ANMELDELSE: The Mirror Never Lies, Cockpit Theatre ✭✭✭

The Mirror Never Lies

The Cockpit Theatre

18. november 2016

3 stjerner

Det var en fornøjelse at se denne fascinerende og overdådige nye musical tage sine næste skridt ud i den store verden på et rigtigt teater i en workshop-produktion hos Marylebones foretagsomme center for ny dramatik, The Cockpit.  Da jeg så en tidligere udgave sidste år til en gennemspilning i RADA Studios, var dette en oplevelse, jeg ikke ville gå glip af.  Den vidunderlige historie (oprindeligt en roman af Barbara Pym, her omsat til scenen af Joe Giuffre), de stærkt tegnede, utraditionelle karakterer, den rappe og vittige dialog, der skiftevis er vovet, fræk, snobbet og lige tilpas sentimental, og – vigtigst af alt – det forrygende partitur (tekst af Giuffre og musik af Juan Iglesias), har hængt ved i hukommelsen på behagelig og provokerende vis, og efterlod mig altid med lyst til mere.  Og mere fik vi i dén grad.

Forfatterne har givet værket en grundig overhaling siden sidst.  Et nyt hold skuespillere er kommet til – ikke fordi der var noget galt med det kompagni, vi så i Bloomsbury, men nye ansigter bidrager altid med en friskhed i fortolkningen af historien, og udviklingsprocessen handler jo netop om at finde nye vinkler.  Musikken er blevet overdraget til de mere end kapable hænder hos den følsomme og enormt talentfulde Joe Finlay.  Så værket begynder nu at lyde som en rigtig forestilling.  Hvor er det bare herligt.

Scenografisk blev vi budt på nogle velvalgte projektioner, en håndfuld stole, en smule rekvisitter og nogle skarpe kostumevalg: det rummelige teater blev udnyttet til fulde.  Der er ikke angivet nogen instruktør i programmet, så jeg går ud fra, at det hele er forfatternes eget værk.  På sin vis er det en god ting, men på den anden side er deres hjertebarn måske nu stort nok til at blive overladt til en eftertænksom og omsorgsfuld instruktør med sans for dramaturgi, som kan hjælpe med at transformere denne kloge, intelligente teatralske 'realisering' af Pyms fortælling til en ægte dramatisk begivenhed.  Som det står nu, føles meget af manuskriptet stadig skematisk og litterært snarere end organisk teatralt.  En indledende film-montage antyder, at værket mangler et passende åbningsnummer til at sætte scenen og etablere spillereglerne for den verden, det forsøger at portrættere.  Jeg er sikker på, at forfatterne også har bemærket dette og vil tage højde for det i den videre udvikling.

Selvom de knap nok havde 40 timer sammen til at forberede denne korte spilleperiode på 5 forestillinger, havde holdet helt lagt manuskriptet og klarede det formidabelt.  I titelrollen som den midaldrende kvinde med smag for yngre mænd, Leonora, var Fransca Ellis altid fattet og elegant; hun byggede gradvist op til en Marschallin-agtig resignation og afsked med sin upassende yngre elsker i et af showets store højdepunkter, titelnummeret, der stadig afslutter de 90 minutters spilletid.  Hendes første bejler, antikvitetshandleren Humphrey (der har udviklet sig fra en komisk figur til en mildt dyster levemand), spilles nu af Jon Osbaldeston, og hans uskyldige unge assistent – Leonora mål – er den storøjede og troskyldige James (Ryan Frank).  Leonoras bedste veninde, Meg, spilles af Darrie Gardner, og hendes temmelig overfladiske 'venner' (der stikker af fra middagen ved det mindste spor af 'noget bedre' andetsteds) er Colin (Spencer O’Brien) og Harold (Greg Keith).  Den 'søde pige', der falder for den uheldige (man kunne næsten sige uduelige) James, er Phoebe (Jennifer Harraghy): hendes rolle er interessant, for selvom hun fremstår temmelig svag, peger hun faktisk mod de forandringer, der venter lige om hjørnet.

Vi er i 50'erne, og tiden med de bombastiske atlanterhavsdampere er her endnu, men ikke længe.   Pym er i hjertet en samfundskritiker, og hendes kølige distance introducerer en reel trussel via den selviske og revolutionære ånd hos Ned (endnu en rolle til O’Brien); han blev spillet blødt og subtilt i Bloomsbury, men her antager han en langt mere rockabilly-beatnik-agtig udstråling, hvilket, selvom det strider lidt mod hans job som akademiker, ikke desto mindre er et interessant eksperiment: måske ændrer hans job sig til noget mere 'hip', måske noget med film, tv eller ligefrem musikbranchen.  Som det er nu, forfører han James på turen over Atlanten – nærmest for at få tiden til at gå, eller 'fordi muligheden var der' – og morer sig derefter med at sno ham om sin lillefinger på en måde, man ville ønske, Phoebe kunne, men aldrig synes i stand til.

Dette vækker en vis ærgrelse hos Leonora, men heller ikke meget mere.  Det er mest hendes stolthed, der er såret, og det er ikke noget, et teaterpublikum har voldsomt svært ved at føle med.  Imens virker det til, at Ned vifter med et stort skilt, hvorpå der står '60'erne kommer!', og gør os opmærksomme på, at de dage, hvor verdens Leonoraer regerede, er talte.  Mary Quant og Marianne Faithfull vil ikke have meget brug for hende.  Men de revolutionære – der lejlighedsvis ryger en fed – har nok at se til, når så meget af historiens energi går 'under jorden': 'The Stranger' (endnu en rolle til Keith), der dukker op som en sen gæst i butikken, virker kun til at cementere status quo.  Pyms budskab virker ikke optimistisk.

Der trækkes således umiddelbare paralleller til Pal Joey, en anden historie om usandsynlige og upraktiske forbindelser på tværs af generationer og sociale skel (Leonora er en dame med penge og tid; James må arbejde i en butik).  Som med den forestilling er det kun muligt at få varme følelser for karaktererne (og vi bliver nødt til at tage deres parti på den ene eller anden måde), hvis de kan charmere os.  Lige nu sørger sangene for rigeligt af det.  Manuskriptet derimod fungerer stadig lidt som en roman, og det har brug for at synge som et skuespil.  Det er tid til at trække vejret, læne sig tilbage og få fat i en rigtig spændende dramaturg-instruktør til at planlægge det næste træk!