ANMELDELSE: The Sorrows Of Satan, Tristan Bates Theatre ✭✭✭✭

Ensemblet i The Sorrows Of Satan The Sorrows Of Satan

Tristan Bates Theatre

21. februar 2017

4 stjerner

Bestil billetter

Denne lækre nye musical er den mest vittige, elegante og ekstraordinære nye forestilling, som London har at byde på lige nu.  I det intime Tristan Bates Theatre, hvor den spiller en rekordlang sekstugers periode, er Adam Lensons skarpe opsætning af Luke Bateman og Michael Conleys bemærkelsesværdige firemands-stykke en vidunderlig underholdning, der vil charmere og begejstre et bredt publikum.  Instruktøren står desuden selv for den musikalske iscenesættelse.

Med afsæt i Marie Corellis topsælgende roman fra slutningen af det 19. århundrede har forfatterne opdateret materialet til de mere vovede 1920'ere. Hendes lærestykke om litterære ambitioner er her flyttet til det glamourøse West End med dets sprudlende nye lystspil – en verden beboet af navne som Ivor Novello, Noel Coward, H.M. Tennant og C.B. Cochrane.  Bateman matcher dem uden problemer, når det gælder uforglemmelige melodier: Tre dage efter premieren nynner jeg dem stadig – og det kan jeg ikke sige om ret mange andre nye partiturer, jeg har hørt for nylig.  Som teaterkomponist spår jeg Bateman en stor fremtid.  Corelli, der var beundret af Oscar Wilde, har et skarpt blik for smukt konstruerede on-liners og aforismer, og Conley har formået at udvinde de bedste af dem fra bogen og kunstfærdigt krydret sit geniale manuskript med dem.  Dialogen har et fantastisk tempo og udløser en sand stormflod af latter.  Som tekstforfatter måler han sig uden besvær med de bedste som Cole Porter eller E.Y. Harburg: Der er en imponerende sproglig kontrol i hans omhyggeligt udførte tekster – 'Tartarus' er et særligt højdepunkt, der vil fortrylle mindst lige så meget, som det bringer smilet frem.  På baggrund af dette partitur tør jeg godt påstå, at ethvert publikum vil placere Bateman og Conley i den absolutte elite af musikdramatiske talenter herhjemme.

Dale Ripley som Lucio

Forestillingen er velsignet med fortolkere, der befinder sig særdeles godt i stilen.  I denne komiske genfortælling af Faust-myten repræsenteres Satan i menneskelig skikkelse af Prins Lucio Rimanez, spillet med urban nonchalance af Dale Rapley.  Hans offer, den desperate og mislykkede musicalforfatter Geoffrey Tempest, spilles charmerende af Simon Willmont.  Den kærkomne romantiske interesse – en trio af engagerende, kontrasterende roller samlet under titlen 'Kvinden' – portrætteres af Claire-Marie Hall, som tydeligvis morer sig med sine mange rolleskift.  Endelig leveres musikken fra det opstillede flygel af Rimanez' infernalske makker, Amiel, formidabelt spillet af Stefan Bednarczyk.  Denne herlige kvartet er i realiteten sat til at lave en slags revy-præget 'gennemlæsning' af Tempests seneste (rædselsfulde) værk, som på en eller anden måde har fanget vores vært Prins Lucios opmærksomhed. Prinsen erstatter dog gradvist Tempests uspillelige makværk med materiale af langt større kunstnerisk og teatralsk værdi.

Simon Willmont, Claire Marie Hall og Stefan Bednarczyk

Conley har også designet den vidunderlige ekspressionistiske, næsten monokrome scenografi af lejligheden i Rimanez-residensen. Jeg gætter blot, men udsigten fra vinduet peger i retning af Belgravia.  Faktisk er hele det visuelle design (assistent Craig Nom Chong) holdt i en stram palet af sort, gråt, hvidt og krokus-orange, suppleret af smukt skræddersyede kostumer fra S. Newman & Son.  Sam Waddington – teatrets nye stjerneskud – oplyser det hele med sin sædvanlige briljans og økonomi, og han er især dygtig til at åbne op for manuskriptets forskellige 'lag'.

I disse sofistikerede og dystre men smukke omgivelser tager det manuskript, der læses højt, fat på – ja, tro det eller lad være – de trængsler, der omgiver opsætningen af et stykke ved navn 'The Sorrows of Satan'.  Hvis jeg har forstået lagene rigtigt, har vi altså at gøre med en forestilling om en forestilling om en forestilling.  En historie, hvor alle karakterer eksisterer for at spille andre roller, og i sig selv blot er projektioner af arketyper fra en gammel og ofte genfortalt myte.  På trods af det pastiche-agtige ydre ligger der derfor en udpræget postmodernistisk følsomhed under overfladen, hvilket gør, at værket føles aktuelt og har langt mere nutidig relevans, end man først skulle tro.  Det besidder en intellektuel fascination sideløbende med sin direkte teatralske appel.  Ikke desto mindre er det stadig mennesker, vi gerne vil vide mere om, og der opstår et punkt – som indimellem kan være svært at lokalisere, men som er der – hvor vi virkelig gerne vil høre fra dem på et højere, lyrisk plan.  Man har ikke lyst til at være for kølig og distanceret i en fortælling, der trods alt handler om menneskelige passioner og de udfordringer, vi alle har med at tackle dem.  Indimellem viger manuskriptet måske uden om centrale plotpunkter, som kunne have været mere effektive, hvis de blev leveret med mere tyngde. For eksempel ville Tempests beslutning om at sælge sin sjæl til djævlen måske være mere overbevisende, hvis den blev præsenteret med mere optakt frem for på en lidt henkastet måde – det er trods alt et afgørende øjeblik.

