DET STORE INTERVIEW: Maury Yeston – komponisten bag Titanic

Maury Yeston er komponisten bag prisvindende musicals som Nine, Grand Hotel, Titanic og Death Takes A Holiday. Douglas Mayo mødte ham til en snak om at få den store skibskatastrofe til at synge på scenen, og hvad der giver ham inspiration, når det gælder om at skrive store musicals. Det er forfriskende at tale med en komponist som Maury Yeston. Han er bemærkelsesværdigt ærlig og åben, når han taler om sine musicals. I samtalen med Maury besluttede vi os for at starte helt ved begyndelsen af processen og spørge, hvordan han beslutter, hvilke historier der skal fortælles?

”Jeg har altid troet på, at ting, der lyder som en god idé til en forestilling, måske ikke er det – og ting, der lyder som usædvanlige idéer, faktisk kan fungere rigtig godt”, siger han. ”Jeg tror, det bunder i, at publikum elsker at blive overrasket, og i det øjeblik man begynder at vise publikum noget, de forventede, så står de af. Hvis man udfordrer dem og siger, at vi har en musical baseret på en surrealistisk Fellini-film eller den største skibskatastrofe i historien, så vækker det deres nysgerrighed, og når man så leverer varen, er publikum meget taknemmelige”.

Så hvordan opstod idéen om at sætte Titanic op som teater?

”Jeg fik idéen til showet i efteråret 1985, da Ballard opdagede Titanic. Det var på det tidspunkt, med det kommende årtusindeskifte for øje, at jeg begyndte at tænke, at historien om Titanic var en af de centrale fortællinger i det tyvende århundrede – det er fortællingen om, hvordan det gamle 19. århundrede gik under, og den moderne verden blev født. Jeg tænkte, at det var en vigtig historie om det fejlbarlige i at lægge sin fulde tillid til moderne teknologi. Jeg tænkte, at det ville blive en ekstraordinær historie. Det var ikke længe efter, at rumfærgen eksploderede, og jeg tænkte, at dette er en lektion, vi er nødt til at blive ved med at lære”.

”Det var først i begyndelsen af 1990'erne, at det gik op for mig, at det ikke kun er en katastrofefortælling, det er også en fortælling om menneskehedens store drømme – det er hele vores idé om fremskridt, hvad end det er i mennesket, der f.eks. ønsker at skabe en poliovaccine. Alt, hvad de ønskede, var at skabe et sikkert skib – et drømmenes skib. Det bragte folk til en ny verden, og det fødte et nyt samfund, og så var vi i gang”.

Beslutningen om at sætte historien om Titanic op på en Broadway-scene blev vel mødt med en vis skepsis. Hvilken reaktion fik han, da han begyndte at fortælle folk om sin idé til Titanic?

”De første mennesker, jeg fortalte det til, var forfatteren Peter Stone, som havde skrevet musicalen 1776, og han sagde: ’Det er pudsigt, jeg har altid tænkt, at det var en god idé. Jeg vil gerne skrive den sammen med dig’. Dette er manden, der tog hele spørgsmålet om, hvorvidt Kongressen ville underskrive uafhængighedserklæringen eller ej, og forvandlede det til en fantastisk musical. Det lød bare som en helt fornuftig idé for os begge.

Jeg sagde bare til Peter, at selvom alle kender historien, er vi nødt til at holde publikum på kanten af sædet og få dem til at undre sig over, hvad der skal ske – og det synes jeg, han gjorde”.

”Det tog omkring syv et halvt år, før den fik premiere. Den slags ting tager ofte meget lang tid, når man tager højde for alle de komponenter, der skal spille sammen. Det er derfor, jeg mener, det er klogt, at musicals beskæftiger sig med historier af tidløs karakter, noget i stil med Pygmalion eller Titanic, som ikke bare er døgnfluer, men noget der vil bestå og interessere folk i årtier”.

Kampen for at nå frem til premieren var flittigt dækket i pressen. Var det virkelig så kaotisk, som journalisterne gjorde det til?

