig gør hendes selvcentrerede behandling af omgivelserne hende til en person, der faktisk er svær at lide. Centralt for historien er, at efter en kvinde forsvinder – en kvinde som Rachel tilfældigvis har observeret fra et togvindue dagligt – vågner hun med et dundrende blackout i hukommelsen samt et par bekymrende sår og blå mærker. Er Rachel et sagesløst offer for omstændighederne – eller gemmer der sig noget mere dystert bag hendes handlinger?

Jill Halfpenny i Kvinden i toget. Foto: Richard Davenport

Desværre bliver denne centrale gåde ikke forløst helt optimalt af visse dele af produktionen. Rachel spilles med en overbevisende og retskaffen integritet af Jill Halfpenny – og for mig var det netop problemet. Karakteren fremstod for stærk, for pålidelig – og dertil meget sympatisk. Ikke i ét sekund tvivlede jeg på hendes version af begivenhederne eller så hende som andet end et offer og en heltinde.

Sarah Ovens i Kvinden i toget. Foto: Richard Davenport

Problemet blev yderligere forstærket af manuskriptet af Rachel Wagstaff og Duncan Abel, som i højere grad fortalte fremfor at vise. Eksempelvis var Rachels alkoholisme, som var så ubehagelig en dynamik i romanen, noget der mest blev talt om – vi så aldrig rigtig de tåkrummende adfærdsmønstre, som drikkeriet medfører. Rækken af dunkle og foruroligende begivenheder blev primært rapporteret til os gennem karakterernes dialog – ofte hørte vi om tingene i anden eller tredje hånd – hvilket lagde en dæmper på handlingens intensitet. Der, hvor karaktererne faktisk mødtes, og hvor begivenhederne udspillede sig direkte på scenen, gnistrede forestillingen af dystert og morsomt liv – som f.eks. scenen i en nabos hus med en slags ”drinks-party fra helvede”.

Lily Arnolds stærke scenografi arbejdede også imod historiens skiftende udgangspunkt. På den ene side skabte projektioner af et sløret bylandskab set fra et tog nogle stærke åbningsbilleder, og den kraftige hvide neon-indramning af scenen gav følelsen af et liv set gennem et togvindue. Men det, vi så bag vinduets omrids, modvirkede i min optik effekten; en stiv, grå lejlighed, skarpt og kompromisløst markeret med hvidt. Billedet var for dominerende – så uanset hvilken scene vi så (og der var en fin fluiditet i tid og sted med flashbacks og sceneskift), blev den spillet mod den samme skarpt definerede lejlighed.

Spørgsmålet er så, om disse problemer afsporer aftenen. Her må jeg svare nej.

Theo Ogundipe i Kvinden i toget. Foto: Richard Davenport

Historien er en stærk og dygtigt konstrueret fortælling om svigt og psykisk vold med et fængslende mysterium i centrum – et mysterium, der holdes i live helt til slut. Joe Murphys instruktion og de stærke, engagerede præstationer gav historien fart og energi; særligt mindeværdige var Adam Best som eksmanden, der skiftede mellem tyndslidt bekymring og noget mørkere, samt Florence Hall som kvinden, der stalkes til grænsen af udmattelse af sin mands ekskone.

Colin Tierney og Jill Halfpenny i Kvinden i toget. Foto: Richard Davenport

Og jeg var ikke alene om min begejstring – som nævnt blev forestillingen hyldet af en fyldt sal ved tæppefald. Jeg kunne forstå på samtaler i foyeren, at mange af dem ikke nødvendigvis var faste teatergængere, men var kommet på grund af bogen. Det må uanset hvad være en god ting, og bearbejdelsen af populærlitteratur må siges at være et gyldigt projekt for teatret at kaste sig over igen i fremtiden.

Spiller frem til 9. juni 2018

BESTIL BILLETTER TIL KVINDEN I TOGET HER