ANMELDELSE: Købmanden i Venedig, Ambassadors Theatre ✭✭✭

Købmanden i Venedig

Ambassadors Theatre

7/10/15

3 stjerner

Siden 2012 har National Youth Theatre præsenteret en ti uger lang repertoire-sæson på Ambassadors Theatre – kulminationen på et beundringsværdigt uddannelsesprogram, der tilbyder træning til unge skuespillere uden de enorme økonomiske byrder, der følger med optagelse på de traditionelle teaterskoler. Hver sæson byder på tre forestillinger, hvor de seksten medvirkende hver især spiller forskellige roller. Denne sæsons Shakespeare er Tom Stoppards forkortede udgave af Købmanden i Venedig, som oprindeligt blev opført i Beijing i 2008 forud for de Olympiske Lege. Stykket bliver opført på scenografien til Stomp, der er den faste produktion i det let falmede, men prægtige Ambassadors.

Som spilleversion fungerer Stoppards bearbejdelse teknisk set fremragende. Spilletiden er reduceret til cirka halvfems minutter, hvilket betyder, at hele stykket kunne være spillet ud i ét stræk uden pause – og jeg ville ønske, at det havde været tilfældet her. Historiens klare linjer bevares, mens en hel del bifigurer og sidetemaer er skåret væk, uden at man føler det store dramatiske tab. Fokus ligger på indgåelsen af gældsbrevet og dets konsekvenser, skrin-scenerne i Belmont og kulminationen ved retssagen. Kun det afsluttende – og ærligt talt trættende – postyr omkring Portias og Nerissas ringe får lov til at bremse den ellers fremadstormende fortælling.

Når det gælder karakterer og følelser, er jeg dog stadig lidt i tvivl. Som følge af ændringerne er det en forestilling, hvor købmanden snarere end pengeudlåneren er i rampelyset. Stykket bliver mere Antonios end Shylocks. Hvad så, vil man måske spørge? Det er jo trods alt stykkets titel. Men hvis Antonio skulle have været det primære fokus, ville Shakespeare have tegnet hans karakter mere dybdegående, end han gør. Han er tænkt som en modpol til Shylock, katalysatoren der tvinger os til at konfrontere de ubehagelige problemstillinger i hjertet af stykket. Hvis han bliver centrum, behøver vi aldrig rigtig at forholde os til stykkets uløselige paradokser med deres fulde, foruroligende kraft.

Instruktør Anna Niland har valgt at gøre dette til en yderst moderne opsætning. Handlingen er flyttet til nutidens Venedig, og vi opfordres til at reflektere over emner som den aktuelle migrationskrise i Italien og demonstrationer mod nedskæringer. Maskerede demonstranter intervenerer undervejs og truer med uorden. Dette føles dog som lette, symbolske greb, der fordufter, når spillet for alvor bliver alvorligt. Ved retssagen er vi tilbage i en helt klassisk opsætning, og dér virker alle langt mere tilpas.

Mere tankevækkende er forsøget på at udvikle temaet om Shylock som en utryg 'fremmed' – den mærkat Portia sætter på ham under retssagen. Der er et stort potentiale i at forklare hans uvilje mod kompromis som en protest mod et samfund, der skamløst bruger ham som en bekvem kapitalkilde uden nogensinde at acceptere ham som hverken menneske eller jøde. Denne fortolkning når dog aldrig at folde sig helt ud, dels på grund af en lidt bleg præstation fra Luke Pierre i rollen som Shylock, og dels fordi Stoppard har barberet rollen helt ind til benet – især ved at fjerne meget af materialet om hans forhold til datteren, Jessica (Francene Turner), som nu er blevet en noget spinkel rolle.

Forestillingens dramatiske højdepunkter er de 'to retssager' – henholdsvis de tre frieres prøver i Belmont og opgøret om Shylocks gældsbrev i Venedig. Førstnævnte kan i de forkerte hænder ofte føles som en langstrakt omgang revy-pantomime, men her er der herlige og veludførte komiske øjeblikke. Paris Campbell spiller Prinsen af Marokko som en prangende 'moonwalkende' rapper, der naturligvis går efter guldet. Som Prinsen af Aragon stjæler Lauren Lyle billedet med et 'Tango por Dos'-nummer, der fik hele salen til at grine højlydt. Og midt i det hele forvandler Jason Imlachs Bassanio og Melissa Taylors Nerissa det endelige valg af skrin til en småklukkende parodi på et gameshow.

Retssalen er den ultimative test for enhver Portia. Alice Feetham opbyggede sin præstation omhyggeligt og skarpt, godt hjulpet af Andrew Hanratty som en fremragende Antonio, der var den perfekte modspiller ved at levere den følelsesmæssige smerte, hun kunne kanalisere retorisk. Selvom han leverede teksten kyndigt, overraskede det mig stadig, at Luke Pierres Shylock forblev så afdæmpet og uden den store gnist i denne centrale scene. Man er nødt til at se Shylock række ud efter og nyde sit triumfens øjeblik, for derefter at se det visne for øjnene af ham. Selvom det naturligvis er en rolle, der normalt kræver en meget ældre skuespiller, burde et bredere dynamisk spænd have været inden for rækkevidde.

Der er mange fine detaljer i persontegningen blandt de mindre roller. Der var antydninger af en homoseksuel eller i det mindste homoerotisk undertone mellem Antonio og Bassanio, som virkede som en lovende vinkel at udforske yderligere. Der var masser af opfindsomme indfald fra Taylors Nerissa og Cole Edwards’ Gratiano, og Imlachs Bassanio havde øjeblikke af værdighed, der tyder på, at han vil stå stærkt i tragedier.

Det kreative hold udnyttede begrænsningerne ved den eksisterende scenografi til deres fordel. Da pladsen forrest på scenen var trang, blev lameller brugt til at åbne op for bagscenen med jævne mellemrum til lys- og kor-effekter. Tre trækasser fungerede både som retsmøbler, de tre skrin, en natklubbar og Shylocks tællekammer. Der var altid tilstrækkelig antydning af de specifikke lokationer, samtidig med at der var plads nok til effektiv koreografi.

Musik og lyddesign af Tristan Parkes var gennemgående fremragende og fantasifuldt: Vi lagde ud med et stemningsfuldt natklub-nummer, hvorefter vi bevægede os til Belmont, som virkede til at være ét stort diskotek natten lang… og hvorfor ikke? Portia er en rig arving med masser af tid. Dette er et stykke, hvor musikken på magisk vis inddrages flere steder, og her svævede alle mulige typer musik forbi og forstærkede oplevelsen af teksten. Min yndlingsdetalje var måske det gentagne knirken fra reb, der mindede os om den usikre skæbne for Antonios handelsskibe. Dette hold har potentialet til at skabe en fantastisk opsætning af Stormen – vi befinder os her i en by fuld af lyde, og måske det kunne være et bud på næste års forestilling?

Denne produktion er begavet, behændig og teknisk velfungerende med et væld af nye idéer – nogle mere overfladiske end andre, men flere med stort potentiale. Selvom den følelsesmæssige intensitet ikke brændte helt så stærkt, som den kunne have gjort, fungerer forestillingen som et flot udstillingsvindue for mange store talenter. Det overrasker ikke at læse i programmet, at samtlige skuespillere, der er gået ud af dette program, har fundet agenter og arbejder videre i de kreative erhverv.

Købmanden i Venedig spiller på Ambassadors Theatre frem til 2. december 2015