Claire Marie Hall

Det er dog en bevidst beslutning at præsentere starten af forestillingen på en måde, der gør publikum til objektive observatører af de samtaler, der udfolder sig på scenen.  Senere bliver handlingen langt mere energisk og dynamisk, og vi bliver bestemt suget dybere ind i deres verden, end vi var til at begynde med.  Man kan argumentere for, at sidstnævnte er en mere behagelig position for publikum at befinde sig i, og jeg vil ikke udelukke, at der sker nogle justeringer i løbet af spilleperioden.  Hvad angår de musikalske indslag, er vi som publikum vilde med at være en del af det, når de enkelte karakterer får lov til at udforske deres situation i sang.  Men når de skal synge det (bevidst) elendige materiale, som karakteren Tempest har brygget sammen – før hans højhed så hjælpsomt træder til med langt bedre sager – er vi knap så begejstrede.  Faktisk virker det til, at der er mindst tre øjeblikke i første akt, som skriger på en solo, der enten dyber karakteren eller driver plottet videre.  Det ville ikke overraske mig, hvis den slags sange har eksisteret på et tidligere tidspunkt i udviklingen.  Nu hvor forestillingen er oppe at køre foran et publikum, er det måske muligt, at de – eller noget lignende – vender tilbage.

Efter tre års forberedelse kan vi takke den fantastiske instruktør og forkæmper for nye musicals, Adam Lenson, for dette foretagende, da det var ham, der fik forfatterne til at tage fat på værket.  Efter at have opbygget et godt samarbejde med dem på deres forrige projekt, 'Personality', spurgte Adam, om de kunne finde på noget mindre, som ville være lettere at få i fuld produktion.  Resultatet er denne forestilling.  Oprindeligt var det tænkt som et stykke for to personer, men det har fået lov til at vokse sig lidt større, selvom det forbliver en skarpt fokuseret bedrift. Vi befinder os i en klaustrofobisk oplevelse, der konstant beder os overveje, ikke kun hvem karaktererne egentlig er, men hvem vi selv er.  Den økonomiske opbakning til den grundige udviklingsproces er leveret af den udøvende producent, Alfie Taylor-Gaunt, og Joel Fisher fra FTG Productions, som har stået i spidsen for projektets vækst fra starten.  Jeg mødte dem alle til en fremvisning af det meste af første akt for over et år siden i St James’s Studio.  Og nu fortsætter de med at bane vejen for nye eventyr med dette banebrydende projekt på Tristan Bates.

Teatret er en del af Actors’ Centre, lige ved Seven Dials i Covent Garden.  Centrets kreative programdirektør, Michael John, er ivrig efter at udvide teatrets anvendelsesmuligheder, og sammen med teaterproducent Matthew Keeler åbner de nu op for spilleperioder, der er meget længere end det sædvanlige, hurtigt skiftende program.  Man afprøver nu perioder på seks uger med det formål at give nye værker mulighed for at finde og opbygge et publikum. Det er en ambitiøs målsætning, men hvis kvaliteten af denne første produktion er retningsgivende, hviler den på det højeste kunstneriske og professionelle fundament.  Med Apollo på Shaftesbury Avenue, der kører løs med korte og mellemlange forestillinger, The Other Palace, der åbner dørene for det samme, Arts Theatre og Trafalgar Studios' hurtige omsætning af nye værker, samt Cameron Mackintoshs overvejelser om et helt nyt West End-teater, ser fremtiden lys ud for branchen.

Som den står nu, er 'The Sorrows of Satan' en pragtfuld underholdning, hvor vi kan opleve store nye talenter under udvikling.  Det bliver fascinerende at se, hvilket publikum de tiltrækker med dette værk.  For mit vedkommende nynner jeg stadig på den 'diabolo in musica'-vals, som Tempest er så besat af i første halvleg, og det forrygende hit-nummer 'Tartarus'!  Jeg kommer tilbage for at høre dem, og resten af dette vidunderlige partitur, i teatrets rette rammer i selskab med denne fantastiske nye musikkomedie – med et satanisk twist.

Spiller til den 25. marts 2017

BESTIL BILLETTER TIL THE SORROWS OF SATAN