ANMELDELSE: The Lehman Trilogy, National Theatre ✭✭✭

Paul T Davies anmelder Ben Powers dramatisering af Stefano Massinis The Lehman Trilogy, som netop nu spiller på National Theatre.

Simon Russell Beale, Ben Miles og Adam Godley i The Lehman Trilogy. Foto: Mark Douet The Lehman Trilogy.

The National Theatre.

12. juli 2018

3 stjerner

Bestil her

Historien om Lehman Brothers' vej til global magt og deres efterfølgende konkurs og kollaps er en episk fortælling. I Ben Powers dramatisering af Stefano Massinis stykke portrætterer tre skuespillere både brødrene, deres sønner og børnebørn samt samtlige bifigurer. Det, der burde have været et intimt kammerspil, får en storslået indramning takket være Es Devlins scenografi, der fylder Lyttelton-scenen med skiftende baggrunde, som fører os fra den ydmyge begyndelse i Alabama til børsen i New York City. Men som den tre en halv time lange forestilling skrider frem, bliver den roterende scene desværre hurtigt kedsommelig, og man får gentagne gange følelsen af at blive ført tilbage til det samme punkt, hvilket gør aftenen en anelse langstrakt.

Simon Russell Beale, Adam Godley og Ben Miles i The Lehman Trilogy. Foto: Mark Douet

Simon Russell Beale er i mine øjne ude af stand til at levere en dårlig præstation, og her er han sit sædvanlige fremragende selv som Henry Lehman, suppleret af en stærk indsats som den ambitiøse søn Phillip. Ben Miles og Adam Godley brillerer ligeledes, og samspillet mellem de tre fungerer upåklageligt. Særligt Godley imponerer som den kunstnerisk anlagte Bobbie Lehman, den sidste af brødrene. De spiller både børn og kvinder – hvilket altid vækker stor morskab hos publikum på National Theatre – og tidens gang håndteres elegant. Men ser man bort fra skuespillet, virker Sam Mendes' iscenesættelse strømlinet, kølig og følelsesmæssigt distanceret. Alt formidles gennem beskrivelser; vi får at vide, at en karakter rejser sig for at skænke et glas vand, mens vi ser skuespilleren gøre det, alt imens en anden skuespiller fortæller os det samme. Hver generation har et mareridt om tårne, der styrter sammen, og ved det tredje drømmesyn (ét i hver akt) kan man næsten gætte handlingen på forhånd. Første akt lægger linjen, og den ændrer sig aldrig i løbet af de efterfølgende akter.

Simon Russell Beale, Adam Godley og Ben Miles i The Lehman Trilogy. Foto: Mark Douet

Stykket er gennemgående sympatisk over for Lehman-brødrene, hvor Bobbie er det sidste familiemedlem i spidsen for firmaet før sin død i 1969. Det efterfølgende sammenbrud lægges for døren hos dem, der førte virksomheden ud i subprime-krisen, som udløste det globale finansielle krak i 2008. Det kan der være noget om, men brødrene investerede blandt andet også i atomvåben, og vi ser aldrig konsekvenserne af firmaets beslutninger for de almindelige mennesker, der mistede alt. Det føles, som om stykket viger udenom, hvor det for alvor gør ondt. Der er tale om flot iscenesættelse, men i modsætning til de tilbagevendende mareridt bliver de dramatiske indsatser aldrig høje nok til for alvor at begejstre eller skabe en følelse af risiko, uanset hvor beundringsværdigt skuespillet end er.

BESTIL BILLETTER TIL THE LEHMAN TRILOGY HER