ANMELDELSE: Youth Without God, Coronet Theatre ✭✭✭

Julian Eaves anmelder Youth Without God, dramatiseret af Christopher Hampton og instrueret af Stephanie Mohr, som nu spiller på Coronet Theatre.

Malcolm Cumming - Neumann, Finnian Garbutt - Bauer, Raymond Anum - Ziegler, Owen Alun - Reiss, Nicholas Nunn - Trauner, Brandon Ashford - Feuerbach. Foto: Tristram Kenton Youth Without God

Coronet Theatre

23. september 2019

3 stjerner

Bestil billetter

For enhver, der mener, at historien har en tendens til at gentage sig selv, og som i vores tids ånd og retning ser en ubehagelig parallel til det, der ramte verden for et par generationer siden, findes der intet bedre lærestykke end Ödön von Horváths barske roman, 'Ungdom uden Gud' ('Jugend ohne Gott'). Den blev udgivet i Amsterdam i 1937 og skildrer livet i Tyskland under nationalsocialisterne, set fra en lillebys perspektiv gennem øjnene på en lokal skolelærer – en sardonisk, distanceret iagttager (måske som von Horváth selv?), der dog er plaget af et behov for at søge og finde sandheden. Horváth var rent faktisk dramatiker, som kun kastede sig over prosa, fordi han ikke kunne få sine skuespil opført efter nazisternes magtovertagelse. Gennem årene er der lavet forskellige bearbejdelser; nogle er gået langt for at modernisere og give historien aktualitet, mens andre er mere traditionelle. For ti år siden i Wien præsenterede Christopher Hampton – en specialist i at bringe europæiske forfattere til scenen – sin dramatisering, der blev oversat fra og derefter tilbage til tysk af andre hænder. Hamptons omhyggelige og respektfulde engelsksprogede version er nu nået til det bohemeagtige Notting Hill Gate og Coronet Theatres forfaldne neo-barokke indre, netop som verden omkring os synes at glide mod højreorienteret populistisk demagogi endnu en gang.

Christopher Bowen, David Beames, Finnian Garbutt, Anna Munden, Nicholas Nunn, Raymond Anum, Alex Waldmann. Foto: Tristram Kenton

Forestillingen er iscenesat af endnu en nyankommen fra Centraleuropa og den primært tysksprogede teaterverden, Stephanie Mohr, der her får sin britiske debut. I samarbejde med scenografen Justin Nardella præsenterer hun en tidsnær fortolkning, indrammet af tre vægge af skoletavler, hvorpå skuespillerne skriver og tegner med hvidt kridt, efterhånden som fortællingen skrider frem. Seks unge voksne skuespillere, som vi først møder med harmonikaer over skuldrene, spiller skoledrengene – i knæstrømper og korte bukser – mens én ung kvindelig karakter, tre mænd og en kvinde udfylder de øvrige roller. For så lille et teater føles det som et stort cast. Alligevel sidder man med en fornemmelse af, at produktionen ikke helt ved, hvad den skal stille op med alle disse ressourcer.

Nicholas Nunn. Foto: Tristram Kenton

Handlingen er i sin kerne en slags thriller; faktisk udvikler den sig til et mordmysterium. Men hvem styrer slagets gang, og hvad er målet? Vi starter med en klagende forælder (en af Christopher Bowens mange dygtigt udførte roller), før vi skifter til de mere seriøse undersøgelser foretaget af læreren (den mildeløber og mærkeligt lidenskabsløse Alex Waldmann) og den lokale anklager (en af David Beames' mange, veltegnede inkarnationer). Samtidig snager de unge mennesker på livet løs. Det er en svær balancegang at indfange denne atmosfære af allestedsnærværende spionage og snagen – samt en universel skyldfølelse – og her lykkes det kun delvist. Jo længere vi er i selskab med stykket, desto mere føler vi, at vi har en idé om, hvor det burde eller kunne bevæge sig hen, og vi undres over, hvorfor det ikke helt formår at nå dertil, eller i det mindste overbevise os om, at det er på rette spor. Der er interessante elementer, men de føles ikke, som om de for alvor smelter sammen.

Malcolm Cumming, David Beames, Nicholas Nunn, Brandon Ashford, Raymond Anum, Christopher Bowen, Finnian Garbutt, Alex Waldmann

Hvad mangler der? Her er et muligt bud: Det tyske teater, jeg kender, hviler tungt på selve sprogets rigdom og en intensitet i fremførelsen, der er rystende direkte sammenlignet med den mere underspillede, naturalistiske tilgang, man ynder i britisk teater. Mens jeg så stykket, sad jeg konstant og oversatte dialogen tilbage til tysk: f.eks. lyder ’Månen forsvandt bag en sky’ blot billedligt på engelsk, men ’Der Mond verschwand hinter einer Wolke’ er ladet med den mest potente tyske romantiske symbolik og fremkalder billeder af Caspar David Friedrich (m.fl.) og hele den filosofiske, ’weltanschauliche’ modvægt til oplysningstidens værdier, der prægede tysk nationalisme. Alt det kan man simpelthen ikke formidle med en enkelt sætning om månen. Der skal andre midler til for at få dramaet til at tale. Men hvilke midler, og hvordan skal de formidles?

Clara Onyemere. Foto: Tristram Kenton

Det er, om man vil, det problem, Coronet har stillet sig selv ved at opsætte dette fascinerende værk. Det er et modigt træk af dette eksperimenterende og risikovillige teaterhus. Jeg har set andre produktioner lykkes fornemt med det. Andre gange giver satsningen ikke helt pote. Her er dog ting at glæde sig over. Der er den lejlighedsvise insisterende tyngde, som debutanten Finnian Garbutt finder i rollen som en af drengene, Franz Bauer. Anna Munden formår at gøre et varigt indtryk i den ellers lidt tyndt skrevne rolle som Eva. Nicholas Nunn udviser en vis farlighed som Dieter Trauner, mens Malcolm Cumming leverer en effektiv præstation som genfærd. Den indadvendte melankoli hos Raymond Anum som den vaklende Robert Ziegler hjælper ham dog ikke helt med at forene de mærkelige modsigelser i hans rolle. Owen Alun (Heinrich Reiss) og Brandon Ashford (Arno Feuerbach – sikke et filosofisk navn!) fuldender drengeflokken. Clara Onyemere har måske den sværeste opgave af alle i sine tre meget skitseagtige roller.

Med dæmpet belysning af Joshua Carr og meget svingende lydniveauer fra Mike Winship er dette en produktion, man har svært ved at føle sig hjemme i. Det er en skam. Den oprindelige roman blev rost højt af Thomas Mann, og det er let at forstå hvorfor. Horváth og Mann deler mange af de samme æstetiske og filosofiske træk. Horváths sprog er efter min mening mere robust og livligt end Manns, uden tvivl fordi han udviklede sig som kunstner inden for det talte frem for det trykte ord, men de har kærligheden til den kultur til fælles, som de begge så truet af Det Tredje Riges barbari. Begge er besatte kronikører af kampen mellem dyder og laster i den tysksprogede verden. I disse tider er det værd at minde os selv om dette faktum, selv hvis det sker gennem en ikke helt fuldendt opsætning af dette svære, men fængslende værk.