Siden 1999

Troværdige teaternyheder og anmeldelser

26

år

det bedste fra den britiske teaterscene

Officielle billetter

Vælg dine pladser

Siden 1999

Troværdige teaternyheder og anmeldelser

26

år

det bedste fra den britiske teaterscene

Officielle billetter

Vælg dine pladser

  • Siden 1999

    Troværdige nyheder og anmeldelser

  • 26

    år

    det bedste fra den britiske teaterscene

  • Officielle billetter

  • Vælg dine pladser

NYHEDER

ANMELDELSE: The Sound Of Music, New Wimbledon Theatre ✭✭✭✭

Udgivet den

Af

Douglas Mayo

Share

Foto: Pamela Raith The Sound Of Music

New Wimbledon Theatre

2. april 2015

4 Stjerner

I et par uger nu har jeg været helt opslugt af The Sound Of Music. Det sker med jævne mellemrum. Lige nu fejrer filmen sit 50-års jubilæum, så de sociale mediers algoritmer har fundet det passende at minde mig om min kærlighed til musicalen ved blandt andet at fremhæve en rigtig god specialudsendelse med Diane Sawyer og Julie Andrews, der blev sendt på amerikansk tv sidste år. For et par dage siden dukkede en lækker videotrailer op for en ny opsætning produceret af Bill Kenwright med Danielle Hope i hovedrollen. Traileren gjorde sit arbejde, og pludselig sad jeg i et særdeles behageligt sæde (med masser af benplads) i New Wimbledon Theatre sammen med et publikum, der spændte fra 7 til 80 år, for at se Rodgers og Hammersteins The Sound Of Music – igen!

Jeg siger igen, fordi jeg ikke kan tælle, hvor mange gange jeg har set filmen, oplevet forestillingen opført af både amatører og professionelle og nydt de forskellige cast-indspilninger, jeg har i min samling. Der er noget ved denne musical, som føles som trøst til sjælen – så enkelt er det.

Denne nye opsætning, instrueret af Martin Connor, er en strålende produktion, hvor der ikke er sparet på noget, selvom det er en turnéforestilling.

Danielle Hope påtager sig rollen som Maria og tilfører hende den gejst og elskværdighed, der gør hendes Maria til et varmt og kærligt centrum i fortællingen. Hendes sang er fejlfri, hun gør partituret ære, og hendes scener med von Trapp-børnene er ganske vidunderlige. Hvis jeg skal komme med én bemærkning, er det, at hendes forsøg på at kanalisere sin indre Julie Andrews gav nogle lidt ustadige øjeblikke med accenter, der distraherede en smule fra en ellers formidabel præstation.

Steven Houghton spiller rollen som Kaptajn von Trapp. En flot, reserveret disciplinær figur, hvis mure bliver brudt ned af mødet med Maria og musikken. Der er en ægte gnist mellem Maria og Kaptajnen, som hjælper med at løfte historien over den sukkerstads, de fleste ellers forbinder med Sound of Music.

Deres øjeblikke sammen, fra den kølige begyndelse til indsigten om deres følelser og romantikken i Something Good, udføres til perfektion. Deres Ländler er elektrisk.

Efter min mening har forestillingen brug for en dosis politik og et stænk af fare. Alle de gode Rodgers og Hammerstein-musicals har det. Når man tænker over det, behandlede de meget følsomme emner tilbage i 50'erne, og The Sound Of Music er ingen undtagelse. Den politiske understrøm af Anschluss, nazitruslen og omvæltningen i folks liv er alle nødvendige elementer, der gør The Sound Of Music til noget særligt.

Det er derfor vigtigt, at castingen af Baronessen og Max Detweiler sidder lige i skabet. De repræsenterer dem, der ser verdensbegivenhederne som uundgåelige og blot vil være på den "rigtige" side af historien. Det er et bevis på mandens karakter, at Kaptajnen ikke deler deres livssyn. Sarah Soetaert og Howard Samuels portrætterer Elsa og Max som charmerende opportunister hele vejen igennem. Det er altid interessant at se publikums reaktion på sange som How Can Love Survive og No Way To Stop It, hvis de ikke kender sceneversionen i forvejen.

Hvad er The Sound Of Music uden sine børn? Og disse børn er intet mindre end pragtfulde. De er kernen i denne produktion, og man kan ikke andet end at falde for den enorme charme, der strømmer fra scenen, hver gang de medvirker. Sammen bærer de de fleste af de store, ikoniske sange, vi kender og elsker, såsom Do-Re-Mi, The Lonely Goatherd og So Long – Farewell. Det er ikke en let opgave, men disse unge skuespillere er intet mindre end geniale i roller, der let kunne være endt som præstationslystne møgunger. Her er der ægte varme! Nonnerne i denne opsætning ledes af Jan Hartley som Abbedissen. Hartleys præstation er en af de bedste, jeg har set, og hendes Climb Ev'ry Mountain var præcis så opløftende og inspirerende, som man kunne håbe på. Sammen med Zoe Anne Bown, Jessica Sherman og Grace Gardner var Maria en ren fornøjelse.

Luke George fik sin professionelle debut i rollen som Rolf, den unge, vildledte mand, der træder i karakter i det afgørende øjeblik, hvor han lader von Trapp-familien undslippe nazisternes greb. George sang forrygende, og hans scener med Liesl viste to selvsikre unge talenter, man skal holde øje med.

Gary McCann har skabt en visuel fest med sin scenografi. Smukt malede bagtæpper, en majestætisk trappe og klaustrofobiske klostergange dominerer og giver instruktør Martin Connor og koreograf Bill Deamer mulighed for at skabe billeder, der vækker mellemkrigstidens Østrig til live. Deamers koreografi for børnene er flydende og forvandler von Trapp-børnenes march til legende bevægelser.

Kapelmester og arrangør David Steadman har taget et 10-mands orkester og givet dem vinger. Steadmans tempi er fulde af energi og vigør, og musikken bliver aldrig tung. Når orkestret folder sig helt ud, er det en sand nydelse, og det er værd at blive siddende for at høre deres udgangsspil efter tæppefald.

Det er fantastisk at se så mange mennesker i alle aldre nyde og elske The Sound Of Music. Der er en magi over forestillingen, som trodser forklaring; generation efter generation forelsker sig i denne fortælling om familie, kærlighed og modgang, og det budskab om håb, som den sender ud over scenekanten bølge efter bølge. Man kan ikke andet end at elske den.

PS. Til Sound Of Music-nørderne er der en lille detalje, man skal lytte efter. For nogle år siden talte jeg med Rodgers og Hammerstein-arkivaren Bruce Pomahac, som fortalte, at de under restaureringen af originalmaterialet faldt over Hammersteins oprindelige tekst. Hvis man kender titelsangen, ved man, at de fleste Maria'er synger "to laugh like a brook, as it trips and falls, over stones on its way". Tilsyneladende skrev Hammerstein oprindeligt "stones in its way". Lyt godt efter, og du vil høre tekstforfatterens oprindelige ord på deres rette plads, præcis som han ønskede det. BESØG VORES SOUND OF MUSIC-SIDE FOR TURNÉPLAN OG BILLETTER

https://www.youtube.com/watch?v=HxH6FVx5h60

Del dette indlæg:

Del dette indlæg:

Få det bedste fra den britiske teaterscene direkte i din indbakke

Vær den første til at få fat på de bedste billetter, eksklusive tilbud og de seneste nyheder fra West End.

Du kan til enhver tid afmelde dig. Privatlivspolitik

FØLG OS