ANMELDELSE: The Girl Who Fell, Trafalgar Studios ✭✭✭

Sophie Adnitt anmelder The Girl Who Fell af Sarah Rutherford, som nu spiller på Trafalgar Studios 2.

Claire Goose (Thea), Will Fletcher (Lenny), Rosie Day (Billie), Navin Chowdhry (Gil) i The Girl Who Fell. Foto: Helen Maybanks The Girl Who Fell

Trafalgar Studios 2

3 stjerner

Bestil billetter Efter en ydmygende video går viralt på nettet, vælger den 15-årige Sam at tage sit eget liv ved at springe ud fra en bro. Handlingen i The Girl Who Fell fokuserer på det, der udspiller sig mellem dem, der blev ladt tilbage – Sams mor, hendes kæreste og hendes bedste veninde.

Dette er et spøjst stykke, der aldrig rigtig føles som om, det lander helt i de genrer, det forsøger at bevæge sig i – det er både en udforskning af sorg, et kritisk blik på en smartphone-besat generation og en refleksion over menneskelige forbindelser og hemmeligheder. Sarah Rutherfords manuskript tager fat på alle disse temaer, men det føles som om, de aldrig bliver foldet helt ud. Der er også en del humor, selvom jeg – som en der er opvokset med internettets og smartphonens indtog – fandt de forskellige bemærkninger og jokes mere tragiske end sjove. Nogle af pointerne bliver skåret lidt rigeligt ud i pap, og dialogen forfalder indimellem til klichéer. Men det er på ingen måde et dårligt stykke, og det bliver aldrig kedeligt.

Rosie Day (Billie) og Will Fletcher (Lenny). Foto: Helen Maybanks Det intime scenerum i Trafalgar Studios 2 bringer publikum ubehageligt tæt på handlingen, især under en scene med stofindtag, som føles væsentligt længere end nødvendigt. Bortset fra denne del bevæger historien sig dog fremad i et godt og hurtigt tempo med korte scener, der holder gang i tingene. Men det er en ubehagelig oplevelse – måske på samme måde som samtaler om døden i sig selv er en ubehagelig proces.

Ingen af karaktererne fremstår synderligt sympatiske, efterhånden som motiverne bag Sams selvmord langsomt bliver afsløret. Sams mor, Thea (Claire Goose i en udfordrende rolle), som stod bag den ydmygende video, er særligt ubehagelig med et offerkompleks, der gør det svært at føle med hende.

Navin Chowdhry (Gil) og Claire Goose (Thea). Foto: Helen Maybanks

Rosie Day rammer plet som Sams veninde Billie og fanger perfekt en trodsig teenagers kropssprog og talemåde, mens hun suser rundt på scenen på en enkelt rullesko i den rastløse, retningsløse stil, som teenagere har for vane, i frygt for at stilstand vil gøre dem sårbare over for andre. Billie er en ret prætentiøs pige, og det kræver lidt god vilje at acceptere, at en teenager kan slynge om sig med lange, dybtfølte citater fra hukommelsen, men det er ikke Days skyld, og hun leverer en medrivende præstation. Forholdet mellem hende og tvillingebroderen Lenny (Will Fletcher), der er lidt enfoldig men godmodig, er portrætteret utrolig troværdigt og er et af de stærkeste søskendeforhold, jeg har set på en scene.

Navin Chowdhry runder firkløveret af i rollen som den fremmede i gruppen. Han håndterer de mere melodramatiske greb, manuskriptet byder ham, på glimrende vis.

Will Fletcher (Lenny) og Rosie Day (Billie). Foto: Helen Maybanks

Georgia De Greys enkle scenografi giver en følelse af et liv i forfald, også selvom den gradvise nedbrydning af bagvæggen ikke giver helt mening, mens lydsiden bruges subtilt og effektivt i Adrienne Quartlys kloge lyddesign.

Højdepunktet i The Girl Who Fell er slutscenen, der på givende vis fungerer som et beroligende pusterum efter det foregående turbulente forløb. Det føles mere ægte, mindre forceret og lader kemien mellem skuespillerne skinne igennem. Som et frisk og unægtelig stærkt bud på den efterhånden trætte påstand om, at smartphones ødelægger samfundet (jeg vil mene, at mennesker altid har formået at være modbydelige mod hinanden uden brug af internettet), er The Girl Who Fell en solid opsætning af en skræmmende moderne historie.

Spiller frem til 9. november 2019.