ANMELDELSE: Torch Song, Turbine Theatre Battersea ✭✭✭

Julian Eaves anmelder Torch Song, Harvey Fiersteins skuespil, som i øjeblikket spiller på det nyåbnede Turbine Theatre i Battersea.

Matthew Needham (Arnold) i Torch Song. Foto: Mark Senior Torch Song

Turbine Theatre, Battersea

6. september 2019

3 stjerner

Bestil billetter

Instruktør Drew McOnie glimrede ved sit fravær til pressepremieren på opførelsen af Harvey Fiersteins mesterværk på Londons helt nye teater.  Han er en travl herre, og jeg er sikker på, der var en god grund til hans fravær.  På sin vis var det dog symptomatisk for det manglende aftryk, han har sat på denne produktion, som i stedet for at gå i dybden med forfatterens fantastiske materiale, foretrækker at skøjte hen over overfladen. Vi får morskab og lidt afdæmpet patos, men forestillingen rammer ved siden af den dybde, det drama og – vigtigst af alt – den 'svimlende' humor, som programmet ellers lover publikum.

Matthew Needham (Arnold), Rish Shah (Alan). Foto: Mark Senior

De medvirkende, der slipper bedst fra dette, er det understøttende cast.  Dino Fetscher som den biseksuelle Ed er den stærkeste personlighed på scenen: Hans bemærkelsesværdige udseende som en perfekt trimmet 70'er-man-crush, der flirter med gutterne i New Yorks baggårdsklubber, mens han stadig har et øje til pigerne, kombineret med den atletiske intensitet i hver bevægelse – selv når han står helt stille – gør ham dragende og fascinerende at observere. Han lægger utroligt mange detaljer i sin følelsesmæssige rejse, hvilket gør rollen både troværdig og mindeværdig.

Daisy Boulton gør som hans kvindelige modstykke, Laurel, meget ud af sin rolle med en generøs, engageret og passioneret præstation, der gør hende til en fuldstændig logisk partner for Ed.  Efter pausen leverer Bernice Stegers en modig og kontant fortolkning af hovedpersonens mor: en dominerende og bølleagtig jødisk matriark, der har svært ved at acceptere sin søn, men ikke kan give slip på ham. Meget hviler på hendes skuldre frem mod stykkets klimaks, men jo længere hun er på scenen, jo tydeligere bliver den generelle mangel på tempo og timing i forestillingen. Det underminerer skuespillernes evne til at ramme plet med både humoren og sorgen.  Og det er i virkeligheden noget, instruktøren må stå til ansvar for.  Der er brug for strammere instruktion og mere omsorg for komikkens præcision, ellers falder pointerne simpelthen til jorden, og publikum bliver aldrig rigtigt berørt.

Bernice Stegers som Ma. Foto: Mark Senior

Uden forestillingens strålende lethed og livsglæde mærker vi ikke den smerte og lidelse, der lurer i dens hjerte, nær så stærkt.  Og det er en stor skam.  Dette cast fortjener bedre forberedelse, før de stiller sig op foran et publikum: de kan ikke bare løse det selv.  Dette er langt fra et ligetil drama: alle karaktererne er komplekse og mere end bare en smule forvirrede over den verden, de lever i.  Der skal træffes klarere valg for at lade deres verbalt overlegne monologer, samtaler og skænderier få fuld styrke og effekt.

Dino Fetscher (Ed), Rish Shah (Alan). Foto: Mark Senior

Der er også debutanter på scenen: Jay Lycurgo er munter og energisk som den adopterede 15-årige klogeåge David, og Rish Shah gør det fornuftigt som den tragiske Alan, hovedpersonens tabte kærlighed.  Men vores opmærksomhed vender hele tiden tilbage til Matthew Needham i rollen som forfatterens alter ego, Arnold.  Han leverer en præstation præget af en studeret, lakonisk indadvendthed, som er den direkte modsætning til, hvad manuskriptet lægger op til.  Hans sammenbidte og ofte uforanderlige ansigtsudtryk dræber joke efter joke.  Ganske vist overlever nogle få, men der er mange ofre undervejs.  Det er én måde at fortolke rollen på, men jeg synes ikke, det fungerer.  Dette er reelt en sofistikeret komedie.  Det er en form for drama, der fungerer bedst, hvis skuespillerne udviser dyb følelsesmæssig indlevelse og kan skifte lynhurtigt mellem menneskelige ekstremer: Det ene øjeblik skal de få os til at ryste af den 'svimlende' latter, som programmet lover, og det næste skal de kunne få os til at stivne i chokeret sorg.  Sådan er manuskriptet.  Alt andet er at misse stykkets grundlæggende sjæl.

Matthew Needham (Arnold), Dino Fetscher (Ed). Foto: Mark Senior

Og der er meget mere i det end som så.  Dette er også et stykke, der handler om selve teatret: fra 'dramaet' med at lægge mascara og klæde sig ud som drag; over monologer og oplæsninger af forskellig art, herunder nogle i komplet mørke (lys af James Whiteside); til en genial 'kvartet' af stemmer i en delt seng. Der gøres brug af fysisk teater til at karikere og gestikulere historien, og det kulminerer i en tilsyneladende traditionel dagligstue-sitcom (scenografi af Ryan Dawson Laight, hvis kostumer sidder lige i skabet), præcis som Neil Simon kunne have skrevet den.  Alt dette bindes sammen af Sebastian Frosts eklektiske, om end ikke altid helt træfsikre, lydbillede.  Men gennem alle disse stilarter løber den gennemgående autoritære stemme – Arnold – der udforsker sin tese om kærlighed, tab og identitet.  Dette er alle aspekter af teater, som McOnie burde mestre; hvis han ikke har vist det denne gang, må der være en årsag.  Måske kan teatrets producent og kunstneriske leder, Paul Taylor-Mills, kaste lys over netop det.

Matthew Needham (Arnold) og Daisy Boulton (Laurel). Foto: Mark Senior

Uanset hvad, så er det, vi får her, en jævn præstation af et virkelig, virkelig godt manuskript.  Lyt til hvad skuespillerne siger, inklusiv Needham, og uanset hvordan det lander i dine ører, vil magien virke: det vil få dig til at reflektere og stille dig selv ransagende, vigtige spørgsmål om, hvem og hvad du elsker, hvor og hvordan du har mærket tab i livet, og – frem for alt – hvem du egentlig føler og tænker, du selv er.  Men vær forberedt på at gå glip af stykkets helt store højdepunkter og dybeste dale.  Og det er, må man håbe, nok til at retfærdiggøre bedriften i at finde vej til teatret: Jeg tog toget fra Victoria til Battersea Park og gik derefter rundt om hjørnet for at hoppe på bussen to stoppesteder til den sydlige side af Chelsea Bridge, og gik det sidste stykke.  Det var ret nemt.  Andre ruter kan være mindre bekvemme.  At komme derfra efter forestillingen mod Waterloo var langt mere kompliceret og tidskrævende.  Jeg håber, at teatrets hjemmeside snart tilbyder klarere og mere fyldestgørende transportvejledninger.

Læs andre anmeldelser