ANMELDELSE: The Weir, Mercury Theatre Colchester ✭✭✭✭

Ensemblet i The Weir. Foto: Marc Brenner The Weir

Mercury Theatre, Colchester.

14. september 2017

4 stjerner

Mens mange teatre skyder deres efterårssæson i gang med en larmende og opmærksomhedskrævende komedie, har Mercury Theatre, i samarbejde med English Touring Theatre, valgt Connor McPhersons eftertænksomme karakterstudie af den irske fortælletradition, The Weir. På en lokal pub samles fem karakterer, og ankomsten af den mystiske Valerie, der er flyttet til området fra Dublin, vækker nysgerrighed og sætter gang i udvekslingen af spøgelseshistorier. Men det er hendes egen tragiske fortælling, der overgår dem alle og afslører et stykke præget af en majestætisk melankoli, gennemsyret af en skarp humor, der effektivt letter stemningen.

Sean Murray, Sam O'Mahony, Natalie Radmall-Quirke. Foto: Marc Brenner

Instruktør Adele Thomas sætter tempoet helt perfekt. The Weir fungerer som en slags teatralsk slow-tv; begivenhederne får lov at udvikle sig i deres eget tempo. Selve jagten på og åbningen af en flaske hvidvin bliver til en skelsættende begivenhed, som man ved, der vil blive talt om i årevis derefter. Hun har samlet et fremragende hold af skuespillere, der bebor pubben (et flot design af Madeleine Girling, der placerer den i et vindblæst limbo med årtier gammel indretning) på utrolig realistisk vis. Dette er skuespillernes stykke, hvor hver især tildeles dybe karakterstudier, monologer og blændende tekst fra McPhersons hånd.

Sean Murray er fremragende som den gnavne drukkenbolt Jack, en yderst kritisk iagttager af sine medmennesker, som dog afslører sin egen sorg over at have forpasset kærligheden og forblive resolut alene. Så er der den prangende Finbar – en stærk præstation af Louis Dempsey – der tydeligt viser, at han i sit pæne jakkesæt ser sig selv som værende hævet over sine naboer, mens han som gift mand viser Valerie rundt. John O’Dowd spiller Jim, der passer sin syge mor og finder trøst i samværet; hans spøgelseshistorie er måske den mest foruroligende af alle og bliver smukt fortalt. Natalie Radmall-Quirke indfanger brillant den udefrakommende Valerie, som knuser både mændene og publikum med sin tragiske beretning om tab. Bedst af alle er dog Sam O’Mahony som bartenderen Brendan, der ikke selv har en historie at fortælle, da han endnu ikke har elsket eller mistet. Gennem hans lytten til Jacks advarsler om ikke at ende som ham, får vi et studie i den stille fortvivlelse over tidens gang. Selvom det hele lyder meget melankolsk, føles karaktererne og deres relationer så naturlige, at humoren og drillerierne dem imellem letter stemningen betragteligt.

John O'Dowd, Sean Murray, Sam O'Mahony og Louis Dempsey i The Weir. Foto: Marc Brenner

Jeg har dog et par småting at indvende. Lysdesignet er en anelse excentrisk; det fungerer mindre godt, når det forsøger at illustrere dagenes gang, men er langt mere effektfuldt i sin enkelhed, når det skaber atmosfære til historierne. Derudover er der en tendens for tiden til, at instruktører underlægger teaterstykker med stemningsfulde lydflader og musik. Her gør en helt unødvendig violin os opmærksom på, at det, vi hører, er vigtigt – lad være med det; det er ikke nødvendigt, vi ved det godt. Skuespillerne og teksten er rigeligt i sig selv. Men bortset fra det, får denne opsætning dig til at få lyst til at skænke en Guinness, rykke tæt på kaminen og lytte til disse mennesker fortælle deres historier.

TURNÉPLAN FOR THE WEIR