ANMELDELSE: The Tempest, Jermyn Street Theatre London ✭✭✭

Julian Eaves anmelder William Shakespeares The Tempest, instrueret af Trevor Nunn på Jermyn Street Theatre, London.

Kirsty Bushell (Miranda) og Michael Pennington (Prospero) i The Tempest. Foto: Robert Workman

The Tempest Jermyn Street Theatre,

13. marts 2020

3 stjerner

Trigger goes here

Det største trækplaster ved denne genopsætning af Shakespeares sidste afskedsværk er muligheden for at opleve den rutinerede karakterskuespiller Michael Pennington (76) levere en mesterklasse i versfremførelse i rollen som den afsatte hertug af Milano, Prospero.  Jeg bemærkede mange unge skuespillere blandt publikum, der lænede sig intenst frem, fortryllet af hans tilsyneladende ubesværede evne til at finde og formidle mening i selv de mest komplekse taler – og det er ingen let opgave med et manuskript, der gør alt for at nedbryde enhver fornemmelse af troværdig virkelighed. Prospero (som på italiensk betyder 'jeg skal blomstre') er strandet på en fjern ø, ukendt for europæere, hvor han bor i en hule og dog besidder magiske kræfter, der kan tæmme både ånder og selve elementerne.  De fantastiske modsigelser i dette stykke har længe gjort det til et af Shakespeares mest problematiske dramaer, og enhver produktion i dag må stadig navigere gennem temmelig ujævne uoverensstemmelser i en fortælling, der kan fremstå som en uforbeholden og ukritisk bekræftelse af europæisk kolonialisme, som en mandschauvinistisk manipulation af den eneste kvindelige karakter (tryllerens datter, Miranda), eller som helt og holdent fjollet.

Whitney Kehinde (Ariel), Richard Derrington (Antonio), Peter Bramhill (Sebastian), Lynn Farleigh (Gonzalo) og Jim Findlay (Alonso). Foto: Robert Workman

Det er en stor mundful for den kunstneriske leder, Tom Littler.  Han har dog gang på gang markeret sig i sin relativt korte embedsperiode med opsætninger, der gør en dyd ud af et enormt dramatisk spektrum, alt sammen præsenteret så det ser og lyder fremragende i det intime scenerum.  Denne gang har han en passende 'forlist' scenografi af Neil Irish og Anett Black, hvor skuespillerne primært er klædt i pyjamas og morgenkåber, hvilket muligvis refererer til stykkets mange billeder af søvn og drømme.  Men i stedet for at lade ø-landskabet åbne sig for os – handlingen bevæger sig jo på tværs af øen og adskiller de overlevende fra stormen, mens de konfronteres med fysiske og følelsesmæssige udfordringer – virker vi, som i mange andre nyere fortolkninger, låst inde i et enkelt rum, her beklædt med bølgede, surrealistiske hylder.  Dette skaber en mærkværdig spænding mellem det, vi bliver bedt om at tro på, og det, vore egne øjne ser.  For mig var dette desværre ikke en behagelig eller givende spænding.  Det er nok en smagssag, hvordan man reagerer på det. 

Kirsty Bushell (Miranda) og Tam Williams (Ferdinand). Foto: Robert Workman

Den samme følelse af det bizarre strækker sig til castingen.  Miranda spilles af den formidable Kirsty Bushell, hvis tilgang til Shakespeares sprog er radikalt anderledes end Penningtons, men mindst lige så fængslende.  Alligevel får vi at vide, at hun blot er i teenageårene – hvilket man ikke tror på et sekund – om end hun er udstyret med fænomenal intelligens og vid. Som de lokale ånder skaber Whitney Kehinde sit helt eget univers i rollen som Ariel, og den unge Tam Williams tilfører med sin atletiske tilstedeværelse noget tiltrængt energi, når han viser 'slaven' Calibans krop, knap dækket af laser og en maske.  Williams spiller også Mirandas udkårne, Ferdinand; her smider han visiret og hopper i en nydelig stribet pyjamas, hvilket fortsætter fokusset på det mandlige over det kvindelige. I modstætning til Anne Francis i 'Forbidden Planet' får Bushell ikke lov at vise sine former, og man efterlades med en undren over, hvorfor Ferdinand straks udråber hende til en 'gudinde' og vil giftes med hende.

Tam Williams (Caliban). Foto: Robert Workman

Hvad angår de øvrige, leverer de alle en solid indsats: Jim Findley som kong Alonso, Lynn Farleigh (som en værdig, feminiseret hofsnog, Gonzalo), Peter Bramhill (i dobbeltrollen som den aspirerende tronraner Sebastian og den mere succesfulde klovn, Trinculo) og Richard Derrington (som Prosperos bror og fjende, Antonio... og desuden som en Butler-figur a la 'The Admirable Crichton', mystisk nok i fuld sort uniform og bowlerhat fra slutningen af det 19. århundrede).  Men igen, for mit vedkommende skabte følelsen af et indelukket rum en distance – en følelse af at være afkoblet, som jeg aldrig før har forbundet med en Tom Littler-produktion. 

The Tempest spiller indtil d. 4. april 2020 på Jermyn Street Theatre