ANMELDELSE: The Go-Between, Apollo Theatre ✭✭

Gemma Sutton, William Thompson og Michael Crawford i The Go-Between. Foto: Johan Persson The Go-Between

Apollo Theatre

8. juni 2016

3 stjerner

Mere info | Bestil billetter

The Go-Between er en ny musical baseret på romanen af samme navn af L. P. Hartley, som oprindeligt udkom i 1953.

Som anmelder er jeg muligvis bagud på point her, da jeg hverken har læst den originale roman, set filmen fra 1971 med Julie Christie og Michael Bates eller BBC's tv-adaptation fra 2015. Jeg mødte derfor op til forestillingen med helt friske øjne.

Jenni Bowden, Issy van Randwyck, Gemma Sutton, Stuart Ward og Luke Green i The Go-Between. Foto: Helen Maybanks

The Go-Between er et erindringsdrama, der centrerer sig om Leo Colston. Som ung mand tilbragte han en sommer på Brandham Hall i Norwich sammen med skolekammeraten Marcus. Da Marcus bliver syg, ender Leo ufrivilligt som hemmelig kurer mellem Marian og den lokale landmand Ted, der har en affære. Da Marian allerede er forlovet med viscount Trimingham, er det kun et spørgsmål om tid, før det går galt. Historien fortælles gennem en ældre Leo, der mange år senere vender tilbage og må se de begivenheder, der fandt sted for så længe siden, i øjnene.

Scenografien i The Go-Between er statisk og ligner et enormt, forvokset landsted. Store vinduer står åbne, ukrudt og græs gror vildt, men midt i forfaldet står en stor kiste med gamle bøger og den unge Leos dagbog, der vækker hans minder til live. Den ældre Leo hjemsøges af fortidens spøgelser, efterhånden som dramaets karakterer afsløres én efter én.

Så langt, så godt, men The Go-Between fortaber sig hurtigt i et morads af intetsigende kedsomhed, som forestillingen aldrig helt rejser sig fra, trods ihærdige indsatser fra flere af de medvirkende.

Michael Crawford, William Thompson og Gemma Sutton. Foto: Johan Persson

Som den ældre Leo virker Michael Crawford som det helt rette valg. Hans krumryggede, spinkle Leo befinder sig på scenen hele tiden og observerer, hvordan fortidens genfærd udfolder historien. Det er en flot præstation i en ellers uheldigt valgt musical.

Han taler konstant til, og senere udfordrer han, sit yngre jeg, der ved denne forestilling blev spillet af William Thompson. Både Thompson og Archie Stevens som Marcus (den unge Leos ven) truer flere gange med at stjæle rampelyset fra de voksne skuespillere. Deres energi stråler ud over scenekanten, primært takket være David Woods vidunderligt velskrevne dialog.

Gemma Sutton, Michael Crawford og William Thompson i The Go-Between. Foto: Johan Persson

Som Marian er Gemma Sutton aldeles charmerende. Man forstår nemt, hvorfor den unge Leo drages af hende. Stuart Ward spiller Ted, der først ses badende ved flodbredden. Ligesom Marian bliver Ted hurtigt venner med Leo og væves subtilt ind i dramaet. Begge er charmerende og meget sympatiske, men det er måske et af de mest interessante aspekter ved stykket, at de voksne karakterer kan skifte lynhurtigt og blive ubehagelige og selvcentrerede, når deres situation ændrer sig. Sutton og Ward er en fornøjelse at følge, og sammen med Crawford og de to drenge skaber de nogle af de mest mindeværdige øjeblikke i en ellers temmelig flad aften. Jeg ved godt, at jeg bliver ved med at bruge det ord, men det er svært at beskrive det anderledes.

Stuart Ward. Foto: Helen Maybanks

Størstedelen af holdet bag The Go-Between kæmper bravt for at holde liv i forestillingen. Stephen Carlisles Trimingham, Julian Forsyths Mr. Maudsley og Silas Wyatt-Barkes Denys er særligt gode, men selv de må se sig overmandet af Richard Taylors tamme partitur.

Akkompagnementet til The Go-Between leveres af et enkelt klaver på scenen, der spilles smukt af Nigel Lilley. Blandt publikum i pausen blev det dog bemærket, at et soloklaver til en West End-forestilling, til fuld West End-pris, mildest talt var en skuffelse, og jeg må erklære mig enig. Omvendt ville et større orkester næppe have formået at tilføre partituret den nødvendige dynamik.

The Go-Between startede tilsyneladende sit liv som et teaterstykke, og for en gangs skyld er det ikke manuskriptet af David Wood, der er problemet. The Go-Between slår fejl på grund af sin musik, som falder igennem ved hver eneste forhindring. Hvis man tager ind og ser The Go-Between i håbet om at høre Michael Crawford synge sange i stil med Phantom of the Opera, bliver man slemt skuffet. Der er ingen rigtige sange og ingen mindeværdige musikalske øjeblikke i denne forestilling.

Måske vil musikken vinde ved genlyt, men jeg ville have svært ved at bruge penge på endnu en billet, når der er så mange andre forestillinger i West End, jeg hellere vil se.

BESTIL BILLETTER NU TIL THE GO-BETWEEN PÅ APOLLO THEATRE