”Hvert eneste tænkelige problem ramte Titanic. De tekniske problemer var ekstreme – vi er stadig vrede på Julie Taymor og Spiderman for at have slået vores rekord for den værste preview-periode nogensinde på Broadway. Vi var meget stolte af at have den rekord. Pressen sablede os ned fra starten; en af de New York-baserede medier kom endda med overskriften: ’Watch them sing, watch them dance, watch them drown’. Intet på settet virkede. Vi havde et lille skib, der skulle bevæge sig – men det gjorde det ikke. Elevatoren, der skulle hæve halvdelen af scenen, larmede så meget, at man ikke kunne høre musikken, og nogle gange virkede den slet ikke, så vi måtte tænde lyset og sige: ’Mine damer og herrer, vi har problemer med at sænke Titanic’. Pressen skrev selvfølgelig om det hele, så det var fantastisk, da vi vandt alle fem Tony Awards, vi var nominerede til. Den britiske presse og anmelderne uden for New York reddede os. Da de ikke boede i New York under preview-perioden, mødte de op med et åbent sind uden at forvente at se de problemer, de lokale havde hørt om. Da de kom, så de forestillingen, som den var tænkt, og den strålede virkelig”.

At forsøge at genskabe et så forfærdeligt øjeblik i historien må have givet udfordringer. Hvordan formidler man den slags rædselsscener på en musicalscene?

”Vi havde et øjeblik i forestillingen, hvor mændene satte kvinder og børn i redningsbådene – et helt ufatteligt valg. Hvordan sætter man det i en musical? Jeg huskede en tidligere musical, jeg havde skrevet, hvor en far skulle forklare sit barn noget svært, og det blev løsningen på scenen. Vi måtte forklare rædslen på samme måde, som man ville forklare Hitler eller andre frygtelige ting til et barn. Mrs. Thayer spændte en redningsvest på et barn, mens ensemblet sang ’We’ll meet tomorrow’. Det var en sang, der blev skrevet hen over natten og sat på scenen den følgende aften uden orkestrering, og fra det øjeblik vendte vores held”.

”Jeg mener, at musicals skal fungere som radiospil i den forstand, at de skal kunne nydes bare ved at lytte. Ligeledes skal man være en komplet komponist, så man ikke bare skriver melodi eller harmoni, men skaber hele musikken. Der er det øjeblik med Mr. Fleet oppe i udkigstønden, der synger ’No Moon’, hvor musikken skal formidle havets blikstille ro. Det var svært at finde den rette tone for forestillingen, men vi slog tonen an i ouverturen med en kombination af dur- og mol-akkorder. Opgaven var ikke at overbevise publikum om, at Titanic ikke ville synke, men at overbevise dem om, at personerne ombord aldrig troede det muligt, og derfor var i en konstant tilstand af fornægtelse, selv mens skibet sank”.

”Jeg tror også, at af alle de shows, jeg har lavet, er Titanic det, der skaber den stærkeste følelse af fællesskab blandt dem, der sætter det op – uanset om det er en gymnasiegruppe, et professionelt cast eller en amatørforening i Belfast eller Stevenage. Det skaber bogstaveligt talt en familie af passionerede individer, og det bliver en livsændrende oplevelse for disse mennesker. Faktisk skrev en sociologistuderende på et amerikansk universitet en ph.d.-afhandling om sociologien i en amatørgruppe, der opsatte Titanic. Hvis man spørger hvem som helst, der sætter stykket op, så virker oplevelsen forstærket af den følelse af sammenhold, det skaber. Man gør det personligt og begynder at tænke over, hvad der ville være sket med én selv, hvis man havde været på det skib den dag. Hvordan ville man have reageret – ville man have overlevet?”

Maurys nye musical Death Takes A Holiday bliver præsenteret på Charing Cross Theatre senere i år. Mere om den produktion snart. BESTIL BILLETTER NU TIL TITANIC PÅ CHARING CROSS THEATRE